21. april 2008

FOLK

Skrevet af: David Rehling

Connie Hedegaard

Statsministerens sekretariatschef i klimaspørgsmål optræder i dag på en energikonference i Ishøj, hvor Venstre lader hende mandsopdække af udviklingsminister Ulla Tørnæs. Emnet: 'En verden i vækst - kan energisektoren levere varen?' Et gæt på svar: Ja, til stejlt stigende pris.

Hedeturgængere

Man kunne tro, at et firma med navnet HedeDanmark var indrettet til at forberede os på klimaændringer. Men nej, det er de gamle miljøødelæggere i Hedeselskabet, der er sprunget ud i grøn klædedragt. I dag er der årsmøde i Nyborg, hvor EU-kommissær Fiascher Boel fortæller nyt om landbrugsbrak.

Politiske prinser

På torsdag er stats- og kulturministeren kaldt i folketingssamråd, hvor de skal søge at udrede regeringens holdning til boykot af OL-åbningsceremonien i Beijing, og hvordan den nødstedte kronprins kan bugseres igennem de rørte vande, uden at hans kongelighed kæntrer derved.

Røde skoleelever

Den socialdemokratiske rastløshed breder sig nu fra hovedstaden og til landets fjerneste egne. I dag åbner Ritts Røde Skole filial i Aalborg, hvor der fra kl. 17.30 til 19.30 i 3F's lokaler i Søndergade 61 kan luftes utilfredshed med voksende ulighed i Danmark og særligt tales om mislykket integration.

Utilfredse odenseanere

Er man utilfreds og bor i Odense, kan man i dag gå til en FOA-foregribelse af den 1. maj i Flakhaven, hvor bl.a. SF's formand, Villy Søvndal, vil tale, og nationalskjalden Kim Larsen vil synge. Et kært makkerpar er de, de to. Ingen kan blive ved med at være utilfreds efter at have lyttet til dem.


Source URL: http://www.information.dk/158109