Det er en sommerdag
Jeg går mig en tur i kvarteret,
vores hus er ret sparsomt møbleret
men Henning siger at vi snart får husmursisoleret
Lad nu vær’ med at grise jer til
lad nu bare King gøre, hvad han vil
Når kampen er færdig og bilen er pakket
så skal vi ned til mormor
Souvenirs
Sangerinde Sophie Bonde smiler, tipper hovedet og med sin lillepigestemme synger hun sig ind i et univers, som ofte får en spydig kommentar med på vejen: Forstadsdanmark. Et Danmark, der ifølge sociolog Henrik Dahl, er overset og ringeagtet. Et Danmark, hvor han selv bruger meget af sin tid, når han som foredragsholder rejser rundt i landet med en togkaffe i hånden og en følelse af at have været alle steder og ingen steder. Det er disse rejser, der har motiveret ham til at beskrive fire usynlige lande - Transportdanmark, Forstadsdanmark, Arbejdsdanmark og Fritidsdanmark - i bogen Den usynlige verden.
Det ‘rigtige Danmark’, det kanoniserede Danmark, er fra før parcelhuse, trafiksystemer og Shell-tanke indtog landet. Den usynlige verden opstod, ifølge Henrik Dahl, da store kanoniske kunstnere lærte danskerne at agte det Danmark, vi kender fra højskolesangbogen efter nederlaget til slesvig-holstenerne i 1864, samtidig med at politikere, økonomiske iværksættere og ganske almindelige danskere byggede et Danmark, der var fuldstændig modsat.
Og forstæderne, de har aldrig været værd at skrive hjem om.
“Popkulturen i dag har fanget den. Men der er ikke kastet mange fine kanoniske blikke på forstæderne,” siger Henrik Dahl, som understreger, at han ikke er litterat, men interesserer sig for den sociologiske del i form af kanoniseringen.
Det er et problem, at forstaden i den forstand er usynlig, mener han, fordi det får konsekvenser for selvfølelsen og stoltheden hos hr. og fru Forstadsdanmark.
“Selvfølgelig kan du godt gå rundt internt og sige, at det er fedt nok at have en baghave og en grill, og det er det jo også, jeg tager ikke selv afstand fra det. Men hvis du også godt ved at 25-30 procent af befolkningen virkelig ikke synes særlig godt om din livsstil, så vil det også få en indflydelse på din samlede vurdering af dig selv. Man kan ikke helt ryste andres foragt af sig,” siger han.
Henrik Dahl erkender, at der findes beskrivelser af det moderne Danmark, men mener ikke, at de slår rigtig an i forhold til de klassiske værker om historiske byer og det åbne land.
“Af de blikke der er blevet kastet på forstæderne, er der ikke særligt mange, der er blevet ophøjet til at være særligt interessante eller værdifulde. Kendskabsgraden er for lav til, at man kan satse på, at andre ved, hvad man taler om. Hvis Pontoppoidan i den kollektive bevidsthed svarer til euro eller dollar, svarer Helle Helle til islandske kroner og Inge Eriksen til ungarske forinter. Vi taler om udmærkede små valutaer. Det er bare begrænset, hvor mange steder man kan bruge dem,” skriver han i sin bog.
Helt overordnet mener litteraturanmelder Tue Andersen Nexø, at der er nogle problemer i Henrik Dahls Den usynlige verden.
“Henrik Dahl erkender, at der i dansk litteratur findes masser af skildringer af Forstadsdanmark. Men moderne skønlitteratur er ikke længere en del af dannelsens kanon, og derfor er den, ifølge Dahl, ikke længere kulturbærende. Samtidig skriver han, at når der ikke findes repræsentationer af forstaden, må det være fordi, forfatterne lider af en form for aristokratisk foragt over for forstæderne. Og det er jo to forskellige forklaringsmodeller, der ikke kan være sande på samme tid,” siger han. Til det svarer Henrik Dahl:
“Det er en hypotese inspireret af industriens billeder. Arbejdermuseet lavede en udstilling af industriens billeder og kunne se, at der var ret få skildringer af industri. Kunsthistorikere siger, at der ikke har været en stor interesse blandt malerne. Nogle malere kunne ikke lide industrien. Nogle kunne ikke lide repræsentation. Nogle malede det, de fik penge for.”
“Noget tilsvarende, antager jeg, gør sig gældende i forhold til litteratur, og derfor drager jeg en form for parallel og siger, at der ikke har været den helt store interesse for forstaden blandt forfattere. Der har været nogen, men de tilhører nyrealismen, som mange forbinder med noget af det lidt dårlige fra 70’erne. En lidt sørgelig periode i dansk litteratur. Nogen har gjort det, og de gør det også godt, men ser man på efterkrigstidens litteratur, har de ikke en høj stjerne”.
Lars Bukdahl, forfatter og litteraturanmelder på Weekendavisen, mener, at Henrik Dahl tager helt fejl, både hvad angår forstadens usynlighed og også forfatter Helle Helle.
“Helle Helle er god til at skrive om almindelighed, så det blomstrer. Problemet er nok, at det er svært at gøre, og man skal have det fornødne talent, men det er der også nogen, der har.”
“Det er trættende at høre, at forstaden er usynlig, fra en mand der gør en ære ud af ikke at læse alt den nye litteratur, hvori han siger, at forstæderne ikke optræder,” siger han og nævner i flæng forfattere som Simon Fruelund, Robert Zola Christensen, Jens Blendstrup og Helle Helle.
“Nogle læser Helle Helles litteratur som helvedsskildringer, fordi de er skræmte over for den virkelighed, hun beskriver, men det kommer an på øjnene, der ser. Hun kan få opvasken til at blive inciterende. Litteraturen kan gøre det fortrolige nyt igen. Derfor skal man blive ved med at skrive om månen, så vi kan blive ved med at opleve det ellers meget trivielle møbel, der hænger deroppe, som noget nyt. Det samme gælder en legeplads i et parcelhuskvarter,” siger han.
Henrik Dahl understreger selv, at han er lægmand, og at han i sin bog tager et hav af forbehold, da han ikke er litterat.
“Jeg siger igen og igen, at det er kanoniseringen, jeg fokuserer på. Det er kanoniseringen, der hæver ‘gangbarheden’ af et blik, og gør den til et autoritativt blik,” siger han.
Lars Bukdahl er i øvrigt enig i, at der kan være en uforholdsmæssighed i forhold til, hvor mange der skriver om parcelhuse i forhold til storby og grønne marker.
“Men det er en uhyggelig ide om en demografisk korrekt litteratur. Vi læser jo også litteratur og poesi for at blive udsat for bevidstheder, der ikke er 1:1 parcelhusagtige som vores egne,” siger han.
Når forstæderne endelig nævnes er det ofte i en negativ sammenhæng, pointerer Henrik Dahl:
“Hver gang der er en, der siger noget pænt om forstæderne, så er der 10, der siger ligusterfascisme. Der er langt flere, der forbinder forstæder med indskrænkethed og kedsommelighed end med noget godt,” siger han.
Erling Groth, daglig leder og planlægger hos Forstadskonsulenterne, arbejder med fysisk, social og kulturel byudvikling. Og så bor han selv i Hvidovre.
For ham er forstaden kendetegnet ved en dobbelthed. På den ene side er der lys, luft og sundhed i modsætning til de steder, som forstaden var et alternativ til, nemlig de usunde arbejderboliger på Nørrebro og Vesterbro. På den anden side er den kendetegnet ved de problemer, der er opstået i betonbyggeriet i den store skala som er repræsenteret i hele Køge Bugt-området: Brøndby Strand og det der tidligere hed Ishøj Planen. Her forsøger Forstadskonsulenterne, sammen med beboerne, at bryde ensformigheden i de enkelte gårde. Problemet har været den store anonymitet og ensformighed.
Fordommene kender han. Men de bider ikke rigtig på. Han mener nemlig, at forstaden, med dens mange boformer, har mange facetter.
“På mange måder er forstaden cool, det er jo der, det moderne liv leves, og hvor de fleste mennesker bor,” siger han.
At folks foragt skulle ramme forstadsfolket på deres identitet, er han afvisende overfor.
“Det afspejler vel Henrik Dahls eget udgangspunkt. Os der bor i forstæderne ser det vel på en anden måde. Det er jeg bare ikke enig i. Måske er det fordi, han ser det udefra,” siger Erling Groth.
I forstæderne kan man gå rundt om sit eget hus. Det er en af de ting Erling Groth nyder, ligesom han værdsætter sin urtehave. Og det er små ting som disse, der bliver taget op i samtidskunsten i dag. Der er nemlig sket en drejning mod hverdagsbegivenhederne, og det liv der leves bag betonblogge og rhodondendroner. Det siger Marianne Ping Huang, institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Der er dog dele af forstederne, som er uden for fokus i Danmark, påpeger Ping Huang.
“Når man i Sverige taler om forstadslitteratur, så taler man om ghettolitteratur, og det har vi faktisk ikke så meget af herhjemme. Det er en anden slags forstad end middelklassens forstad med parcelhuskvarterer, det er 1970’ernes blokbyggeri,” siger hun og forklarer, at det er blevet diskuteret, i hvilket omfang man skulle betegne rap som sprogfornyende og som litteratur:
“Det er som om, det ikke er brændt igennem i de traditionelle litterære formater. I lang tid har man været mest interesseret i at aftage nydanskernes eksilhistorier.”
Forfatter og anmelder Lars Bukdahl bryder sig ikke om ønskelister til litteraturen - lige meget om det gælder nydanskere eller forstæder.
“Så skal forfatterskolen ud og opsøge ghettoer og udvalgte unger i folkeskolen i Brønshøj. Det bliver absurd. Jeg synes også, det var komisk, da folk begyndte at klage over manglende invandrerlitteratur, når der fandtes massevis af rapmusik. Outlandish fandtes. Feltet er som regel så differentieret, at man godt kan finde noget. Man må læse sig nysgerrigt frem,” siger han.
Diskussionen med udgangspunkt i Dahls nye bog bliver hurtigt en kamp om fordomme, mener Lars Bukdahl:
“Der er ret eventyrligt derude i litteraturen. Hvis Henrik Dahl mener, at forfattere har fordomme over for forstaden, så har han fordomme over for skønlitteraturen”.
Hans Hauge fra Aarhus Universitets afdeling for Nordisk sprog og litteratur, kalder striden en magtkamp mellem romanen og sociologien.
“Sociologerne har siden 1950’erne ment, at de var bedre til at repræsentere eller gengive det moderne samfund end litteraturen var. Der er en magtkamp mellem romanen og sociologien om at være bedst til at beskrive det moderne. Henrik Dahl synes sandsynligvis, at sociologer er bedre til det, end forfattere er. Hans bog ligner et forsøg på at gøre det usynlige synligt,” siger han.