Den gode Poul Friis i Rønne havde forleden morgen forfatteren og journalisten Gretelise Holm på besøg i radioen. Gretelise Holm har skrevet en ny bog: Hvorfor er feminister så snerpede? Det er feminister ikke nødvendigvis, men således hævder ofte de folk, der ikke kan klare mosten og føler sig truet. Truslen føles velsagtens stærkest, når ens eget grundlag for alvor vakler, måske fordi det er bygget på sand og så oven i købet rokkes af et af ens argeste fjendebilleder. In casu den begavede kritiker Gretelise Holm.
En af den type, der føler sig rokket og derfor emmer af aggressivitet mod alle forandringer især til det bedre - vi kan kalde typen Birte Frandsen, som i denne sammenhæng udgør en slags massebetegnelse på halvprofessionelt kronisk forarget snæversyn i dansk debat - ringede op til Poul Friis. Ikke just med et af de indlæg, der indbyder til samtale. Den opringende, typebetegnelsen Frandsen, et hurtigtsnakkende selvbegejstret stykke fruentimmer, fik på stedet et hastigt forberedt længerevarende akut anfald, hvori typen afviste enhver påstand om fortsat ulighed kønnene imellem. Hvis det virkelig forholdt sig sådan, hvilket kan være lidt vanskeligt at bestride ansigt til ansigt med Danmarks Statistiks tørre tal, ja så var det kvindernes egen skyld. Der er ikke nok go i dem, altså i kvinderne, lød begrundelsen. I øvrigt var det hele som at påhøre noget fra 68, mente Frandsen, når Gretelise Holm et par gange spagfærdigt forsøgte at åbne munden.
I 40-året for det forkætrede årstal er der næppe den ting, 68 ikke bliver sat i forbindelse med af ulykker og nationale katastrofer. Også at det altså lyder som noget fra 68, når en person som Gretelise Holm, der faktisk har undersøgt sagerne og har dokumentationen i orden, sort på hvidt fastslår, at ligestilling mellem mænd og damer i det danske samfund 40 år efter forsøgene på en mere radikal kurs i kvindefrigørelsen er den rene indbildning. Heri støttes Gretelise Holm også af Danske Banks tal. Man kan vel dårligt beskylde flagskibet i det danske bankvæsen for at være et produkt af 68 eller rabiat feministisk anlagt. Ikke desto mindre viser disse dugfriske tal fra banken, at kvinderne ligger langt mere end 30 procent under mændenes lønniveau i ellers sammenlignelige funktioner og i det hele taget. Forskellene er enorme. Kvinder skal dertil i udgangspunktet til enhver større karriere være bedre end mænd, som man altid siger. Man siger aldrig, at mænd skal være bedre end kvinder, skønt kvinder ofte er bedre. Både til det ene og det andet. Eller i hvert fald har bedre eksamensresultater. Danmark ligger som nummer 37-39 på den almindelige internationale ligestillings-liste; altså langt under de fleste af de lande, vi sammenligner os med, og milevidt langt under Sverige.
Gretelise Holms forklaring, eller en af forklaringerne, er den nærliggende, at danskerne - mændene vel sagtens og Birte Frandsen - da disse syntes at have hørt tilstrækkeligt om ligestilling, så også mente, at denne var en realitet. Så behøvede man heldigvis ikke at gøre mere ved dét, og de, der insisterede, fik hurtigt at vide, at de var feministiske snerper og politisk korrekte og ikke til at holde ud at høre på.
Straffer ekstremt strengt
På den måde kan man afskære megen fornuftig udvikling i denne verden. Og det bliver rask væk gjort. Dumheden marcherer kækt på danskens vej. Den danske retssikkerhed er også indiskutabel. Danmark har verdens bedste retssikkerhed, færdig punktum prut finale. Indtil den dag, retssikkerheden sådan set ikke eksisterer mere, hvad den bestemt ikke gør i vore dage efter mere end én regeringsperiode med neoliberal og -konservativ retspolitik støttet langt af led af Socialdemokraterne. Nu kan man spærre folk inde uden om domstolene og smide dem ud af landet, dem man ikke engang mistænker, men formoder man i givet fald kunne mistænke for at kende en ven til en ven med en fætter, der har en svoger, hvis bror engang har set et billede af Osama bin Laden. Men vi har hørt nok om retssikkerhed. Og vi har hørt nok om, at det faktisk virker modsat hensigten at spærre folk inde efter stadig længere straffe, så nu straffer vi ekstremt strengt og som et af de mest drakoniske lande i Europa, og ingen gider rigtig høre på de relevante indvendinger, da de blot er udtryk for politisk korrekthed, og rigtige mænd er trætte af pladderhumanisme. Birte Frandsen-segmentet af godtkøbsreaktionære, der gerne rører deres besnærende lettilgængelige synspunkter sammen i en underkop og i den redebonne medievirkelighed får deres vås udbredt i lange stænger, bekymrer sig ind til det militante om indvandrerkulturernes, ikke mindst muslimske kvinders, brug (for tiden) af tørklæde om håret. Dette frygtelige anslag mod de danske værdier opfattes også af panderynkende ungersvende blandt ordstyrerne i Dansk Folkeparti og andre emsige fremmedforskrækkede partier som et entydigt undertrykkelsestegn og en afvisning af den helligste af alt dansk: ligestillingen mellem mand og kvinde.
Og dét er jo muntert på baggrund af de nye statistiske opgørelser, som i øvrigt ikke er så nye endda.
De unge muslimske kvinder, der hævder deres ret til at klæde sig, som det passer dem, kan med andre ord og med ordførernes og de utallige Birte Frandsen'ers hede ånde i nakken konstatere, at de misbilliges som personer med tørklæde på, fordi dette foruden det foragtede muslimske symbol også er tegn på undertrykkelse og manglende ligestilling. Samtidig med at de samme tørklædebærende piger og deres pæredanske kristne medsøstre på det arbejdsmarked, som er lige så sakrosankt som Folkekirken her i landet, rask væk forskelsbehandles på løn og karriere. Ikke på grund af tørklædet diskrimineres nødvendigvis de tørklædeklædte af pigerne, skønt dette sikkert også er tilfældet, men fordi de er af kvindekøn.
Hvis det ikke var så tragisk, ville det være til at vræle af grin over. Når man tænker på den energi, der lægges for dagen med de tørklæder! Så meget desto mere som at adskillige af de unge kvinder med klædningsstykket selv opfatter denne detalje i påklædningen som et frigørelsestegn og som et selvstændighedssymbol i forhold til deres eget bagland og i forhold til etnisk misbilligende populas med Birte Frandsen gange mange i spidsen.
Løkkes små usle bilag
Og nu til noget helt andet. Vælgerne er ifølge meningsmålinger begyndt at tvivle på finansminister Løkke Rasmussens egnethed som kommende statsminister, når og hvis hans chef får noget bedre. Karen Thisted havde i Ekstra Bladet en pointe om den småsnydende finansminister, der i den henseende minder om sin forgænger i embedet. Problemet er ikke, at finansministeren har snydt, problemet er, at han har snydt for så lidt og har styr på det. Den joviale bamsede tilsyneladende livsglade mand med de glade vaner og naturfilm om natten går altså rundt og fedter med en bajer hist og pist og en pakke smøger i ny og næ og gemmer små usle bilag og lægger nøje vægt på at lade andre betale. Er der noget værre end nærige folk! Så hellere Brixtofte, som de alle sammen i Venstres top engang var så begejstrede for: juvelen i Venstres krone, som Løkke Rasmussen vist sagde. Tag ud til Peter, opfordrede statsministerkandidat Fogh Rasmussen, tag ud og se, hvordan man driver en kommune!
Betagelsen var næret af Brixtoftes kreative bogføring, som lod den originale udøver stå tilbage som glad amatør. Gæt hvordan det gik dem begge. Gæt hvordan det går Løkke.