Politik i den vestlige verden er blevet bipolær. Et centrum med forskellige nuancer står over for et nationalistisk højre. Overraskelserne består i, hvem der løber over til hvem. Hvor er den kritiske venstrefløj blevet af? Enhedslisten forsøger ind imellem, men et overbevisende bud bliver det ikke til.
Selv om venstrefløjen er hensygnende, angribes den stadig for fortidens synder af såkaldt højreintellektuelle som Bent Blüdnikow.
Vælgerflertallet synes at æde råt, at dansk åbenhed og ytringsfrihed (der ingenlunde sikrer, at venstrefløjen bliver hørt) er truet af religiøs fundamentalisme. En demokratikanon svælger i fjerne tiders begivenheder og ytringer. Liberalister fremfører simplistiske teser om markedet og dets selvregulerende funktion, mens de ignorerer verdens fysiske og relationelle kompleksitet. Det antages generelt, at Danmark er en positiv kraft i verden, der ikke har noget ansvar for økonomisk-social udmarvning i resten af verden. At arabiske lande, som regeringen vil hjælpe til demokrati, har vendt sig imod Danmark, synes den er dybt uretfærdigt.
Dilemmaet for en venstrorienteret er, at det er tåbeligt at fremmane utopiske fremtidssamfund, når man er hjælpeløs mod en total kapitalistisk dominans ledsaget af uorden og ufred. Aktier på en glad fremtid kan ikke udstedes, tværtimod er man tvunget i defensiven mht. tabte landvindinger inden for ulandsbistand, kultur, miljø og menneskesyn; en udmattende position, når fordrejninger bringes til torvs om effektivitetsforbedringer som resultat af nedskæringer eller stop, og indvandrere ses som hovedansvarlige for samfundets problemer.
I den situation er det fatalt, at venstrefløjen har opgivet tidligere tiders ansatser til kritisk økonomisk analyse. De økonomiske realiteter er profitjag og finansbobler i den ene ende, pres på lønninger og overførsler i den anden - og nedgang truer. Men gængs makroøkonomisk teori drejer sig om nationalprodukt, der deles mellem investeringer og husholdningers og det offentliges forbrug, det sidste finansieret ved skatter eller gældsstiftelse. Opsparing og investeringer er lige store nærmest definitorisk. Pengemængde, rente (i éntal), inflation, priser og valutakurser ses som det finansielle udtryk for realstørrelser. Lønninger og beskæftigelse er et særligt marked. Et udviklet kapitalmarked glimrer ved sit fravær i grundmodellen. Økonomer har svært ved at forklare, hvor profitter kommer fra (de ser dem nærmest som et residual), og samspillet profit-rente(r) har de det derfor ikke godt med.
Økonomer advarer normalt imod højere lønninger, som kan skabe ‘ubalancer’ såsom inflation og underskud på statsbudgettet eller over for udlandet. Især det sidste er dog alt andet end éntydigt i en globaliseret verden. De hjemlige økonomers største praktisk-politiske uenigheder synes at være om skattestop vs. lettelser.
Når man ikke har kapitalmarkedet i sin teori, kan man ignorere dets udskejelser til sidste øjeblik. Nye former for finans har derfor frit slag. Europæiske topsocialdemokrater har dog vovet at angribe kapitalfondes ødelæggende virksomhedsovertagelser og ekstremt høje lønninger og bonus’er til erhvervslivets spidser, der uden egeninvesteringer sidder tæt på profitten.
En voldsom kreditkrise er ved at kamme over i recession. USA’s føderalregering vil give skatterabatter på op til 600 dollars per borger for at sætte gang i efterspørgslen. Nationalbankdirektøren, Ben Bernanke, sænker centralbankrenten snart hveranden dag. Økonomer undrer sig over, at amerikanske og europæiske børser ikke har genoptaget opturen efter rentesænkningen, samt at investeringerne også halter. Ad-hoc teorier om nye typer markedsforventninger følger.
Men finansmarkedet er ikke et entydigt billede af ‘realøkonomien’. Effekten af en rentesænkning kan enten være kursstigninger eller realinvesteringer, i bedste fald begge dele. Nu sker der meget lidt, for høje oliepriser og forgældede husholdninger stimulerer ikke just real-investeringerne, og finansmarkedet vånder sig efter den fejlslagne innovation det var at klumpe real- og andre obligationer sammen til komplicerede gældsinstrumenter, ‘specielle investeringskanaler’. Subprime-krisen er som bekendt navnet på denne bobles bristen.
Redningen af boligmarkedet og den almindelige borgers gældsproblemer er hovedtemaer i USA’s primærvalg. Skal der gives flere skattelettelser eller rabatter - til hvem? Eller skal der gang i offentlige arbejder (digerne og broerne)? Barack Obama og Hillary Clinton skændes om, hvem der er mest imod NAFTA (North American Free Trade Agreement). Utvivlsomt skyldes bl.a. Ohios tab af arbejdspladser snarere amerikanske investeringer i Kina end konkurrence fra Mexico, som på sin side anklager NAFTA for udvandringen til USA. Dér er den illegale indvandring et varmt emne. Republikanerne hylder frihandel, der er kodeord for en ikke altid køn realitet: kapitalbevægelser, korte og lange, der er med til at presse/udvikle andre dele af verden til fordel for de bedrestillede derhjemme. Disse er nu en faldende del af befolkningen. Alle har grund til at være utilfredse.
Det økonomiske ubehag breder sig. Subprime-krisen kan medføre tab på 3-400 milliarder dollars for finansverdenen fordelt på de store banker, almindelige forsikringsselskaber (senest AIG, et af USA’s 30 største firmaer), obligationsforsikringsselskaber (MBIA og AMBAC) og diverse fonde. Måske mere. Et par millioner amerikanere risikerer at måtte gå fra hus og hjem, mens den rette redningsplanke diskuteres. Det bliver sværere for forsyningsvirksomheder og lokalregeringer at rejse penge til de nødvendige anlægsinvesteringer, der ligesom i ulande ofte nødvendiggøres af manglende vedligehold af det eksisterende apparat.
Danmark er blevet forskånet indtil videre. Bank Trelleborg led tab og blev solgt til Sydbank, for billigt ifølge aktionærerne. De særligt dækkede obligationer (SDO’er), der skulle revolutionere boliglångivningen ved at skille lån fra obligationer og tillade forskellige vilkår fra kunde til kunde, nåede knap at komme i gang. Det kunne ellers have ført til subprime-lignende tilstande. Boligpriserne er faldet, og det vil gøre indhug i forbruget og indtryk på økonomien, der også lider under dollarfaldet.
Regeringen kører videre i overophedningens fantasiverden. Oppositionen spiller med for at indhente lidt af det tabte. Men Danmark har en udsat placering i verdensøkonomien, og kører den langsommere, bliver der mindre brug for selv Mærsk, der dertil har lavet sine egne brølere. På trods af muhammedkriseselvmål skulle landbrugseksporten stå sig godt, da priserne er steget kraftigt.
Et venstreorienteret projekt må først og fremmest se kritisk på verden og Danmarks rolle i den. Eksempelvis: hvad har de fattige lande brug for - ulandsbistand bygget på forestillinger om små fremskridt eller styrkelsen af deres kapitalistiske udvikling, kapitalakkumulation baseret på landbrugsoverskud? Skal de blot angle efter at eksportere til os?
Den nylige eksplosion i Kenya havde rod i en giftig blanding af en slumbefolkning jaget væk fra jorden i forskellige historiske slagsmål, forstærket af en kraftig befolkningstilvækst, mens de store agrovirksomheder blomstrede. Tragikomisk, at tabet af eksporten af roser til valentinsdagen var det første store økonomiske skrækscenarie.
Snusket dansk og vestlig virksomhed foregår i de fattige dele af verden på trods af al deklaration om virksomhedernes sociale ansvar. Og selv pæne virksomheder lever højt på billig arbejdskraft og energi i Kina. Redningsfolk som Bill Gates vil gerne udrydde malaria, aids og tuberkulose, men baseret på de profitter, de så heftigt forsvarer. En mental og reel refeudalisering finder sted. De offentlige kassers snerpen sig sammen overlader os til mæceners nåde. Fogh-regeringens credo er: skær ned, giv selektivt tilbage og lad dem, der nyder godt, sige tak, tak, Fogh. Der nejes for dronningen og sleskes for kronprinsen. Vi bliver undersåtter og måber efter de kendte, der lever vores liv.
Venstreorienterede ‘visioner’ om bl.a. økonomisk demokrati baseret på viden og innovation er mildest talt chanceløse. Visioner er ikke en mangelvare, indsigt er. Vi lever ikke i en vidensøkonomi, som det ofte påstås, men i en begejstringsøkonomi. Det er ikke langtidsholdbart. Få armene ned til det seje træk.
Karen Helveg Petersen er økonom (Ph.D.) og arbejder som konsulent på udviklingsområdet