Hun bliver kaldt Afrikas jernlady. Som Ellen Johnson-Sirleaf sidder med sin ranke holdning og farvestrålende afrikanske dragt, udstråler hun mere mildhed og værdighed end barsk kølighed. Men respektindgydende er hun, den lille 69-årige dame, der for to år siden blev valgt som Afrikas første kvindelige præsident i Liberia, der lå i ruiner efter 14 års borgerkrig. Efter to år ved magten har Ellen Johnson-Sirleaf fået Liberia - det lille vestafrikanske land - på benene igen. Børnene får tilbudt gratis skolegang, de internt fordrevne er vendt hjem og de statslige institutioner er genoprettet.
“For to år siden havde mange liberiere en følelse af trøstesløshed og håbløshed, fordi alt var ødelagt, og ingenting virkede. I dag tror jeg de fleste liberiere kan se, at der er en fremtid. Selvom der er mange problemer forude, så kan vi se, at vi bevæger os fremad. Meget af vores gæld er blevet eftergivet, vores finansielle, demokratiske og juridiske institutioner er på plads, og vi kan nu måske komme i gang med at bruge vores ressourcer, så udviklingen kan accelerere,” siger Ellen Johnson-Sirleaf.
Internationale investeringer er nødvendige, hvis Liberia for alvor skal få hjulene i gang. For Liberia kæmper med tårnhøj arbejdsløshed og genopretning af infrastrukturen, forklarer Ellen Johnson-Sirleaf.
“Vi har genopbygget de vigtigste veje og broer, og vi har fået styr på vandforsyningen i hovedstaden for første gang i 14 år, men det er ikke nok. Liberierne siger, vi kan ikke få vores børn i skole, vi kan ikke få vores afgrøder til markedet eller komme på hospitalet, hvis ikke der er ordentlige veje. Derfor er en af vores store udfordringer at få investeringer til landet, så vi kan få ordentlige veje og få elektricitet og vand i vores byer,” siger Ellen Johnson-Sirleaf.
Penge til ligestilling
Det er dog ikke penge til veje, elektricitet, vandforsyning eller øget beskæftigelse, som den Harvarduddannede præsident netop har været i Danmark for at modtage. De 100 millioner fra den danske regeringen skal i stedet bruges til at gøre Liberia til rollemodel for, hvordan kvinders rettigheder kan styrkes. Spørgsmålet er så om Liberia ikke havde mere brug for penge til veje, uddannelsesinstitutioner og sygehuse? Ellen Johnson-Sirleaf mener, de 100 millioner er godt givet ud.
“Vi får pengene på grund af de fremskridt, vi har gjort i Liberia de sidste to år, når det gælder kvinders forhold, og de skridt er det vigtigt at fastholde og udvikle,” siger Ellen Johnson-Sirleaf.
Som den første kvindelige præsident i Afrika, ser hun det som sin opgave at repræsentere kvinders higen efter et bedre liv i Liberia og andre steder i verden.
“Jeg har været i stand til at gøre en forskel for mit folk, men når folk peger på mig som den stærke jernlady, er jeg nødt til at understrege, at tolerancen og følsomheden er en vigtig del af fremskridtet. Jeg skal helst være hård i enhver henseende, men jeg mener, at vi i vores situation, hvor vi har så mange unge mennesker, der er blevet traumatiseret, mens magthaverne har kigget den anden vej, er nødt til at kombinere disciplin og hårdhed med tolerance og følsomhed - især når det gælder børn og unge.”
Borgerkrigen i Liberia er en af de mere uhyggelige blandt Afrikas stammekrige med narkoafhængige børnesoldater, lemlæstelser, myrderier af civile, plyndringer og skånselsløse krigsherrer.
Her fem år efter, der blev sluttet fred i Liberia, står Ellen Johnson-Sirleaf stadig tilbage med den konfliktfyldte opgave at forsone fortidens stridende parter og gøre op med brådne kar.
“Det er vores ansvar som politikere at sikre os, at offentligheden stoler på, at vi gør op med fortiden. Derfor må vi redegøre for, hvem der har misbrugt offentlige midler og rejse sager mod folk for korruption. Det gør ikke en elsket, men vi bliver nødt at tage det opgør, hvis vi skal forandre tingene og sætte nye normer for vores samfund. Men der er lang vej endnu, for vi lever i et land, der har været så polariseret og i krig i så lang tid, at lige meget hvad du gør, så kan du ikke gøre nok. Så vi tænker stadig i, hvad vi kan gøre for genforeningen uden at gå på kompromis med, at retten må gå sin gang,” forklarer Ellen Johnson-Sirleaf.
Den udvikling som Liberia er inde i betyder imidlertid også, at de humanitære organisationer er begyndt at forlade landet.
“80 procent af Liberias sundhedssektor bliver opretholdt af internationale NGO’er. Vi har ikke kapacitet til at overtage det hele selv lige nu, så mange af NGO’erne har genovervejet og har forlænget deres ophold til 2009. Det giver os lidt mere tid, før vi selv skal overtage ansvaret for sundhedsektoren,” forklarer Ellen Johnson-Sirleaf, der er overbevist om, at Liberia nok skal klare sig, også når verdens øjne ikke længere hviler på landet.
“Vi har prøvet at genoprette vores forhold til omverdenen ved at have en robust økonomisk og national politik, genoprette vores institutioner og leve op til internationale standarder. I dag er Liberia blevet accepteret som et normalt land med en fremtid for sig, og det er vi meget stolte af. Vi forventer ikke, at den opmærksomhed, som Liberia har fået vil vare ved, det gør den aldrig. Vores udfordring har været, at bruge verdens opmærksomhed fornuftigt, mens vi havde den, så vi kunne bibeholde freden og den udvikling, som Liberia er inde i. Om to år vil verdens opmærksomhed samle sig om et andet land, med en anden - håber jeg - kvindelig præsident, som vil repræsentere den samme succeshistorie som Liberia,” siger Ellen Johnson-Sirleaf.