Børn mobber mindre, når der er plads nok. Så masser af udeareal omkring en skole betyder, at børnene i frikvartererne ikke bare fyrer sig selv af kropsligt og får ilt til hjernen, men også får et fredeligere liv med hinanden. Fordi drillerier typisk er noget, man fysisk bevæger sig væk fra i tilfælde af, at konflikten ikke lader sig løse på den pæne måde.

"Der er ingen grund til at sætte store mobbeprogrammer i gang, hvis man kan klare det med en græsplæne," som lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, sociologen Søren Nagbøl, siger.

Sammen med psykologen, adjungeret professor, Mogens Hansen, har Søren Nagbøl kigget på - og skrevet bogen Det nye skoleliv om - hvordan børnene indtager 'fremtidens skole': Den nybyggede, danske folkeskole, der så småt i disse år dukker op i terrænet efter flere års stilstand i skolebyggeriet. Og som sammen med renoveringer af gamle skoler vil koste kommunerne milliarder i de kommende år. Her er tale om skoler, der er skabt ud fra et ønske om at fremelske en demokratisk, dynamisk skole til afløsning af den firkantet autoritære, hierarkiske skole med læreren øverst - i bogstavelig forstand anbragt på et podie over klassen.

Helt konkret har forskerne koncentreret sig om to nye skoler: Trekroner Skole ved Roskilde og Asgård Skole ved Køge. Begge markerer sig ved at opfylde tidens idealer om et inde- og udeliv, der hænger sammen, og masser af udeplads, kuperet terræn og fysisk udfordrende aktiviteter. Hensigten har været at give børnene mulighed for at slippe fysikken løs, få ilt til hjernen og få ædt af energien, så det er lettere at sidde stille og koncentrere sig, når det er nødvendigt. Men en tillægsgevinst har vist sig at være, at den rigelige plads betyder alt med hensyn til drilleri og konflikter.

På Trekroner Skole er klasseværelserne 15 kvadratmeter større end klasseværelserne på Asgård Skole, hvis rum blev sparet ned fra 60 til 45 kvadratmeter. Ifølge forskerne er der på Trekroner Skole typer af konflikter, der slet ikke opstår, men som foldede sig ud i hjørner og klasseværelser på Asgård Skole, fordi børnene simpelthen sloges om pladsen.

Trængte børn skaber uro, men når det kommer til at lege udenfor, har Asgård-børnene samme mulighed som Trekroner-børnene for at trække sig fra eventuelle krigszoner. Fordi der er så meget uderum, kan det enkelte barn altid trække sig over på en skaterbane eller en byggelegeplads. Sætte sig eftertænksomt og snuse til en kornblomst eller vælge at gå ned til dammen og mærke på en levende fisk.

"Det barn, der har mulighed for at bevæge sig, har også mulighed for at finde sin egen plads. Det vil sige finde de steder på skolen, hvor barnet synes, der er godt at være. Måske trækker hun op på hoppeborgen Himalaya med sin madpakke - eller ned i Kaninhøjen," siger Søren Nagbøl.

Yderligere er Trekroner Skole uden gange, hvilket i sig selv, siger forskerne, trækker tænder ud af drilleri og konflikt. Gange er traditionel konfliktzone på en skole, fordi de sluser børnene sammen på lidt plads. Presset får tit børn op at slås og tvinger andre til at trække sig over i hjørner, som er kendte mobbe-steder. Men på Trekronerskolen er det direkte ud - ud i det fri på et åbent område, hvor alle kan se alle. Sådan er Trekroner Skole placeret - med tre gulstensmurede længer omkring en parklignende gård, Kundskabens Have. Og med et kæmpe legeområde i bølgende bakker, der kalder på at blive løbet i.

Søren Nagbøl: "På Asgård skole er der også meget plads udenfor, men stadig hjørner, idet skolen er bygget som en landsby med individuelle klyngehuse og gårdmiljøer til hver klasse. De hjørner har gårdvagten ikke mulighed for at overskue, og der så vi drilleri og konflikter."

Et opgør med kontrol-tyranni

Da Søren Nagbøl og Mogens Hansen for første gang en solrig junidag i 2003 drog af sted for at besøge de to skoler, var ambitionen uden dagsorden, men med et totalt åbent blik at iagttage børn og voksne tage en ny 'anderledes' skole i brug. En skole, som ikke lægger op til, at børnene først og fremmest skal lære at kontrollere sig.

Spørgsmålene hobede sig op. Medfører store udearealer også nye pædagogiske initiativer? Vælger lærerne i praksis, hvor det er muligt og giver mening, at transportere undervisningen ud af klasseværelset - ud i f.eks. naturen? Kan det ved hjælp af tænkning i plads lade sig gøre at udvikle alle børn til hele børn, fordi der er plads nok til at løbe og lege, så hjertet hamrer, og endorfinerne springer? Og således redde de små fra ikke bare fedme, astma og koncentrationsbesvær, men helt overordnet fra at blive til overs i fremtidens dynamiske supersamfund, fordi de fanger rytmen i kroppens behov og sammenhængen til den dynamiske, livslange læring?

Kan arkitektur råbe mennesker op? Kan det lade sig gøre fysisk at iscenesætte liv?

De to forskere slog blikket op, tog billeder og snakkede. Men iagttog først og fremmest børnene - ikke i undervisningen, men i mellemrummene i den traditionelle klasseundervisning: Når børnene legede og arbejdede sammen.

F.eks. Peter, der sammen med sin klasse i tremandsgrupper skar propper til og træ ud til noget, der skulle vise sig at blive til små skibe, som landede i søen på Trekroner Skole. Selvfølgelig først efter en gruppetur på biblioteket efter litteratur om skibe. Nu er Peter ikke en ørn til bogstaver, men så hjalp de andre børn ham med at læse teksterne. I stor respekt, idet Peter - som de andre børn siger - "er enormt god til at bygge skibe og få dem til at sejle i søen."

Søren Nagbøl: "Når der er flere former for aktiviteter, har børnene også mulighed for at finde ud af, at der er ting, de er gode til. Børn lærer på forskellige måder. Nogle gennem fingrene, andre ved hjælp af hørelsen. Nogle har en god rumlig eller musisk forståelse - andre lærer matematik ved at slå en streg på jorden og dele den op.

- Hvis der er alle disse forskellige aktiviteter, er pointen så, at børnene ender med at kunne det samme. Det er bare tilgangen, der er forskellig?

"De lærer at løse den opgave, der bliver stillet, på deres måde."

I og med at f.eks. biologiundervisningen trækker ned til søen eller ind i drivhuset, stiger læreren også ned fra sin ophøjede plads i hierarkiet - på katederet - til fordel for et mere dynamisk lærer-elev-forhold, der svarer til samarbejdsformerne i samfundet uden for skolen.

Og Peter? Han fik styrket sit selvværd. Og hvis Ida ikke lige her og nu orker at lege vildt, har hun mulighed for at sætte sig i sandkassen frem for som på de københavnske byskoler - med Mogens Hansen ord - at "føre venindekrig bag stolperne i den asfalterede". Trængt derud af drengene, der som regel dominerer skolegården med fodbold.

Der var lidt flere problemer børnene imellem på Asgård Skole end på Trekroner Skole, måske fordi der er tale om en mere sammensat gruppe børn end den velstillede middelklasse, der lægger børn til Trekroner Skole.

Udeliv styrker indlæringen

Mantraet i det alternative skolebyggeri er først og fremmest, at bevægelse skaber energi og styrker indlæringen.

"God plads og udeliv betyder, at børnene kan bruge alle deres sanser. Hvis du bare sidder ned og kigger uden at bevæge dig, udvikler du ikke andre sanser end at se og høre. Når børn leger ude, mærker de sand og vand og hinandens hud. Hvis du løber, skal du bruge din balanceevne og kunne vurdere afstanden til de andre børn. Og hvor langt, der er, når du springer over åen, for ellers ender du i vandet. Fysiognomien bliver simpelthen udfordret på en anden måde."

"Du udvikler ikke bare dine muskler, men også din opmærksomhed og koncentration ved at bevæge dig mere komplekst. Det stimulerer også hjernevindingerne. Mange undersøgelser viser, at hvis børn hele tiden iscenesættes udefra, så udvikler de ikke deres potentialer og taber f.eks. også evnen til et komplekst sprog. Det barn, der lærer at slå en koldbøtte er også bedre til at koncentrere sig, når det sidder i klassen, fordi det har lært at koncentrere sig om at få nogle færdigheder," siger Søren Nagbøl.

- I taler også om, at børnene skal føle sig hjemme på skolen. Hvordan kommer de til det?

"Det siger vi jo, fordi børn i dag er i skole og SFO hele dagen. Så bliver faciliteterne vigtige."

"I det øjeblik børn finder ud af, at de kan øve indflydelse på deres omgivelser, får de også mulighed for at tilegne sig omverdenen, så den bliver en del af dem. Børnene skal have lov at sætte sig spor. De skal kunne løbe i terrænet, så græsset bliver trådt ned, eller de skal kunne tegne med kridt på asfalten. På den måde tilegner de sig stedet. Det giver dem et forhold til omverdenen og får dem til at føle sig hjemme. Derfor er det en skam, at der er så mange steder rundt omkring, som lægger op til, at man ikke må tage dem i besiddelse," siger han.

Mindre kan også gøre det

Processen fra ide til praksis synes at være lykkedes - i hvert fald er det svært at få Søren Nagbøl og Mogens Hansen til at finde noget at kritisere ved de to nye skoler, men de erkender, at både økonomi og geografi sætter begrænsninger for forestillingen om den ny 'fremtidens skole' over hele Danmark. For det første er de hundedyre. For det andet er der ikke udenomsareal nok til at trylle de københavnske skoler om til sunde landskoler. Men "mindre kan også gøre det," siger Mogens Hansen.

"De fleste skolers udearealer kunne med relativt overskuelige midler ændres, så de blev fyldt med variation, bold- og klatremuligheder. Og så kan man jo også forestille sig udeskoler som nogen, man tager hen til. At få skolen og naturen til at mødes er jo egentlig det, vi ser på. Og det kan løses på mange alternative måder," siger han.

Hvor længe de nye skoler får lov til at profitere af den gode plads er usikkert. Skoleleder Annette Carlsson, Trekroner Skole, fortæller, at området vokser, så elevtallet i de kommende år stiger fra 700 til 1.000. Planen er inden for de kommende to år at bygge skolen ud fra en tre-sporet til en fire-sporet skole.

"Hvordan det så går med pladsen og uderummet vil vise sig," siger Annette Carlsson.

Regeringen har i årevis haft en ambition om en anden fysisk folkeskole. En skole, der også satser på at udvikle et "æstetisk og psykisk" miljø, der kan stimulere børnene til - som der står i folkeskoleloven - at udvikle "erkendelse, fantasi og lyst til at lære", så de får tillid til sig selv og lyst til at handle. Med andre ord en folkeskole, der både psykisk og fysisk befinder sig i den omvendte verden af de gamle rødstensmurede, firkantede folkeskoler, de fleste af os med mere eller mindre held lærte at stave og bøje nakken i. Den ny skole er på vej.