De studerende skal kunne tjene flere penge ved siden af deres studier. Sådan lød budskabet fra regeringen op til valgkampen i efteråret. Ideen var bl.a., at studerende kunne afhjælpe den stigende mangel på arbejdskraft.
Partierne bag SU-forliget, der bl.a. skulle hæve de studerendes fribeløb, var egentlig blevet enige om en aftale, der skulle hæve fribeløbet en smule samt forhøje SU'en for studerende med børn og studerende med et handicap. Men Dansk Folkeparti har sat hælene i og brugt deres vetoret, fordi der skal forbedringer til for alle studerende og ikke forringelser for nogle, mener uddannelsesordfører Martin Henriksen (DF):
"Vi går ind for at give de studerende mere økonomisk frihed, så de kan tjene flere penge ved siden af SU'en. Men vi har brugt vores vetoret i forligskredsen, fordi vi ikke kan se meningen i, at man i SU-forliget vil forringe de hjemmeboende studerende på ungdomsuddannelser økonomisk for at gøre vilkårene for de øvrige studerende bedre," forklarer Martin Henriksen.
Pengene til SU-forbedringer kommer primært fra digitalisering af SU-styrelsens ydelser samt fra en nedsættelse af fribeløbet for de hjemmeboende på ungdomsuddannelserne. Og det er lige netop den, DF er imod.
Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, er forundret over DF's veto:
"Vi troede egentlig, vi havde en aftale på plads. Men så vendte DF tilbage og ville alligevel ikke være med. Det er ærgerligt, for der er rigtig mange studerende, der ville få glæde af det her."
Hjemmeboende får nok
Formand for Uddannelsesudvalget, Charlotte Dyremose (K), mener modsat DF ikke, at der er særligt mange af de hjemmeboende på ungdomsuddannelserne, der har brug for så mange penge, som de får i dag (2.489 kr. mdl.).
"Jeg har ikke de store skrupler med at tage pengene fra de hjemmeboende studerende på ungdomsuddannelser. De penge vil vi gerne bruge til at forhøje loftet for, hvor meget de øvrige studerende kan tjene, samt til at forbedre forholdene for de studerende, som ikke har mulighed for at arbejde så meget ved siden af studierne som f.eks. studerende med børn og handicappede studerende," siger Charlotte Dyremose.
SF er ligesom DF heller ikke glade for at omfordele penge imellem de forskellige grupper af studerende.
"Vi vil ikke være med til at tage SU fra de hjemmeboende, så andre studerende kan tjene mere, men vi gik med på kompromisset om, at resten af pengene skulle skaffes ved at sætte de hjemmeboende studerendes fribeløb lidt ned," siger Nanna Westerby, der er medlem af Folketingets uddannelsesudvalg for SF.
Forhandlingerne om SU-forbedringer er derfor gået helt i stå, på trods af, at der er et bredt flertal for, at de studerende skal kunne tjene mere ved siden af SU'en.
Christine Antorini undrer sig over, hvorfor undervisningsminister Bertel Haarder ikke har grebet ind, da ændringerne af SU'en efter planen skulle have været gennemført før sommerferien. "Undervisningsministeren kunne have indkaldt os til møde den dag i morgen, så vi kunne komme frem til en løsning på det her. Men der er ikke sket en pind, der har forhandlinger nu været sat på standby i månedsvis," siger Christine Antorini.
Stilstanden i SU-forhandlingerne betyder, at de studerende ikke får mere at leve for før tidligst i løbet af 2009. Charlotte Dyremose mener endda, at det kan blive nødvendigt helt at vente med at forbedringerne af SU'en til næste folketingsvalg.