De konservative vil have indført brugerbetaling. Et pudsigt forslag. Partiets ledende folk vil gratisprincippet til livs. Ambitionen røber om ikke andet partiets frustration over at stå i stampe i meningsmålingerne. Gratis-princippet har jo sådan set kun aktualitet, hvis man ikke betaler skat eller ikke betaler det, man skal, i skat. Erlægges i statskassen, hvad det politiske system bestemmer, får man ikke noget gratis. De konservative har måske ikke tænkt over det.
Tankegangen kræver også det minimum af et abstraktionsniveau, man heller ikke forbinder med den konservative toneangivende elite. Et eksempel. Justitsminister Lene Espersen bekendtgør sit ønske om at kunne sende terrormistænkte folk ud af landet, uanset at disse måtte havne i et oprindeligt hjemland, hvor myndighederne ofte og gerne udøver tortur. Forslaget røber en betydelig mangel på viden om tortur.
Den viden kunne justitsministeren indhente på det nærmeste folkebibliotek, såfremt dette ikke som følge af sammenlægninger og besparelser er nedlagt og ikke er så nærmest mere. Men altså så det næstnærmeste folkebibliotek. Her er - skønt stærkt underbemandet - det rare personale parat til at stå ministeren bi med råd og dåd, hvad angår litteratur om tortur og torturens følger, om torturens historie og om de lande, hvori der praktiseres tortur. Ministeren kan de fleste steder låne lige så mange bøger, hun vil, og ved læsningen heraf hurtigt indse, at hendes forslag ikke alene er dårligt og uigennemtænkt og vidner om den mest grænseløse uvidenhed, men også at det vil kunne gøre hende ikke kun til medvider om umenneskelig behandling af andre folk, men også direkte medskyldig.
Tvivlsom garanti
Lene Espersen vil også kunne blive oplyst om, at man i visse tilfælde ifølge menneskerettighedsdomstolen kan udvise til torturlande, såfremt disse lande afgiver en garanti for, at de over for den pågældende tvangsindrejste person ikke agter at bruge tortur. Herefter vil minister Espersen i et par andre anviste bøger af bibliotekaren eller ved henvisning til passende adresser på nettet blive klar over, at en sådan garanti er vigtig for personen, der måtte blive truet med tortur, at medbringe i torturkælderen. Her bør vedkommende selv rulle det papir sammen, hvorpå garantien er skrevet, således at bødlerne en bagatel mindre smertefuldt kan stikke det skråt op i personen. Under Historie 90-98.9 i systemkataloget kan ministeren læse sig til skiftende landes misbrug af aftaler af den art.
Hvis hun stadig er i tvivl, kan hun gå til 32.2: politiske forhold i enkelte lande. De flinke bibliotekarer er under hele processen behjælpelige, især over for en person, hvis forudsætninger er åbenbart mangelfulde. Såfremt ministeren efter at have indhentet den viden, hun mangler, insisterer på at udlevere udvalgte personer til tortur, kan hun sikkert under 20-29 i biblioteksdecimalsystematikken, som omhandler tro og religion, skaffe sig aflad for alligevel at gøre noget så forfærdende som bare at tænke på at sende folk til et land, der torterer.
Hvad enten justitsministeren nu kommer til det ene eller andet resultat, og man gætter nok ikke forkert, hvis hun kommer til det sidste, har hele denne oplysningsproces, hun har gennemgået på sit bibliotek jo ikke været gratis. Ministeren har ganske vist ikke været til lommen på noget tidspunkt eller har over for bibliotekarerne skullet gøre rede for tidsforbrug og den slags. Men hun har betalt skat. Den skat er ikke i personlig forstand aktiv uafbrudt, således at man døgnet rundt får det, man betaler for sine skattekroner. Det vidste Lene Espersen måske ikke? Men det forholder sig således, at man modtager efter rimeligt behov. Et biblioteksbesøg er et sådant rimeligt behov.
Eller hvis man janger sin bildør op i næsen på en sagesløs cyklist, så vedkommende skvatter af cyklen og slår sig slemt. Joh, lige netop en sådan situation, justitsministeren selv har været ude i. Altså at det var hende, der sad bag bildøren, og et sagesløst kvindemenneske, der tog imod den dør, ministeren uden at se sig for smækkede op lige i masken på hende. Den sagesløse slog sig ad helvede til og kom på hospitalet. Kun tilsyneladende gratis. For både minister samt offer for døren, må man formode, betaler skat. Skat er også en kollektiv forsikring. Det, man modtager af goder, er følgelig ikke gratis. Med andre ord er det noget vrøvl, hvad de konservative siger om emnet, og det har det til gengæld altid været. Lige som det er noget vås, blot af en noget farligere karakter, at tro, at man risikofrit kan udlevere personer til lande, der torterer. Det gør end ikke amerikanerne fra Guantánamo.
Global anstændighed
Det er en tragisk verden, i hvilken vi lever. Det vækker opsigt i den amerikanske valgkamp og i medierne, når kandidaten ikke kan ramme keglerne på en keglebane eller drikke whisky af spand. Men at samme kandidat vil nedlægge Guantánamo, kommer langt nede på listen. Hvad er det dog, der sker i disse år med den globale anstændighed i nationer, der materielt aldrig har haft det bedre og i øvrigt salvelsesfuldt koketterer med deres åndelige værdier, så man snart ikke kan åbne radioen for lutter (Luther) selvfedt præk. Hvad fanden er det dog, der sker!
Forleden fejrede medierne herhjemme, at statsministeren fejrede sin 10-årsdag som Venstres formand. Halleluja.
Anstændigvis nævnte flere den kreative bogføring, som man da også af og til bør erindre om i offentligheden; men de fleste fortav hans dengang grove vildledning af Folketinget. Ellers opdelte man Fogh Rasmussens gerninger i de mange vellykkede og de få mindre vellykkede. Fantastisk. Såfremt det at kunne holde sig ved magten er kriterium for succes, så er det jo rigtigt nok. Det er kynikerens vurdering. Men pressen, medierne, burde vel ikke som sådan være kynikere, men derimod moralister i det mindste i et eller andet omfang. Eftersom det er gamle spindoktorer, der sidder og kommenterer, gælder det selvfølgelig om at fremstå mere cool end de andre og helt og aldeles på magtens side. Så får man jo selvfølgelig også vurderinger med moralen som sorteper.
Men hør nu her: Manden har ført sit land i krig. Ikke én, men to gange. Den første, som også kostede flere menneskeliv, var en total og nu sørgeligt bevist fejltagelse. De steder, danskerne færdedes, for resten nærmest spærret inde i deres lejr, hærges af borgerkrig. Amerika er ved at segne under byrden af en forfejlet krig på det forkerte sted til den forkerte tid med en forfalsket årsag og et manipuleret mål. Den danske statsminister har mere end nogen anden knyttet sig til denne politik og knyttet sig til en præsident, som allerede nu vil kunne indtage sin plads som formentlig nummer sjok på ranglisten over de amerikanske præsidenter. Den anden krig, Fogh Rasmussen har rodet Danmark ud i, går med søvngængeragtig sikkerhed i samme retning og varsler tragisk og uoprettelig fiasko. Statsministeren kunne passende tage sin justitsminister i hånden og gå på biblioteket og læse bare en lille smule om Afghanistans historie (98.2). Hvis han efter endt læsning stadig mener, at der er noget at celebrere, bør han søge mod hylderne med psykologi og måske koncentrere sig om okkultisme (14). Den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, statsministeren er så stolt af, kan jo være meget god, hvis den blot ikke var dømt til at mislykkes som udtryk for grønt lysende vanvid. Tillykke med det!