Man skal ville det danske samfund. Denne sætning er ikke bare et eksempel på dårligt dansk. Den står også skrevet i en af de ni teser, som skulle være Socialdemokraternes formands 'progressive valg for Danmark':
"Hver enkelt borger skal ville det danske samfund," skriver Helle Thorning-Schmidt. Og hvis man ikke vil det, skal man have tilbud om en billet hjem. Det gælder både "de mennesker, som ikke ønsker at blive en del af vores samfund" og dem, som "foragter vores demokrati". Det siger åbenbart sig selv, at der må være tale om udlændinge, hvis de ikke"vil det danske samfund". Så selv om det kan være flygtninge fra religiøse diktaturer eller lande, hvor vi selv er 'krigsførende', skal de have tilbud om at flyve hjem, hvis de ikke 'vil det danske samfund'. Denne passage i Thornings udkast til et progressivt Danmark vakte ingen opmærksomhed. Den synes i dag ukontroversiel.
Ned med alt dansk
Der var for snart 40 år siden en advokat, som krævede kongehuset nedlagt, det repræsentative demokrati afløst af direkte afstemninger og forsvaret erstattet af en telefonsvarer. Han forklarede stolt på tv, at hans trækprocent var 0. Det var Mogens Glistrup, og han blev ikke tilbudt en billet hjem. Hvilket også ville være underligt, al den stund han kom fra Bornholm og boede i Lyngby, så 'hjem' ville stadig være inden for landets grænser. Mogens Glistrup blev i stedet valgt ind i Folketinget, og hans parti, Fremskridtspartiet, blev ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 pludselig Danmarks næststørste parti. Det hører muligvis ikke til blandt de stolteste episoder i dansk demokratihistorie, da Folketinget valgte at ophæve Glistrups parlamentariske immunitet, så der kunne føres en straffesag imod ham. Allerede dengang advarede Preben Wilhjelm imod ophævelsen, som Venstresocialisterne som det eneste parti ud over Fremskridtspartiet stemte imod. En juridisk disputats har betvivlet denne afgørelses lovlighed radikalt. Mogens Glistrup fik en fængselsstraf. Men det var ikke, fordi han udviste foragt for det repræsentative demokrati eller foragtede skattesystemet og sammenlignede sin indsats mod 'røde numsetørrere' og 'skrankepaver' med modstandskampen under besættelsen. Det var, fordi han blev kendt skyldig i groft skattesvig.
Det var sjovt nok den dengang unge fremskridtskvinde Pia Kjærsgaard, der kom ind i Folketinget som suppleant, da Glistrup røg ud. I retssalen spiste Glistrup marcipanbrød og læste demonstrativt fornøjet Bertel Haarders debatbog Institutionernes tyranni, som var et skarpt anklageskrift imod den udvikling i den offentlige sektor, der i dag regnes for en integreret del af 'det danske samfund'. Bertel Haarder blev som bekendt siden undervisningsminister. Vores nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udgav i 1992 sin debatbog Fra socialstat til minimalstat, hvor det hedder, at den danske velfærdsstat "avler slavementalitet". Den er skrevet på foragt for velfærdsstaten overhovedet. Man er som læser i tvivl om, hvorvidt forfatteren egentlig 'ville det danske samfund'. Men man er ikke i tvivl om, at han ville et radikalt andet samfund.
Kritikere og forvaltere
Højt begavede mennesker på den danske venstrefløj ville også et radikalt andet samfund, og nogle foreslog endda kommunistiske løsninger på det kapitalistiske problem. Mange af dem beklæder i dag borgerlige embeder som lektorer og professorer.
Man skulle således antage, at radikal kritik af velfærdsstaten, som vi kender den, og foragt for det borgerlige demokrati, var et anerkendt moment i det danske samfund. De mest rabiate systemkritikere kan blive systemforvaltere. De forvalter forhåbentligt endda et reformeret system, som har lyttet til sine kritikeres argumenter. Eller også kan man kynisk hævde, at velfærdsstaten kvæler sine kritikere ved omfavnelse. Valgforskere ser i øvrigt den stadige opkomst af såkaldte protestpartier som en af årsagerne til den bemærkelsesværdigt høje valgdeltagelse i Danmark.
Nu kan man sige, at de 'anti-demokratiske' kræfter er blevet stærkere. Men deres argumenter er ikke blevet stærkere, og deres holdninger har ikke bredere appel i offentligheden. Det er meget sjældent, at et anti-demokratisk standpunkt advokeres intellektuelt eller politisk. Og det er i offentligheden den sikreste tabersag at tale imod demokrati. Den nye fare, som måske ikke er så ny endda, er de trusler om vold og attentater, som i ekstreme segmenter ledsager anti-demokratiske holdninger. Politikere som Naser Khader og Pia Kjærsgaard er i visse situationer nødsaget til at bruge sikkerhedsvagter, når de skal tale deres sag. Som integrationsminister blev Rikke Hvilshøj udsat for et decideret attentat på sin hjemmeadresse, og særligt muslimske politikere er blevet groft chikaneret. Men den afgørende pointe er, at det ikke er den politiske foragt for det danske velfærdssamfund eller den ideologiske modstand mod demokrati, som er utilstedelig. Det bliver først uacceptabelt, når holdningerne aktualiseres med kriminelle midler. Man kan holde alle de demonstrationer for 'demokrati', som man vil, og blive ved med at erklære 'anti-demokratiske' holdninger forkerte. Men det er ikke på det niveau, hvor samtalen føres, at man kan iagttage trusler mod den demokratiske kultur. Det er derimod på det niveau, hvor samtalen hører op og erstattes af vold eller eksklusion af dem, der tænker forkert.