Alle elsker det offentlige. Alle elsker de offentligt ansatte. Og alle elsker velfærdsstaten. Fra Limfjords Bodega på Mors til Søllerød Golfklub. Fra de liberalistiske løver i Venstres folketingsgruppe til økologiske landmænd i SF. Ingen taler ondt om velfærdsstaten, og ingen bryder sig om en svag stat. Selv det gamle fremskridtsparti, der i 70’erne og 80’erne var med til at sætte dagsordenen for et had til staten og skattetrykket, ser lige frem sig selv som selve velfærdsstatens garant. Det er en tabersag og politisk selvmorderisk at være imod velfærdsstaten. Hele vores vækst er afhængig af den, og i den ene internationale undersøgelse efter den anden fremhæves velfærdsstaten som grunden til Danmarks konkurrencedygtighed.
I det lys er det ikke så underligt, at de sundhedsansatte i landets kommuner og regioner har et stort flertal af befolkningen med sig, når de i øjeblikket har nedlagt arbejdet for at hæve lønstigningen fra de tilbudte 12,8 procent. Politikerne på Christiansborg vil ikke blande sig, og kommunerne kan ikke få politisk mandat til en lockout. Selv om det realpolitisk kan være svært at forstå, har det tilsyneladende aldrig været mere populært at være offentligt ansat. Og opbakningen til de strejkende har heller aldrig været det. Ifølge en meningsmåling fra Megafon, svarede 72 procent af de adspurgte, at de havde sympati for de strejkende.
“Der er i den grad blevet talt op til de offentlig ansatte de sidste tre-fire år,” siger formanden for Fag og Arbejde (FOA), Dennis Kristensen, der repræsenterer social- og sundhedsassistenterne.
“Da jeg startede i det her job, havde jeg egentlig en ret fin hårpragt, men efterhånden har jeg fået en skaldet plet omme i nakken af alle dem, der har aet mig med hårene. Det er ikke længere muligt at tale om, at den offentlige sektor ikke laver nok, og der er kommet et kolossalt fokus på forholdene i den offentlige sektor og på, hvordan vi sikrer vores velfærdsstat. Det er også derfor, der er så stor en opbakning til de her lønforhandlinger, og hele Foghs kvalitetsreform er et udtryk for det samme,” siger Dennis Kristensen.
Professor i offentlig forvaltning på Copenhagen Business School (CBS) Carsten Greve har samme opfattelse af danskernes forhold til det offentlige. Han peger på, at den gode vilje følger med langt ind i regeringen, og alene det, at man tog fagbevægelsen med under udarbejdelsen af kvalitetsreformen, skal ses som en stor sejr for velfærdsstaten, mener Carsten Greve.
“Fagbevægelsen var med hele vejen og en accepteret del af den,” siger han.
“Fjendebilledet af det offentlige er helt væk, og der eksisterer ikke længere noget modsætningsforhold mellem nogen politiske partier - eller befolkningen for den sags skyld - og så den offentlige sektor. Alle er jo enige om, at velfærdsstaten skal udvikle sig. Det er hele grundlaget for kvalitetsreformen.”
I følge Carsten Greve er det noget helt nyt i det politiske landskab, og det skal forstås i lyset af, at de borgerlige over de senere år har gjort meget ud af at erklære sig som tilhængere af velfærdsstaten. Men hvorfor det skifte er kommet, har professoren svært ved at gennemskue.
“Måske handler det om, at regeringen er blevet mere opmærksom på, at kvaliteten i den offentlige sektor betyder noget i forhold til konkurrencen. De fleste er også enige om, at en stærk offentlig sektor er grunden til, at vi ligger så højt i de internationale rankings, som Verdensbanken og andre store institutioner har fremhævet, så jeg tror ikke det er for regeringens blå øjnes skyld, når de går i dialog med de offentlige ansatte. Men det er en grundliggende accept af, at de er et af de væsentligste kendetegn ved Danmark og ved en god økonomi. Man er blevet meget mere opmærksom på det, end man var for bare fem år siden, at den offentlige sektor spiller en stor rolle for den økonomiske velstand og for konkurrenceevnen.”
I perioden op gennem 70’erne og 80’erne, hvor Mogens Glistrup vandt stemmer på at kræve de arbejdsløse ud og grave grøfter voksede antallet af de offentligt ansatte voldsomt. I dag er gruppen af de offentligt ansatte således så stor, at man politisk ikke kan sidde den overhørig, og partiernes positionering har i adskillige år gået ud på at vinde den 40-årige kvinde i den offentlige sektor. Det har tilsyneladende været med til at sende de borgerlige på en anden kurs, men begejstringen for den fornyede interesse i velfærdsstaten er dog mere behersket, når det kommer til den reelle politik, mener Dennis Kristensen. Han har svært ved at skjule sin skuffelse over Statsministerens behandling af den færdige kvalitetsreform.
“Jeg har jo siddet ved udvalgsmøderne og glædet mig over at høre ministre tale FOA-sprog,” siger Dennis Kristensen og citerer borgerlige ministre.
“‘Velfærd opstår i mødet mellem mennesker’, ‘Det er der, kvaliteten skal øges’ og ‘Det kræver, at man bruger de ansattes kompetencer og sætter dem fri’. Altså til tider følte jeg, vi var taleskrivere for dem. De overtog simpelthen vores sprogbrug.”
Men da det kom til eksekveringen af reformen blev det ved de gode intentioner, mener Dennis Kristensen. Han havde ikke regnet med, at Anders Fogh ville miste interessen så hurtigt og frygter nu, at kvalitetsreformen kommer til at stå og samle støv i et ministerium et sted.
“Jeg må indrømme, at jeg tog fejl. Da Anders Fogh satte sig selv i spidsen for udvalget for kvalitetsreformen og i øvrigt deltog meget aktivt i udvalgsmøderne, så troede jeg ikke han kunne bakke ud af den igen. Men jeg tog fejl. Statsministeren mistede interessen efter valgkampen - specielt efter han fandt ud af, at det ikke blev et velfærdsvalg. Men det ligner jo ikke Statsministeren ikke at holde, hvad han lover, og han får store problemer, når han skal vurderes på de mere end 130 tiltag, der skulle foretages, for der er ikke foretaget en døjt, og der er heller ikke tegn i sol og måne på at der vil ske noget,” siger Dennis Kristensen.
Forskningschef Niels Ploug fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, stiller sig også en smule tvivlende over for den reelle opbakning til velfærdsstaten. Han medgiver, at opbakningen til strejken i befolkningen tilsyneladende er stor, men påpeger på den anden side, at nye undersøgelser viser, at de gamle hæderkronede erhverv som skolelærer og sygeplejersker ikke længere har prestige - specielt hos de unge. Samtidig antyder han, at de liberales tanker om en minimalstat kan ligger lige under overfladen.
“Det er sandt, at der ikke er nogen i det politiske spektrum, der råber, at de offentligt ansatte er forkælede børn med livslang jobsikkerhed og lavere produktivitet. Det var en ret udbredt holdning for bare 10 år siden. Du hører heller ikke så meget snak om minimalstaten andet end i ganske få religiøse grupper som CEPOS. Men jeg tror dog ikke, man skal lukke døren ret meget op til nogen kredse omkring de to regeringspartier, før du vil høre lignende holdning leve i bedste velgående,” siger Niels Ploug. Ifølge ham holder de ultraliberale kræfter formentlig bare mund, så længe de er i regering - og det gør de klogt i.
at sætte skatten ned - det har jeg også svært ved at forklare udenlandske kollegaer - så de liberale kræfter har erkendt, at hvis man vil have regeringsmagten skal man elske velfærdsstaten. Og med Dansk Folkeparti som støtteparti tager de den fulde konsekvens af det. Det er meget svært at få øje på de brudflader, der var tydelige for 10-15 år siden,” siger Niels Ploug.
“I Danmark er det jo sådan, at man vinder valg på at love ikke
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, der er professor ved Aalborg Universitet, giver heller ikke meget for regeringens nyvunde interesse for velfærdsstaten. I virkeligheden er Anders Fogh Rasmussen i gang med at udsulte den, til den ikke længere kan hænge sammen, mens han foregiver det modsatte, mener Henning Jørgensen. Og det er langt farligere for velfærdsstaten.
“Det er en parlamentarisk skinmanøvre, at Venstre og De Konservative nu står for at velfærdssikre Danmark,” siger Henning Jørgensen.
“De bliver nødt til at følge de præferencer, der ligger i befolkningen - særligt sundhed og ældrepleje. Derfor hører du dem sige igen og igen, at de vil sikre og forbedre de områder. Men når du så ser, hvad de gør på andre områder, er det ikke en udvidelse af den offentlige sektor - tværtimod, er der tale om en mindskelse.”
Henning Jørgensen mener, at regeringen langsomt, men sikkert bevæger velfærdsstaten over i armene på det private.
“Dertil kommer, at den her regering - ad bagvejen, med de små skridts politik - med små reformer har ændret på det offentliges funktion, så det ligner mere og mere en privatsektormodel. Det er en konkurrencestat, man er ved at lave, samtidig med, at man laver skjulte udliciteringer og privatiseringer. Ventelistegarantien, der inddrager privathospitalerne er også at overføre opgaver fra det offentlige over til det private.”
$SUBT_ON$Godt vi har DF
I dag virker det til, at hele det politiske spektrum anerkender, at hele vores vækst er afhængig af den offentlige sektor, og derfor virker det naturligt, at regeringen også anerkender, at det offentlige skal kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Men heller ikke den præmis kan professor Henning Jørgensen følge.
“Jeg mener på ingen måde, man anerkender, at det offentlige skal have en mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det er et paradoks, at man taler mere og mere om marked og fri konkurrence, men det eneste sted det ikke må virke er over for lønninger. Vi kan snakke sammen om fem år, og så skal du se de store problemer,” siger han og slår fast.
“De offentligt ansatte er modstandere for regeringen. Minimalstatstanken er ikke død. Via små skridt er man i gang med at opløse store dele af den offentlige sektor. Der er et strategisk element ved alt, hvad den her regeringen foretager sig.”
Socialdemokraternes partisekretær Henrik Dam Kristensen kan let abonnere på Henning Jørgensens analyse af regeringens politik. Der er ikke sammenhæng mellem ord og gerninger mener Dam Kristensen.
“Fjendebilledet af det offentlige er forsvundet, men det har ikke resulteret i en øget omsorg til ældre, der er ikke blevet bedre forhold til skolelærerne eller børnehavepædagogerne. Så vi oplever en regering, der siger et og gør det modsatte,” siger han.
“Men Anders Fogh var ikke blevet genvalgt, hvis han sagde, at han var liberal og erklærede åben krig mod velfærdsstaten. Ikke desto mindre er det, hvad han gør. CEPOS og Minimalstaten er ikke kørt af sporet, det foregår bare på en anden måde, og det truer virkelig velfærdssamfundet.”
- Nu bliver jeg jo bekymret, hvorfor har I ikke sagt det til os vælgere noget før - er det ikke jer, der skal forhindre det?
“Jo, det er os, og hvis dit næste spørgsmål er, om vi har gjort det godt nok, så er svaret nej, for så var Fogh ikke fortsat som Statsminister.”
- Men så er det jo godt, vi har Dansk Folkeparti.
“Det mener jeg jo ikke er helt sandt. Dansk Folkeparti er dem, der hver eneste gang er med til at sikre den politik, som Anders Fogh kommer igennem med. Det er den, der sikrer finansloven, kommuneaftalerne og de lovforslag, der udhuler velfærdsstaten. Pia Kjærsgaards garanti til sosu-assistenterne holder ikke i virkelighedens verden, når hun gang på gang sikrer det modsatte,” siger Henrik Dam Kristensen
Den udlægning køber de naturligvis ikke i Dansk Folkeparti. Her ser man sig selv som garant for velfærdsstaten og arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted er ikke i tvivl om, at regeringen arbejder aktivt for at bevare en stærk velfærdsstat.
“Med den her regering og med os som støtteparti, er der kommet et større fokus på velfærdsstaten. Det er en af årsagerne til, at der i dag er en massiv opbakning til det offentlige,” siger Bent Bøgsted, der ikke mener, at det har været svært at overtale en borgerlig regering til at lægge fokus et andet sted end i det private.
“Det er ikke os alene, der har sikret velfærdsstaten. Regeringen har været meget medgørlig i forhold til de ældre og på sundhedsområdet, og man mærker tydeligt, at det ikke er CEPOS, der sidder i regeringen. På nogle områder har vi selvfølgelig skulle sætte bremsen i, men generelt har denne her regering været meget venlig stemt over for det offentlige.”
$SUBT_ON$Udbud og efterspørgsel
Politisk set har professor i statskundskab på Københavns Universitet Tim Knudsen, dog svært ved at se Anders Fogh som en forklædt socialdemokrat. Han mener, at partiernes positionering foregår på et markedsorienteret niveau, og i øjeblikket er velfærdsstaten høj i kurs.
“Partierne er blevet markedspartier,” forklarer Tim Knudsen
“De afsøger markedet og ser, hvor efterspørgslen er, og så imødekommer de det. Og i øjeblikket bliver man nødt til at sætte et mærkat med ‘velfærdsstat’ uden på sin politik. Du er færdig, hvis du erklærer velfærdsstaten krig i dag, men det er noget nyt. Hvis du går tilbage til Glistrup, så var der mange, der ikke kunne se mening i velfærdsstatens vækst.”
Men det gør ikke automatisk Anders Fogh til socialdemokrat. Ikke mere end Socialdemokraterne er blevet borgerlige, for siden Anker Jørgensen har det været svært at se, hvor den store forskel i forvaltningspolitikken skulle ligge, mener Trim Knudsen. I virkeligheden er der bred konsensus om den danske politik.
“Statsministeren har givet udtryk for, at velfærdsstaten faktisk er en fordel. Vi er blandt verdens rigeste lande. Vi er også de lykkeligste, og forleden viste en stor international undersøgelse, at vi er verdens mest konkurrencedygtige samfund. Så det er kun CEPOS, der kan påstå, at der er noget grundlæggende galt med samfundet, og det er svært at overbevise nogen om, at man skal revolutionere samfundet.”
Den konsensus har været med til at få danskerne til at give velfærdsstaten og det offentlige en generel anerkendelse, men Tim Knudsen mener ikke, de aktuelle lønstigninger har noget med det at gøre .
“Det er spørgsmål om udbud og efterspørgsel og praktiske vilkår - ikke ideologi. Der sker det, når der bliver mangel på arbejdskraft, så bliver det et problem, at privat-ansatte sygeplejersker kan tjene 10.000 mere om måneden, og derfor kan man ikke se den her konflikt i lyset af en øget accept af det offentlige,” mener Tim Knudsen
FOA-formand Dennis Kristensen, ser heller ikke strejkerne som et resultat af den offentlige sektors fornyede styrke.
“Jeg tror, det har et langt større perspektiv - faktisk tror jeg, der er tale om et tredje kvindeoprør. Først kom kvindernes stemmeret - retten til at blive borgere i samfundet. Så kom opgøret med kønsrollemønstrene i 60-70’erne, og nu mener jeg, vi er nået til det sidste træk. En grundlæggende værdibaseret kvindekamp, hvor det endelige ligeværd bliver afkrævet.”