Det er onsdag eftermiddag, og bilerne står i kø på Strandvejen. Folk er på vej hjem, de skal op til de store, hvide huse med tårne og spir og glaserede sorte tegltage. Audi, Mercedes, Volvo og Saab kører forbi Arne Jacobsens berømte tankstation i Gentofte. Øresund åbner sig, de hvide huse lyser op mod det blå hav, køen bevæger sig hurtigere, og snart er den nået forbi Arne Jacobsens hvide lejligheder, der hvor skoven begynder og solen glimter ned mellem træerne. Videre, forbi huse med sorte, spidse indhegninger og store krukker, der majestætisk markerer indkørslen.

Det er her, den bor. Den rige, veluddannede elite, der har det gode job og succesfuldt eget firma. Privilegerede, bliver gruppen også kaldt, eller socialgruppe 1. Her handler de i Irma, spiller tennis i den samme klub, sender ungerne til ridning i den samme rideskole og har deres båd i samme havn. Elitens individer bor nemlig helst tæt på hinanden ifølge en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), og for eksempel tilhører 30 procent af indbyggerne i Rudersdal Kommune eliten i Danmark. Næste på listen er Hørsholm Kommune, der ligger lige ved siden af, med 28,3 procent, og siden kommer Gentofte - lige lidt tættere på København - hvor 28,2 procent tilhører den samfundsgruppe, AE kalder for eliten.

"Vi vidste godt, at eliten har en tendens til at klumpe sig sammen geografisk, især nord for København. Men at de bor så koncentreret, kom alligevel bag på os," siger Jonas Schytz Juul, der er økonom ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og en af dem, der har stået for rapporten.

Rapporten viser, at samtlige top 10 elitekommuner ligger i eller omkring København. Eliten er nemlig ikke meget for at bo i Danmarks yderkantsområder, og f.eks. er det kun 1,5 procent af den voksne befolkning på Langeland, der tilhører den så kaldte elite. Jylland er heller ikke populært, og den kommune med højest eliteandel uden for Københavns-området er Skanderborg, hvor 10 procent af befolkningen kan kalde sig elite. Nej, eliten vil tæt på byen. Og tæt på naturen med Øresund lige uden for vinduet og Dyrehaven i baghaven.

"Rapporten viser, at der er tendenser til, at der skabes en slags eliteghetto. Det er her, huspriserne er høje, det er attraktivt og tæt på naturen, men stadig tæt på København. Og så er der store og flotte huse deroppe," siger Jonas Schytz Juul og påpeger, at folk har tendens til at ville bosætte sig der, hvor der bor andre af ens slags. Det betyder så, at huspriserne stiger endnu mere, som betyder, at der igen er endnu færre, der kan vælge at bosætte sig i området. Andre end eliten.

Og det er det, der sker i Rudersdal Kommune i kongernes Nordsjælland, på ruten fra Christiansborg til Frederiksborg. Området har altid været populært blandt den velbjærgede del af befolkningen, fortæller Erik Fabrin, kommunens borgmester.

"For det første har vi en fra naturens side unik placering. For det andet har vi igennem mange år ført en meget konsekvent byplanlægningspolitik, der har understreget de kvaliteter, Rudersdal er født med. Det vil sige, en god historie, en god natur og en god arkitektur," siger Erik Fabrin og tilføjer selvsikkert, at kommunen selv har målsætningen om at ville være Danmarks bedste bokommune. Derfor bestræber kommunen sig på gode daginstitutioner, et godt skolevæsen og et højt kommunalt serviceniveau. Og det ved Erik Fabrin, at Rudersdals befolkning lægger vægt på. Især fordi Rudersdal Kommune har en af landets højeste frekvenser af udearbejdende kvinder.

Den gode læge

Eliten er altså helst sammen med sig selv. Og det er der egentlig ikke noget nyt i, siger bysociolog John Andersen, der er professor ved Roskilde Universitetscenter. Der har altid været bydele, hvor samfundets top har boet væg til væg, f.eks. er Østerbro i København et godt eksempel med sine brede boulevarder og højloftede patricierlejligheder. Der boede industrisamfundets elite omkring år 1900, og der bor den stadig.

"Men hvis vi ser på undersøgelserne, så er der noget, der tyder på, at der er en forstærket tendens til at isolere sig i sin egen gruppe," siger han og peger på en af grundene. Nemlig at vi i højere grad end tidligere fokuserer på boligen som signal på magt og status i samfundet. Og med tv-programmer som Hammerslag får vi nærmest banket højkvalitetsboligens ikonagtige status ind i hovederne.

"Man glemmer det klassiske ideal om byen, hvor vi kan gå tilbage til Athens polis med byen som et demokratisk rum, hvor de forskellige grupper skal dele et byrum og en politisk demokratisk forpligtethed over for hinanden. Den slags værdier er helt fraværende i dag," mener John Andersen, der dog ser debatten komme tilbage med jævne mellemrum, når vi diskuterer de ressourcesvages 'ghettoisering'.

Et af de store problemer er dog, at diskussionen isoleres til de ressourcesvages 'ghettoisering' og ikke samtidig fokuserer på de resssourcestærkes 'ghettoisering', mener John Andersen. Det er en skævvridning, fordi 'problemområder' som Mjølnerparken i København og Gellerupparken i Århus på sin vis er langt mere mangfoldige med sit miks af kulturer og etniciteter, end eliteghettoen.

På den anden side kæmper de med store sociale problemer, idet folk her har lave indkomster og et lavt uddannelsesniveau. De to ghettoer er to sider af samme sag, mener John Andersen.

"Man kan ikke diskutere det ene uden det andet, for problemet ligger lige så meget i, at de ressourcestærke koncentreres. Det er et problem, at de ressourcestærke ikke interagerer med resten af befolkningen," siger han og peger på et problem, der følger i kølvandet på den boligmæssige segregering, nemlig skolesegregeringen, det vil sige, at de ressourcestærke går i skole med andre ressourcestærke og de ressourcesvage går i skole med andre ressourcesvage.

En dårlig cocktail, som vi kender den fra Gellerup og Mjølnerparken.

Desuden er eliten ikke bare eliten i økonomisk forstand. Eliten er også den gode læge, den engagerede lærer og underviser, den dedikerede erhvervsmand og den engagerede samfundsborger, der er interesseret og engageret i sit nærområde og sidder i skolebestyrelserne.

"Det er et kæmpe problem, hvis alle de ressourcestærke er koncentrerede i helt bestemte områder. For det, at du bare har en lille gruppe folk med ressourcer og engagement og et politisk og socialt overskud, betyder utrolig meget i et lokalsamfund. Og derfor er det et problem, at vi ikke bare har 10 procent akademikere i det sociale boligbyggeri, som vi havde det i 70'erne," siger John Andersen.

Men i kraft af økonomi kan eliten flytte ind i sin ghetto frivilligt , mens de ressourcesvage er tvunget ind i deres på grund af manglende økonomi.

"Eliten har indflydelse og ressourcer til selv at bestemme, hvor den vil bo. Resten af befolkningen har ikke noget reelt valg, idet priserne bestemmer. Og for eliten er det i Danmark som i andre lande oplagt, at man bevidst vælger at bo i bestemte områder, hvor man er sikker på, at naboerne har den klasse, som mange gerne vil se sig selv sammen med. Der er Danmark jo intet i forhold til f.eks. Spanien, hvor man lukker sig inde bag store hegn og sørger for, at der ikke er andre end ens egen slags," siger Bjarne Hjort Hansen, der er sociolog, underviser på Københavns Universitet og har skrevet bogen Udviklingen i befolkningens levevilkår over et kvart århundrede.

"Det er det, vi kalder for social closure, at man afgrænser sig socialt i forhold til andre grupper. Og det har alle grupper en tendens til," siger han og peger på, at alle fem socialgrupper har fået det bedre.

Stadig samme afstand

Især boligstandarden er blevet bedre og i dag finder man ikke de elendige lejligheder, man så for 30-40 år siden. Omvendt er der heller ikke sket noget med uligheden, for den ressourcemæssige afstand mellem de forskellige socialgrupper er stadig den samme. For selv om der aldrig har været flere, der har tilhørt eliten som nu, er der stadig lige så lang vej, hvis man ikke tilhører den:

"Da må man sige, at eliten er en formidabel interessevaretager." Men man må stille spørgsmålet, mener John Andersen, om det er en ønskværdig udvikling, at samfundet bliver mere og mere polariseret.

"Vi må i byplanlægningen bevidst modvirke denne her zoning, dvs. at visse områder i kraft af grundpriser og byggereglementer automatisk er reserveret til bestemte befolkningsgrupper. Vi må tænke et byplanmæssigt socialt miks bevidst ind så meget som muligt, lige som man tænker støj og æstetik ind i byplanlægningen. Og det kan man godt, hvis man vil."

Men det har man ikke villet - endnu. I stedet har man skabt et nyt marked og nye skel ved hjælp af nye lånemuligheder, som blandt andet har påvirket andelsboligsektoren.

"Der har slet ikke været et planlægningsmæssigt og boligpolitisk blik, hvor man har sagt, at vi bevidst skal modvirke en social opdeling af byens rum. Den dominerende logik har været: Fedt - når vi nu ikke kan sælge almennyttige boliger, så kan vi i det mindste få andelssektoren transformeret til at være en ejerboligsektor. Men det har betydet, at vi har fået en selvforstærkende økonomisk dynamik over tid, som er irreversibel. Det er sket på bekostning af at have nogle reguleringsinstrumenter, der modvirker de her polariseringstendenser," siger John Andersen og peger på en af mulighederne for at skabe en større mangfoldighed i kvarterer og byområder.

For eksempel kan man begynde ved at se på boligmarkedet, som man har gjort visse steder, hvor studerende og andre ressourcestærke får lov til at hoppe køen over, hvis de godt vil prøve at bo i 'ressourcesvage' områder, f.eks. i Mjølnerparken.

Meget tyder på, at dette faktisk er begyndt at virke. Samtidig må man ordne det sådan, at arbejdsløse og bistandsklienter ikke nødvendigvis skal stå bagerst i køen og pr. automatik komme til de mindst attraktive områder, hvor der er mest gennemtræk. Det kræver dog, at man stadig kan finde et sted til de svagt stillede grupper, så de ikke bare bliver presset ud over kommunegrænsen, påpeger John Andersen.

"En aktiv spredningspolitik kan godt modvirke de her tendenser, uden at man skal til at bruge kvoter og autoritære redskaber. Målet må være, at eliten - i hvert fald i en del af deres liv - synes, at det er spændende at bo i et mangfoldigt kvarter."