22. april 2008

Diplomatisk løfte

Af: Bent Winther

Den konservative justitsminister Lene Espersen overvejer nu en ny praksis, hvor Danmark alligevel får mulighed for at udvise mennesker til lande, som anvender tortur. Danmark har ganske vist skrevet under på en FN-konvention, der udelukker, at regeringen kan gøre det. Men, overvejer ministeren, hvis nu de pågældende lande, som for eksempel Tunesien lover ikke at tortere de udviste, så kan det måske lade sig gøre alligevel. Information har i den anledning fået fingrene i et udkast til et standardbrev udarbejdet af Justitsministeriet. Brevet skal danne baggrund for en "diplomatisk forsikring" om, at det ellers torturvenlige land vil gøre en undtagelse, når den mistænkte terrorist returneres fra Danmark.

Kære diktator, præsident, enehersker, hærchef (eller lignende)

Vi - Kongeriget Danmark - overvejer at udvise __________ til Deres land i de kommende uger. Men vi skal lige have styr på et par sager, før det kan lade sig gøre. __________ er mistænkt for lidt af hvert - herunder mulige planer om terror, og der har været meget besvær med ham. Dog har vores ellers udmærkede efterretningsvæsen ikke kunnet fremskaffe beviser nok til en retssag, så nu vil vi bare af med ham. Det tror jeg, De vil have forståelse for - domstole her i den demokratiske del af verden er så pokkers besværlige.

Nå, men mit ærinde er, at tilskynde til, at I ikke vil være for hårde ved ham, når han nu lander hos jer. For vi har nemlig skrevet under på, at vi ikke må udvise til torturvenlige lande. Det er noget med FN og menneskerettigheder og den slags. Derfor skal jeg bede Dem afkrydse og returnere nedenstående skema.

Når __________ ankommer til __________land vil han blive:

-Arresteret og afhørt nænsomt af det lokale politi.-Arresteret og kastet i fængsel indtil nogen får tid til at afhøre ham.

-Blive behandlet som alle andre fanger med rutinemæssig waterboarding, men ingen tortur.

-Blive udsat for moderat men tiltagende fysisk pres, indtil han indrømmer sine terrorplaner.

-Blive tævet ihjel over nogle dage i en iskold kælder.

Sæt gerne flere krydser.

Idet vi ønsker en sådan diplomatisk forsikring om, at XX ikke udsættes for tortur hurtigst muligt, takker jeg for Deres svar.

Ærbødigst

Lene Espersen

Justitsminister, Danmark


Source URL: http://www.information.dk/158175