(…) man befinder sig i mange aldre samtidig. På det mentale plan. Kroppen befinder sig i lige præcis den alder, den nu engang har, den er 53 år gammel. Men mentalt set ser det meget anderledes ud. Der har jeg både min ungdom, min barndom og min voksenfærd og måske oven i købet min alderdom present
- Forfatter Hans Otto Jørgensen i Informations serie om at ældes
Man bryder sig ikke om det. Den ældre generation mæsker sig på friværdiens overdrev med rejser, kurser i rødvinssmagning, fashionable klæder og stilfuld boligindretning. Man bemærker sig overvægten af de gråhårede - hvis de da ikke er farvede - til kulturarrangementer og snakker forarget om al den CO2, de belaster kommende generationer med, med deres hyppige kulturrejser til fjerne himmelstrøg.
I den anden ende af generationsspektret står ungdommen for skud. De unge lever samme form for skørlevned bare med stoffer, noget nær verdensrekord i druk og overtræk på kontoen, hvis de da ikke lige er ude og brænde biler af.
Og mens ungdommen forlænges i det ansvarsfri uendelige og den søde alderdom ligeså, eftersom de ældre lever længere og deres fysik forbedres af sundere livsstil, øges presset på den trængte generation. Børnefamilierne, som pukler løs på arbejdsmarkedet med dystre fremtidsudsigter til kun at skulle lægge endnu mere af deres i forvejen pressede tid på jobbet. Og regeringen gnider salt i såret og forgylder de ældre med et skattefradrag på 100.000, hvis de tager den ekstra lille tørn, som alle da kan se, de fleste ældre sagtens kan yde.
Informations serie om, hvordan det er at ældes, bidrager ligeledes til indtrykket af en generation i 50’erne og 60’erne, der befinder sig ganske godt lige der, hvor den er. De bemærker alderens tegn, men er nu i stand til at udleve det faktum, at man ikke bare er gammel, når man er gammel.
Man bliver mentalt set ved med at have alle aldre i sig, selv om kroppen fysisk forandres.
Der ligger en frigørelse fra tidligere tiders forventninger til alderdommen, som noget man foretog sig i en gyngestol, i den mentale tilstand.
Denne selvrealisering - og lad os så bruge betegnelsen 68’ere, for de er om nogen symbolet på den forkælede generation - er ikke noget, 68’erne har sat i gang. Det moderne projekt er et individualiseringsprojekt, som trods generationens mulige forsøg på at tage patent på frigørelsen, var undervejs lang tid før. Og kan man så kræve af en bestemt generation, at den skal holde sig tilbage? Næppe.
Indtil for ikke så mange år tilbage kunne man forvente af ældre, at de satte sig med slumretæppet. Det kan man ikke mere. Det er det, der er det provokerende.
På sin vis er ældregenerationens nye selvopfattelse en, der nemt indgår i alliance med ungdommens, som de generationer, der kan søge nye erkendelser - ikke blot i materiel forstand, men også eksistentielt.
“Det er ikke de unge, der har gjort eksistensen til et spørgsmål om underholdning og materielt forbrug, det er da for fanden de unges forældre. Det er en forældregeneration, der ikke gider forholde sig seriøst til eksistensen,” sagde forfatteren Hans Otto Jørgensen i interviewserien.
De unge og de ældre går nye veje, mens mellemgenerationen går på arbejde, handler ind, henter børn og vasker tøj og knalder brikker foran tv’et, allerede inden TV-Avisens jingle klinger ud. Generationsmisundelsen ligger i det faktum, at de voksne i 30’erne og 40’erne selv savner deres frie og uforpligtende liv. Mens de irriteres over, at deres forældre forsætter ungdommen, når de grånende forlader arbejdsmarkedet.
Og så er det i øvrigt ikke på noget tidspunkt godtgjort statistisk, at den ældre generation tager sig mindre af deres børnebørn end for 30 år siden. Men myten stortrives.
Dyrkelse af ungdommen er heller ikke noget, man alene kan klandre 68’erne for. Tv-værter skal i dag helst være “selvglade 40-årige”, som forfatter og journalist Georg Metz udtrykte det. Men at vores kultur iscenesætter begivenheder som event og underholdning er et udtryk for en kultur, der generelt ikke værdsætter erfaring og forståelse.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor sjældent man faktisk støder på de ældres livserfaringer og særligt erfaringer med at blive ældre, i medierne.
Der findes programmer om unge og sex, parforhold, skilsmisser, børneopdragelse, haveforbrug og snart sagt alle livets aspekter. Mens alderdommen sjældent får primetime. Det sker kun, når det handler om de svage ældre, der misrøgtes på plejehjem eller sjældent får besøg af hjemmehjælperen. Ikke et ondt ord om det.
Men den selvrealiserende alderdom og eksistenserfaring uden forargende fingerpeg, det bliver alligevel en for provokerende mundfuld.