25. april 2008

Kvik og kynisk bagatel

Skrevet af: David Rehling
Kontroversielle Paula Larrain debuterer - i halvt solonummer - som samfundssatiriker

Hvor der er Paula Larrain, er der rav i den. Som DR-tv-vært skred hun i protest mod mandlige kollegers højere lønninger; i Vild med Dans svang hun sig i avisoverskrifter; som nylig konservativ folketingskandidat vakte hun bekymring blandt ærværdige partifæller - også på grund af forlydender om, at hun først havde forsøgt sig hos Ny Alliance.

Udenomsknas er der også omkring hendes satire-debut med bogen Uden for citat. I kolofonen står som medforfatter angivet Mads Holger, som Larrain nåede at være gift med i otte måneder. Hans navn er imidlertid strøget af forsiden. Han forklarer til Berlingske, at han hellere vil samle opmærksomhed om sin netop udkomne solobog, Alle går rundt og forelsker sig.

Mads Holger oplyser om sin rolle i Larrains bog:

"Hun har alle oplysningerne om pressen og politik, så det er noget, hun har tilført den. Jeg er bare generisk forfatter og har skrevet brødet i den."

Disse pudsige omstændigheder ændrer intet ved, at bogen - i sig selv - er en sjov historie. Den er fortalt med fuld fart på, kvikt og kynisk.

Latterligt hof

Afsættet for satiren er latterligheden i det hof af spindoktorer, som har sat sig på dansk politik. Oprindeligt var politikernes mening med at bruge skattekroner på spinnerne, at de skulle styrke de folkevalgte over for særinteresser. Spinnerne har imidlertid deres egne særinteresser - at holde sig selv ved fadet - og deres udbredelse af den halve sandhed som medieinput har i et større billede tænkeligt svækket de folkevalgtes stilling og agtelse.

Bogens hovedperson omtales som 'Mikkelsen' og har gjort lynkarriere som pressechef for et medlem af regeringen, der blot omtales som 'ministeren'. Denne minister er i et yngre letsindigt øjeblik kommet til at give et fur til en kommunalarbejder, der ville fjerne hans ulovligt opførte carport. Denne misdåd er en fordrukken Ekstra Blads-journalist under vejr med. For at bortlede opmærksomheden udløser Mikkelsen på sin ministers vegne en lavine af initiativer, der til gengæld skaber politisk brok, som Mikkelsen prøver at jorde ved at pådutte ministeren endnu flere initiativer. I virkeligheden er ministeren vist et ganske snusfornuftigt menneske, men han bliver ganske rullet over ende af alle Mikkelsens laviner, der ender med også at opsluge Mikkelsen selv.

Larrains konservative sympatier påvirker ikke hendes humoristiske sans, der er mindst lige så syrlig over for de borgerlige som over for venstrefløjen.

Bogens pointe er, at det hele er stor ståhej om ingenting, men den smækker jo let tilbage på bogen, der kommer til at handle om meget lidt. Når samtidig karaktertegningen hele vejen igennem er tæt på karikaturen, får Larrain og den fraværende partner ikke danset sig videre end bagatellerne.

Paula Larrain: Uden for citat. 207 s. 249 kr. Rosinante. Udkommer i dag


Source URL: http://www.information.dk/158371