Så kom svaret fra Helle Thorning-Schmidt. Først en diagnose og så medicinen. Socialdemokrater i hele Europa er lagt ned af nationalisternes modstand mod globalisering, og nu er velfærdsstaten, miljøet og integrationen ved at forbløde, mener formanden. Noget må gøres.

I to store kronikker i Politiken, ni-ti teser og et par interviews lader hun forstå, at de moderne socialdemokraters tanker om 'Den Tredje Vej' er tilendebragt. Strategien er slidt op, brugt og misbrugt, og har afsløret sine blinde vinkler i en ultraglobaliseret verden, der er en tand mere globaliseret og nationaliseret, end da vi første gang hørte den britiske sociolog Anthony Giddens' tanker om Den Tredje Vej komme ud af munden på Tony Blair i midten af 90'erne.

"Der er ikke noget i vejen med Den Tredje Vej," siger Helle Thorning-Schmidt.

"Men problemet er, at vi står over for nogle udfordringer, som ikke kan løses med de metoder, vi har anvendt. Vi står over for et terræn, der kræver klarere prioriteringer. Vi har haft syv fede år, hvor regeringen ikke har været tvunget til at prioritere, men det kommer vi til de kommende år. Her kommer Den Tredje Vej til kort på forskellige områder. Integration, klimaet og en række kernepunkter i velfærdsstaten. Det kræver nye dagsordener, som regeringen ikke har løst, og som Den Tredje Vej ikke kan løse. Derfor må vi videretænke 90'ernes succesfulde politik."

Lars Bo Kaspersen er professor på Copenhagen Business School og ekspert i Den Tredje Vejs politik. For ham er Helle Thornings diagnose korrekt i forhold til integrationen. Men konsekvenserne er langt større, end hun stiller dem op.

"Problemet med Den Tredje Vej er, at det ikke er en sammenhængende politisk ideologi," forklarer han.

"De har aldrig været i stand til at håndtere spørgsmålet om integration. I sin grundsubstans vokser Den Tredje Vej ud af en opfattelse af, at verden er globaliseret og individualiseret, og hvis du siger det, må du naturligt nok også erkende, at der bor flere hundredetusinde mennesker i Danmark af anden etnisk herkomst. Den Tredje Vej siger jo så, at det må vi udnytte som en ressource - ja tak, men når der står en position af nationalister i de fleste europæiske lande, der fuldkommen kan vende op og ned på den politisk debat, så opstår problemet. De nationalister kan få så meget vind i sejlene, at der ikke er nogen tredje vej-politikere, der kan få, styre eller holde magten uden at tage hensyn til dem. Det er det store problem," siger professor Lars Bo Kaspersen

Magnus E. Marsdal er norsk journalist og forfatter til bogen Det tredje venstre. Han siger det endnu mere direkte:

"Den Tredje Vejs store svaghed som venstrealternativ var, at den hovedsaglig kun var en ny retorisk indpakning af højrefløjens økonomiske liberalisme. Tony Blair var thatcherisme med rød sløjfe på. 10 år efter Blairs magtovertagelse i 1997 kunne Storbritanniens befolkning se tilbage på Den Tredje Vejs resultater: Et klart øget klasseskel med hensyn til indtægt, formue og levealder og en privatisering af den offentlige sektor på en række kerneområder. Det er ikke socialdemokratisk politik."

Neoliberale socialdemokrater

Den Tredje Vejs politik kom for alvor på den europæiske dagsorden med Tony Blairs valgkamp i 1997. Men flere eksperter - heriblandt Blairs rådgiver Anthony Giddens - peger på, at Den Tredje Vej i virkeligheden havde sit udspring i Danmark i begyndelsen af 90'erne med Nyrup-Jelved-regeringen. Den Kolde Krig var afsluttet, og venstrefløjen havde definitivt erkendt, at der ikke var et umiddelbart alternativ til markedet. Markedet var samfundets dynamiske omdrejningspunkt, hvilket neoliberalister som Thatcher og Reagan egentlig havde talt om i årevis, men en række socialdemokrater begyndte i 90'erne at tale om de uheldige tendenser, markedskræfterne skabte i form af fattigdom og marginalisering. Derfor måtte man tænke staten ind i markedet, men på en anden måde end den klassiske tunge socialdemokratiske stat. I Danmark, Sverige, Finland, England, Tyskland og til dels Clintons USA begyndte man derfor at skabe en stat, der faciliterede borgeren i borgerens kamp på markedet. Man vil væk fra en velfærdsstat, der passiviserer borgere og i stedet skabe en velfærdsstat, der aktiverer borgeren. Et væsentligt omdrejningspunkt for Den Tredje Vej bliver derfor arbejdsmarkedet.

"Velfærdstaten skal spille en mere proaktiv rolle med Den Tredje Vej," forklarer professor Lars Bo Kaspersen,

"Altså, hvis borgere får en arbejdsskade eller bliver arbejdsløse, bliver det statens opgave at skubbe dem tilbage på markedet, så de kan hjælpe sig selv igen. Man skifter fokus fra at vægte rettigheder højt til at vægte ansvar og pligt. Derfor ser man i en række europæiske lande et stærkt fokus på aktivering - og det bliver også det store svar på integrationsprojektet."

Lektor på Århus Universitet Jørn Loftager betegner bevægelsen som en socialliberalisme, der ikke er ny for Danmark.

"Ideen med at formulere en tredje vej i England var at få Labour ud af nogle paroler, som de helt åbenlyst var kørt fast i," siger Jørn Loftager og peger på den store forskel, der var på det engelske Labour-parti og de danske socialdemokrater.

"I England havde fagbevægelsen nogle helt absurde rettigheder, som tyngede markedet og gjorde det næsten umuligt for landet at udvikle sig økonomisk. Men sådan forholdt det sig ikke i Danmark."

Her havde højrefløjen accepteret, at det er økonomisk fordelagtigt at have en udbygget velfærdsstat, hvilket betød, at fagbevægelsen ikke behøvede at stå så stærkt. Samtidig tillod man de neoliberale at modernisere den offentlige sektor op gennem 80'erne og 90'erne.

"I forhold til dansk politik er Den Tredje Vej ikke noget nyt. Det er en socialliberal politik, man har haft siden Anden Verdenskrig med en udbygget velfærdsstat og et liberaliseret erhvervsliv," siger Jørn Loftager.

"Hele moderniseringen af den offentlige sektor er udtænkt af nogle neoliberale præmisser. Det er noget, der kommer på banen under Schlüter, men som for alvor bliver sat i værk af Nyrup - der er en massiv kontinuitet på tværs af partierne på det punkt. Det samme gælder arbejdsmarkedspolitikken. Der er en fuld enighed om den hårde aktiveringslinje, man fik etableret i 80'erne."

Nedturen

Den Tredje Vej blev en gedigen succes for det nye centrum-venstre i 90'erne. Med en generel accept af neoliberalisternes tanker om globalisering og individualisering, et stærk fokus på vækst og erhvervsliv, men med en kongstanke om social retfærdighed, blev den løsningen på venstrefløjens krise.

Men ved årtusindeskiftet begyndte det store dyr i åbenbaringen at vise tegn på svaghed. Vælgerne faldt fra, og nationalister over hele Europa fik vind i sejlene. Selv om nationalisterne overtog den venstreorienterede tanke om en stærk velfærdsstat var deres tanker om en nationalstat så fremmed for den globaliserede og tolerante venstrefløj, at de to ikke kunne være i stue sammen. Herhjemme buldrede Dansk Folkeparti frem, men blev kategorisk afvist af Nyrup med et "I bliver aldrig stuerene".

"Nyrups problem var, at han ikke kunne håndtere integrationen," mener professor Lars Bo Kaspersen og slår fast:

"Der er ingen partier i dag, der kan regere uden at håndtere integrationen. Den Tredje Vej har muligvis fundet svaret på stat-marked-problematikken, de har muligvis fundet svaret på konflikten mellem individuelt ansvar og kollektiv solidaritet, men de har ikke noget svar på nationalismen kontra internationalismen. Det efterlader os med spørgsmålet: Vil vi have lighed, eller vil vi have frihed?"

I følge Lars Bo Kaspersen har VK-regeringen valgt at regere på et Tredje Vejs-grundlag, men i alliance med en nationalistisk fløj. På den måde har Fogh lukket hullet mellem nationalismen og internationalismen.

"Man kan mene, hvad man vil om den måde at håndtere integrationen på, men den er klar. Det betyder også, der er en stor inkonsekvens i VK-regeringens politik, der på den ene side gør meget ud af at fortælle, at de styrker globalisering, frie markedskræfter, fri arbejdskraft og EU, men på den anden side bliver de holdt i en stram nationalistisk snor af Dansk Folkeparti. Den inkonsistens har de været villige til at acceptere til fordel for at have magten. Oppositionen vil aldrig komme til magten, fordi de ikke kan håndtere og rumme nationalismen. 80'erne 90'erne skabte en klar skillelinje mellem internationalismen og nationalismen, og her står Den Tredje Vej som internationalister og har ikke noget sammenhængende svar på integrationen, som overbeviser nationalisterne."

$SUBT_ON$Ikke på værdier men fordeling

I følge Magnus E. Marsdal skal en anden del af den store nedtur findes i den lighed, der er blevet skabt mellem centrum-højre og centrum-venstre med Den Tredje Vej. Derved har man tabt den traditionelle arbejder på gulvet.

"Det er ikke muligt at mobilisere store vælgergrupper over lang tid, når man ikke fremmer noget klart alternativ til den økonomiske politik," siger Magnus Marsdal .

"Når Socialdemokraterne i den politiske elite står sammen med højrepartierne om at trimme arbejderes pensioner, mister vælgerne den økonomiske højre/venstre-dimension af syne på valgdagen. Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er samfundet, som har mistet sine interessemodsætninger, men de er usynliggjort af en markedsliberal konsensus inden for eliten. Dette efterlader det politiske landskab åbent for en mobilisering af andre konfliktlinjer, nemlig de værdipolitiske," siger Magnus E. Marsdal, der mener, at socialdemokrater i hele Europa hurtigst muligt må komme ud af tanken om Den Tredje Vej.

om 'individualisering' og 'globalisering' fint bidraget til. Hvad, man trænger til, er ikke ord, som ender på -ing, men en konkret politik, som løfter mulighederne og værdigheden for de arbejdende mennesker og alle dem, som lever deres privilegerede liv under markedsliberalismen."

"Den Tredje Vej er ikke mere. Der findes ingenting at hente der. Når folk som Fogh ganske let kan overtage dens retorik, kan det aldrig blive en strategi, som kan mobiliseres fra venstre. I stedet må man formulere en fornyelse, der taler Danmark ud over markedsfundamentalismen. Langt væk fra højrebølgen som satte ind omkring 1980, og som tog sin afslutning omkring 2010. Det har 90'ernes mumbo jumbo

Netop den socialdemokratiske elites afvisning af arbejdervælgeren er i følge Magnus E. Marsdal grunden til højrepopulismens fremmarch de sidste 10 år.

"I Anthony Giddens' verdensbillede eksisterer der nærmest ikke arbejdere mere, men når valgresultaterne tikker ind, eksisterer de pludselig alligevel. Skal man konfrontere de fremmedfjendske toner hos Dansk Folkeparti, Le Pen i Frankrig og Fremskrittspartiet i Norge, skal man ikke gøre det på den værdipolitiske bane. Tværtimod må man konfrontere dem med 'klassespørgsmål', der gælder økonomisk fordeling og magt i arbejdslivet. Man kan sige, at den bedste antiracisme ofte vil være at udvikle en 'klassekamp' om de økonomiske spørgsmål."

Den Tredje Vej fortsætter

Helle Thorning-Schmidt anerkender for så vidt kritikernes analyse af Den Tredje Vejs politik, men hun mener ikke, der er grund til at forkaste hele ideologien.

Tværtimod bør man ifølge formanden bygge videre på dens grundideer og i stedet sætte lys på de blinde vinkler, der viste sig med implementeringen af Den Tredje Vej.

"Der ingen tvivl om, at Socialdemokraterne er internationalister, og vi ser positivt på fremtiden. Man kan ikke vende tilbage til fortiden, og man kan ikke lukke grænserne," siger Helle Thorning til spørgsmålet om, hvordan Socialdemokraterne vil favne nationalismen.

"Vi er en del af den globale virkelighed på godt og ondt, så det vigtige for os er at bevare en velfærdsstat, der bygger på retfærdighed og solidaritet. Derfor er det vigtige at sørge for et fællesskab i vores land, og det får man ved at undgå parallelle samfund i samfundet. Vi skal ghettodannelserne til livs - både i top og bund, sætte turbo under integrationen. Anerkende, at vi ikke har gjort nok. Der er ikke noget, der hedder den gode ghetto. Der skal klare rammer for, hvor mange tosprogede, der kan bo i samme område. Det samme gælder på skolerne. Vi skal sikre, at man ikke har mere end 30 procent tosprogede elever."

- Vil arbejde fortsat være det væsentlige for en effektiv integration?

"Det er stadig utrolig vigtigt, men det er ikke det eneste, vi skal gøre. I Danmark har vi heldigvis en grundlæggende tanke om, at man skal være aktiv på arbejdsmarkedet. Vi har altid sagt, at pligter går før rettigheder. Man har mange pligter også på arbejdsmarkedet."

- Du taler om jobrevolution, men hvad vil du stille op med de her hundredetusindevis af danskere, der til stadighed - selv i fremgang - står uden for arbejdsmarkedet?

"To væsentlige nøgler: For det første skal vi skabe et arbejdsmarked, som ikke systematisk nedslider mennesker. Det er, som om vi er kommet til at acceptere, at man for visse job ikke kan arbejde, efter man er fyldt 60 på grund af nedslidning. Vi accepterer, at social- og sundhedshjælpere har så hårdt et arbejdsmiljø, at vi ikke kan forvente, at de arbejder, efter de er fyldt 60. Det er en underlig forråelse, at vi accepterer nedslidning og stress. Det accepterer jeg ikke. For det andet skal vi have et uddannelsesniveau, der er langt højere end det nuværende og komme frafaldet på ungdomsuddannelserne til livs."

Fogh har fejlet

- Der er stadig en stor gruppe mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet og nok aldrig kommer der ind. De har ikke muligheden for at strejke og ikke ressourcerne til at efteruddanne sig. Hvordan vil du sikre denne gruppe rettigheder?

"Jeg vil fastholde, at den gruppe også har en værdi i vores samfund. Derfor taler vi også stadig om rettigheder. Derudover skal vi også arbejde hårdt på, at den gruppe bliver mindre endnu. Og det er det, jeg taler om, når jeg kalder det for en forråelse, at vi har accepteret, at det ikke er muligt at arbejde et helt liv op grund af nedslidning."

- Passer Den Tredje Vej ikke bare bedre til Fogh-regeringen - har han ikke været bedre til at bruge den?

"Nej, det synes jeg bestemt ikke. De har været gode til at bruge retorikken, men de har også været handlingslammet i forhold til nogle af de største udfordringer samfundet. Derfor er vi kommet ud af de sidste syv fede år uden at have løst de store spørgsmål. Vi plejede at være foregangsland på klimaet, hvorfor er vi ikke det mere? Hvorfor er der uddannelsesstagnation, sådan burde det ikke være efter økonomisk fremgang? Hvorfor har vi ikke løst integrationsproblemerne i en tid, hvor der aldrig har været så gode beskæftigelsesmuligheder?"

- Betragter du det her som et helt nyt projekt for Socialdemokraterne?

"Jeg opfatter ikke det her som et nyt projekt. Vi har opfundet en samfundsmodel - den hedder velfærdssamfundet. Det, der bliver opgaven fremover, er at fastholde nogle af de værdier, som vores samfund bygger på. Værdier, solidaritet, respekt for det enkelte menneske - de ting forsvinder, hvis vi ikke passer på. Hvis regeringen får lov at fortsætte som hidtil, så ødelægger vi det væv, som det danske velfærdssamfund er bygget op omkring."