Den røde skole er i fuld gang, og deltagerne har masser af åndssvage forslag, der sikkert vil passe perfekt som Mette Frederiksens tiende tese. Et af forslagene efter første røde skoledag gik ud på at forbyde lån i friværdi. Et andet gik ud på, at de mennesker, der er tossede nok til at udleje boliger i lille huslejeregulerede Danmark, skal tvangsopspare 10 procent af lejen og forære den til lejeren ved flytning.

I en anden ende af byen er 'den grønne skole' i gang under ledelse af nogle perifere konservative. Men i Venstre afviser formand Fogh, at der overhovedet er behov for at terpe liberale principper. Han vil hellere løbe en tur med sine 'venner'. Bag landsfaderens ryg driver adskillige af Venstres ledende ministre dog deres egne små blå skoler, hvor de skaber netværk, diskuterer politik og hudfletter partiets ledelse - vel at mærke uden at inddrage offentligheden i sagerne. Bed, våg og hold krudtet tørt. Der kommer en dag efter Anders the Administrator og hans departementschefstyre.

CEPOS har sin egen borgerlige skole. På trods af, hvad visse uvidende kritikere påstår, er det meste af CEPOS' aktivitet værdipræget og ikke økonomisk-teknisk. Tag bare dette forårs gå-hjem-møder om konservative tænkere. Eller tag CEPOS Universitet. Her får 25 unge hvert semester muligheden for at stifte bekendtskab med litteratur og politisk tænkning, som ikke er gjort af den sædvanlige socialdemokratiske surdej. De får lidt Locke, Hayek, Popper og Nozick.

Imidlertid får de ikke deres kristne børnelærdom hér. Den må de hente andetsteds, hvis de er så heldige. For kristendommen er med til at understøtte et frit samfund. Virkelig? Dramatikeren Lars Norén udtalte jo forleden, at "gudstro og fascisme ligger meget tæt på hinanden. Manden der skal skelne mellem godt og ondt, sandt og falsk. Troen på Jesus ligger for mig at se tæt op ad dyrkelsen af Hitler." Sagt af en teatermand, som for ti år siden hyrede en nynazistisk fange til et af sine stykker, hvorefter forbryderen stak af og dræbte to betjente. Velbekomme for et sandhedsvidne.

Individualistiske træk

I de vestlige samfund tager mange det for givet, at vi har den frihed, vi nu engang har, ud af den blå luft. I min episode af 'den sorte skole' bliver jeg derfor nødt til at fremhæve Det ny Testamente. De bærende skribenter, de fire evangelister - Markus, Matthæus, Lukas og Johannes - samt apostelen Paulus er de vigtigste forfattere nogensinde. Og deres skrifter illustrerer samtidig, hvordan kristendommen understøtter en fri samfundsorden. Ikke fordi kristendommen er ideologisk, men fordi den rummer nogle stærkt skeptiske og individualistiske træk.

Kristendommen adskiller sig naturligvis fra de andre store religioner ved at tildele Jesus en hovedrolle. Han var Guds søn, menneske og Gud på én gang. Og netop derfor - fordi ingen andre kan nå samme position som ham - er kristendommen per definition anti-totalitær. Intet menneske kan som Jesus have guddommelig status. Selv kejseren er blot et menneske. Alle mennesker er syndere, derfor kan intet menneske frembringe paradisiske tilstande ved at følge den ene eller den anden leveregel eller lov. Vi er dømt til at være uperfekte. "Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg," som apostlen Paulus skrev. Vores frelse kan således ikke komme fra os selv - det være sig ved hjælp af en stærk mand, en stålsat avantgarde eller et selvbevidst flertal. Lars Norén kan godt pakke sit Hitler-vrøvl sammen.

Aldrig totalitær

Alene strukturen i Det ny Testamente afslører, at kristendommens mission aldrig har været totalitær. Fire beretninger, fire evangelier, er nødvendige for at fortælle stort set samme historie om Jesus. Hvor Koranen påstås at være dikteret af Allah himself, er de fire evangelier skrevet af mennesker, som adskillige steder er dybt u-enige om centrale begivenheder i Jesu liv. Ikke mindst om, hvad der skete ved Jesu grav efter korsfæstelsen.

Har man kendt mage til rod? Det illustrerer såmænd bare , at Guds ord slet ikke er så enkelt at få greb om. Man kan ikke henvise til én bestemt tekst og lade den komme forud for alt andet. Kristendommen er dermed den mest frigørende religion, man kan tænke sig. Vi skal ikke leve vores liv efter bestemte dogmer, men bruge vores skrøbelige samvittighed, så godt vi nu kan. Vi vil begå fejl. Derfor har vi brug for barmhjertighed og tilgivelse. "Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer". Jævnfør beretningen om den fortabte søn, det fortabte får, den gældbundne tjener og så videre. Denne erkendelse af fejlbarlighed og behov for tilgivelse er nødvendig i et frit samfund.

Ud over de fire evangelier rummer Det ny Testamente en række beretninger og breve, ikke mindst fra Paulus' hånd. Paulus slog fast, at jøder ikke stod højere i Guds anseelse end alle andre, blot fordi de fulgte Moseloven. Hans lighedsbegreb var revolutionerende. "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus."

Mange har klandret Paulus for at være en stivstikker, der ville have kvinder til at tie i forsamlinger og tildække deres hår (når de bad). Bemærk dog lige, at Paulus mente meget, som ikke havde med Jesu forkyndelse at gøre, men alene med hans eget syn på gode leveregler. "Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg," skrev Paulus om seksuel afholdenhed. "Om de unge piger har jeg ikke noget påbud fra Herren, men giver min mening til kende som en, der af Herrens barmhjertighed fortjener tillid". Bid mærke i denne erkendelse af egne begrænsninger hos en af kristendommens autoriteter.

Mangel på dogmer

Det ny Testamente handler om vores forhold til Gud og er derfor ikke en politisk tekst. Men i hele sin struktur og sit budskab er teksterne med til at fremme et frit samfund. Kristne motiver gennemsyrer vore vestlige samfund på kryds og tværs. Blot et enkelt eksempel: En af verden mest populære romaner, Alexandre Dumas' Greven af Monte Cristo. Det er ikke bare en røverhistorie om en driftig eventyrer i Frankrig efter Napoleon. Det er også en kristen beretning om forræderi, lidelse, frigørelse, hævn - og sluttelig erkendelse af, at menneskers hævn blot skaber nye uretfærdigheder. "Nu har han lært, at magten og æren alene tilkommer den alvise Gud". Sådan lyder en af de afsluttende sætninger.

Inspirerende og frigørende på én gang, sådan kan vi læse Det ny Testamente og alle dets ekkoer i den vestlige verdens kultur og politik. Manglen på dogmer står i skærende kontrast til politikernes moraliseren og detailregulering af menneskelivet.

Edith Thingstrup er sognepræst i Ledøje-Smørum, kommentator og debattør. Derudover er hun lokalpolitiker valgt for Venstre. Thingstrup var medstifter af CEPOS.