Den danske regering med forsvarsminister Søren Gade som afsender legitimerer de facto brug af klyngebomber. Ligesom man nu i årevis de facto har set gennem fingre med Guantanamo, brug af napalm i Irak, klyngebomber, vilkårlige visitationer, fængslinger, mord. For Herregud, vi bryder os jo godt nok ikke om det, men det er jo vores allierede. Og så kan man jo ikke hæve stemmen. Hvis regeringen så med samme milde blik på kriminelle unge, der ikke kan sige fra over for mere hard core kammerater, ville dansk retspolitik være en noget anden-

Den 17. april betegnede forsvarsministeren Søren Gade (SG) modstanden over for klyngebomber som "hyklerisk," da de er med til at redde livet hos danske soldater, som kæmper i Afghanistan. SG fortæller, at når danske soldater er i knibe, kommer de nærmeste amerikanske fly og kaster deres last af klyngebomber over talebanerne. Vores - og herunder formodentlig flertallet af danskernes - modstand er derfor inkonsistent, da vi samtidigt gerne vil hjælpe vores soldater.

Går ud over civile

Klyngebomben er som bekendt et i særklasse modbydeligt våben, da det i udpræget grad går ud over civile. Blandt andet har Amnesty International og Human Rights Watch gentagne gange krævet et verdensomspændende forbud mod klyngebomber, da gennemsnitligt fem procent af bomberne ikke eksploderer ved nedkastningen. De bliver derimod liggende på jorden og eksploderer først senere, typisk når civile træder på dem, eller når børn tager dem op i den tro, at der er tale om legetøj. Et halvt år efter Israels angreb mod Libanon berettede Røde Kors og Amnesty International således om civile, som dagligt kom til skade eller blev dræbt af israelernes klyngebomber, og det er den samme barske virkelighed i Irak og andre krigshærgede områder, hvor klyngebomber er blevet flittigt anvendt.

Bekymrende kynisme

Det er derfor stærkt foruroligende, at høre ministeren argumentere, at fordi vores allierede - der som bekendt ikke har meget til overs for internationale traktater og konventioner som f.eks. FN-pagten eller Genéve konventionerne - anvender klyngebomber, så skal de bruges, fordi det beskytter vores tropper.

Den danske forsvarsministers målet-helliger-midlet-argumentation minder om bemærkningen om Nicaraguas daværende, brutale diktator Somoza:

"He might be a son of a bitch, but he's our son of a bitch." Det kan således godt være, at klyngebomber er noget skidt, men det er vores allieredes skidt.

Søren Gades holdning til brugen af klyngebomber afspejler enten en foruroligende uvidenhed om de veldokumenterede konsekvenser for civile, som vi angiveligt skal beskytte - eller en stærkt bekymrende kynisme, hvor regeringens mand på krig og våben for længst har mistet anstændigheden. Det sidste er forhåbentlig ikke tilfældet - det udstråler Søren Gade ikke - men med bemærkningerne om klyngebomber er ministeren selv årsag til tvivlen.

For det er ærlig talt at vende tingene på hovedet, når Danmarks allieredes brug af klyngebomber forsøges gjort til et spørgsmål om oppositionens moralske habitus, når det så åbenlyst burde være et spørgsmål om amerikanernes samme. Som med ulyksalighederne fra både Irak, Afghanistan og Guantanamo er det opfølgende spørgsmål: Hvor går den danske regerings smertegrænse? Hvor er det moralske lavpunkt, hvor selv den danske regering må tage klar og utvetydig afstand fra amerikanernes metoder i krig og rent faktisk drage en konsekvens af, at Danmark ikke mener, at målet helliger midlet? Dét er spørgsmålet, Søren Gade!

Hvor går grænsen? Hvornår er bunden nået

Tom Clark arbejder i Danish Media Forum. Claus Perregaard er politisk rådgiver i SF