Forrige klumme, jeg skrev, handlede om begreberne assimilation og integration. Meget af det tankegods, jeg inddrog, var hentet fra bl.a. Arendts hovedværk: Det totalitære Samfundssystems oprindelse (1950).
Da jeg i sin tid skrev speciale på Samfundsfag om antisemitismen og det jødiske Holocaust og i den sammenhæng behandlede begreberne assimilation og integration, havde termerne ikke helt samme betydning som i dag. Hos Søren Krarup (som altid er stærk i sin begrebsafklaring), og blandt nutidige skribenter, er begrebet integration: Et tankesæt, hvor indvandrere skal mødes kulturelt med flertalsbefolkningen på halvvejen 'halvt tysk, halvt tyrkisk'. Begrebet er derved de senere årtier radikaliseret og gjort til indtægt for et multikulturelt projekt.
Hvis vi anvender begrebet, som det er blevet kutyme, er det indlysende, at Krarup må være modstander af integration. Konsekvenserne af integration vil nemlig i så tilfælde føre til etablering af en række parallelsamfund uden fælles nomos. Et sådant opdelt samfund ønsker hverken grundtvigianere eller kulturkonservative.
Ikke jævnbyrdige
Når jeg har talt om integration og assimilation, så har afsættet været et andet.
I den klassiske forståelse af begrebet integration, sådan som integrationsprocesserne f.eks. udfoldede sig i Tyskland og Frankrig i det 19. århundredes jødiske historie, indeholdt termen et republikansk tilsagn (Frankrig, herom ved lejlighed) og et nomos (Tyskland).
Den jødiske kultur i det 19. århundredes Tyskland mødtes således ikke med flertalskulturen på halvvejen. Der var ikke tale om, at kulturerne blev forstået som jævnbyrdige. Der var f.eks. ingen jødiske fordringer om, at flertalskulturen skulle acceptere jødiske leveregler eller jødiske konventioner i det offentlige rum.
Nej, ved integration forstod man, at man kunne leve jødisk i hjemmet og tysk uden for hjemmet. Man tilegnede sig et tysk nomos og blev som sådan identisk med den tyske historie og kultur.
Mange integrerede jøder var derfor meget patriotiske og fædrelandskærlige. Ja, faktisk var det sådan, at de integrerede jøder i Tyskland (dvs. de jøder, som fastholdt deres mosaiske tro parallelt med et tysk nomos), havde langt flere faldne end flertalsbefolkningen i Første Verdenskrig (relativt).
Begrebet assimilation indebar i det 19. århundredes jødiske univers, at man forlod jødedommen og blev kristen, eller indifferent over for det religiøse. Zionismens første fortalere havde deres afsæt blandt de assimilerede jøder.
Mange jøder valgte i det 19. århundrede at forlade den jødedom, som havde sit afsæt i traditionerne i ghettoerne: Ghettojødedom var uden et tysk nomos, fordi jøderne her havde levet isoleret fra det tyske samfund. De tyske jøder forlod ghettoen ved afslutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det 19. århundrede. De blev herefter op gennem det 19. århundrede integreret i Tyskland med et nomos. Andre blev, som omtalt assimileret.
Det er i øvrigt her værd at bemærke, at de assimilerede jøder paradoksalt nok ofte var fremmede for et tysk nomos.
Og hvad vil jeg så sige med det? Jo, jeg vil gøre gældende, at en muslimsk integration må betyde tilslutningen til et dansk nomos, hvilket bl.a. må indebære, at man må have et afklaret forhold til Israel, USA og de vestlige værdier.
Eller sagt mere nuanceret: muslimerne må afspejle den samme politiske spredning og mangfoldighed som flertalsbefolkningen har til vestlige værdier - også i udenrigspolitiske spørgsmål.
Der må være et nomos
Hvis muslimerne i Europa fastholder deres massive anti-amerikanske og anti-israelske holdninger, så vil det nemlig kunne ændre den vestlige udenrigspolitik kvalitativt.
Hos os der tilhører Centrum-Højre, vil en sådan udvikling, hvor muslimer og venstrefløjen finder sammen i en antiamerikansk og anti-israelsk blok være bekymrende. Ja, katastrofal.
Konklusion: Centrum-Højre må i spørgsmålet om integration derfor insistere på, at samfundet og staten fokuserer på de vestlige værdier og et dansk nomos. Integration er nemlig ikke gjort med, at indvandrerne får et arbejde. Nej, integration må være tilknyttet et nomos.