Så længe der er bas, er der liv. Det er lyden fra vore hjerter. Det er pulsen, der ryster gennem festen. Det er trommen, der transporterer blodet rundt i styresystemet.

I klubben er der bas. Men der er mange klubber. Der er techno-logen, hvor programmerede bas og trommer leverer lifligt mikroskopiske udfordringer af den stramme disciplin. Der er house-bakkanalet, hvor der er løsnet op for programmeringerne for at emulere disco for maskingenerationen. Og så er der reggae- og dancehall-festen, hvor bassen bobler og syder med både humanistisk elasticitet og taktiske bombninger. En melodisk fortaler for dialog og et vanedannende kviksand for de nedre regioner.

Sidstnævnte bas har man kunnet nyde til utallige højhellige søndage gennem de sidste fem år på Stengade 30 i København, hvor klubben RubA'Dub Sundays har holdt hof for nyrullede såvel som gennemristede rastafarianere.

Søren Schou alias Pharfar - der var hovedproducer for afdøde Natasja og medlem af Bikstok Røgsystem - står sammen med vennen Malachy bag den toneangivende aften for jamaicansk fortid, nutid og fremtid. Og gennem flere år har Pharfar parallelimporteret RubA'Dubs gæstende kunstnere til sit Food Palace Studio for at indspille deres vokaler, ligesom han også har været på Jamaica for at forevige nogle af de store sangere på hjemmebane.

Ikoner

Pharfar har selv produceret de riddims, altså de instrumentalspor, som de indbudte sangere har skrevet tekst og sunget henover. Der er tale om ikoner som Horace Andy (som har sunget flere gange for Massive Attack), Max Romeo og Sugar Minott og unge løver som den samfundsrevsende Warrior King og den røgfarvede Lutan Fyah. Og resultatet er A Rubadub Sunday In Copenhagen med undertitlen The Food Palace Allstars, et album viet roots reggae, den gode gamle reggae, som Pharfar dog udsætter for diverse finesser hentet fra studie-magien kaldet dub.

Blandt mine personlige højdepunkter på albummet er Horace Andy og "That's My Woman", hvor den aldrende mester endnu engang fyrer op under sine spirituelle kul og sprødrister sin ærværdige vibrato. Johnny Clarkes melodiøse elasticitet på "Wicked Haffi Rune". Warrior Kings singalong og indignation på "Signs Of The Times" - Crime rate is on the rise/ Every day an innocent dies, lyder det om dagens Jamaica. Og Junior Mervin på den klassisk saliggørende "Victory".

Til gengæld er jeg ikke glad for de få sentimentale skæringer på albummet, der resulterer i en form for rastafariansk sødsuppe såsom "Judge & Jury" (stærkt irriterende akustisk guitar skabt til candlelight dinner for to) og "She's Gone", begge med Echo Minott.

Det er i det hele taget et projekt af romantiske dimensioner, dedikeret en stolt stil-art, som genoplever et vitalt liv på Jamaica og i København i disse år. Men som altså også kan kamme over i det sentimentale. Men A Rub-adub Sunday In Copenhagen er som helhed et charmerende, til tider forrygende postkort fra en klub, en ø, en ånd, en ild, man gerne luner sig ved.

Der er også bas uden for klubberne, i gaderne. Og her til lands har reggae og dens mere kontante, elektroniske afkom, dancehall, været soundtrack til et væld af demoer i København. Ja, måske husker du, kære læser, Natasja synge for i optoget mod nedrivningen af Ungeren og normaliseringen af Christiania for - hvad der synes som - en evighed siden. En uskyldigere tid. Og mon ikke vi kommer til at høre tracks fra ARubadub Sunday In Copenhagen ved torsdags-demoerne her i hovedstaden?

Hektisk og kantet

I forhold til genren bass-line virker roots reggae som en rar, humanistisk bedstefar med udgangstilladelse. Bass-line er hektisk, kantet, stærkt syntetisk, gerne lettere fjollet. Og alligevel har de to genrer for en stund haft et vist modkulturelt fællesskab.

Først lidt historie: I Storbritannien har myndighederne tradition for kontrolmaniske reaktioner på ungdommelige forsamlinger under påvirkning af musik. Criminal Justice Act fra 1994 blev således en realitet som reaktion på den tids eksplosive rave-kultur, og ud over bl.a. at give politiet udvidede beføjelser til at kropsvisitere forbød loven også spontan forsamling, især med sigte på folk, der lyttede til "sounds wholly or predominantly characterized by the emission of a succession of repetitive beats", som det stod skrevet i loven. Social forandring (techno og house var da-tidens foretrukne soundtrack til demonstrationer i Storbritannien), ny ungdomskultur og specifikke musikgenrer blev altså direkte undertrykt i Criminal Justice Act.

Så længe der er bas, er der også ballade, synes ræsonnementet således at lyde i Criminal Justice Act. Og det har man tilsyneladende ikke glemt hos politiet i Sheffield. Det kunne i hvert fald være en af forklaringerne i 2005, da endnu en ung elektronisk genre med forkærlighed for kropsnære bas og beats kom i søgelyset. Den 27. november stormede 300 politifolk bassline-klubben Niche og endte med at anholde 12 personer. Årsagen til operationen var drive by-shootings og narko, og Niche endte også med at blive beordret lukket i tre måneder. Og gangsterne måtte finde nye steder at drive deres forretning. Men samtidig måtte et væld af helt uskyldige bassline-fans kigge i vejviseren efter et nyt mekka.

Bassline opstod også i Sheffield. Omkring 2002. Den voksede ud af garage- og grime-scenen, og klubben Niche var en vigtig udklækningscentral. Derfor kaldes genren også af og til for niche, ligesom house i sin tid hentede navn fra Chicago-klubben Warehouse.

Reaktion på det herskende

Niche eller bassline blander uk garage, r&b og af og til også grime-raps og dubstep-baseksperimenter med nogle markante basgange - deraf navnet - som både kan være rundtossede, fjollede, stærkt dynamiske eller ligefrem lyde som barokmusikere på stoffer og udstyret med billige synthesizere.

Som så mange andre genrer kan man også høre bass-line som en reaktion på en herskende lyd. Ligesom for eksempel uk garage et årti tidligere svarede med champagne, bling og dansebeats på den mørkere side af drum'n'bass, dens drengede nørderi og dunkle lyttekvaliteter. Således kan bassline også ses som et svar på de sidste par års hersker i undergrunden, den ligeledes mørk-ladne dubstep. Ikke at man ikke kan danse til dubstep og dens forræderiske rytmer, men det er givetvis lettere for en hvid middelklasse at feste til bassline. Til dygtigt svungne r&b-vokaler, stærkt kulørte basmelodier og de smældende beats fra uk garage, som folket lærte at danse til allerede i midten af 90'erne. Genkendelighed tilsat nye kulører og en løssluppen holdning til bassens plads i mixet. Den er her, der og alle vegne, men mest i front.

Det kan alt sammen høres på antologien The Sound of Bassline, som Niche har udgivet i samarbejde med klub-med-mere-mastodonten Ministry of Sound. Niche eksisterer ikke længere som en klub, og efter raidet i 2005 var det også for en stund svært at stable bassline-klubber eller -aftener på benene. Men i 2007 gik T2's single "Heartbroken" direkte ind på den britiske singlehitlistes andenplads, og nu spår industrien en stor kommerciel fremtid for genren.

I mellemtiden kan man på The Sound of Bassline konstatere at genren har en livsalig energi, en nærmest svimmel lethed og en syntetisk lege-syge, som gør, at producerne for eksempel er næsten helt ude af stand til at holde fingrene fra de hovedsageligt kvindelige vokaler. De klippes op, de autotunes, de pitches, de stammer, knækker, hvisler.

Personligt holder jeg ikke til meget mere end en halv bassline-cd af gangen i ædru tilstand. Der er trods alt et stykke mellem snapsene, og især de markante basgange tenderer tit mod gøgl eller opportunistisk genrestempel frem for melodisk eller rytmisk ide. Men check for eksempel TRC, Jamie Duggan og Burgaboy.

At modstandspotentialet i bassline så allerede er væk, næsten før det viste sig, ja, det skyldes kapitalen og det lovlige nattelivs altædende logik, men også at genren i sit udgangspunkt har været lystig og lettilgængelig. Men siden hvornår har lettilgængelighed været en hindring for musik og for en god aften på gulvet?

Diverse kunstnere: Pharfar Presents A Rubadub Sunday In Copenhagen - The Food Palace Allstars (Food Palace Music/Playground). www.rubadub.dk/Diverse kunstnere: The Sound of Bassline (Ministry of Sound/Niche/VME).www.nicheallniter.co.uk