GODE KRIGE? De forekommer formentlig ikke. Men en sjælden gang er der krige, der er nødvendige og retfærdige. Sådan én var Anden Verdenskrig, set fra de allierede landes synsvinkel.
Den amerikansk-ledede krigsførelse i Irak var fra sin begyndelse i marts 2003 idioti og selvødelæggelse, og værre er det siden blevet. Anderledes med den amerikansk-ledede krig i Afghanistan. Den var ved sin begyndelse i oktober 2001 en nødvendig og retfærdig krig, ført med et mandat fra FN.
Siden 1996 havde det daværende Taleban-styre i Afghanistan givet husly til Osama bin Laden og hans al-Qaeda terrorgrupper. Det var derfra, al-Qaeda planlagde sine 1998-bombeangreb mod amerikanske ambassader i Afrika. På tidspunktet for terroranslaget mod USA i september 2001 havde bin Laden stilling som kommandant i Taleban-hæren.
DE ERKLÆREDE MÅL med invasionen af Afghanistan var at fange bin Laden, udrydde al-Qaeda og fjerne Taleban. Invasionen blev indledt for snart syv år siden. Hvordan er det gået? Tjae... tjek selv målene.
Det er ikke gået, som det skulle. En del af forklaringen er, at USA få måneder efter de første sejre i Afghanistan begyndte at samle sin opmærksomhed om invasionsplanerne mod Irak. Denne distraktion gav al-Qaeda og Taleban mulighed for at omgruppere sig i Afghanistan, og efterfølgende er Irak blevet livs-eliksir for al-Qaeda.
Man skal være en velvillig iagttager for at mene, at det udenlandske felttog bredt har bragt frihed til Afghanistan. Den folkevalgte præsident Hamid Karzai og hans centralregering har ikke nævneværdig magt uden for hovedstaden Kabul. For overhovedet at holde sig oprejst har Karzai sluttet pagter med narkobaroner, krigsherrer og krigsforbrydere. Abdul Rashid Dostum, den reelle leder af landets tyrkisktalende mindretal, er kendt for at lade kampvogne køre over sine tilfangnetagne modstandere, så deres knogler knuses. Ham har Karzai gjort til sin generalstabschef.
HVAD ER NU krigsmålene for de NATO-anførte tropper i Afghanistan? Det drøfter den danske regering i disse dage med de partier, der har støttet den danske tilstedeværelse: Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale.
S og R er i stigende grad rastløse over 0frene i en tilsyneladende udsigtsløs krig - indtil nu 15 danske soldater ud af en styrke på 650. De radikale har foreslået en udløbsdato på det danske militære engagement, år 2012, svarede til, hvad Canada, der har haft tab på 78 soldater, rumler med. Socialdemokraternes Mogens Lykketoft (S) har kaldt en exit i 2012 "et spændende bud" og tilføjet, at den danske indsats bør flyttes over på civilhjælp.
Ikke uventet bliver Lykketoft modsagt af partifæller. S-ordfører Henrik Sass Larsen har i Politiken truttet: "Vi vil ikke ændre vores målsætning om, at vi skal vinde over Taleban, før vi kan trække os tilbage."
VINDE OVER TALEBAN? Hør, hvad den danske Kabul-ambassadør Skjold Melbin for nyligt har betroet Ekstra Bladet om Taleban:
"Så længe de i Pakistan har et frirum, hvor de er urørlige, er de næste umulige at besejre."
Her er én af den afghanske sumps mange huller: Taleban kan frit bevæge sig over grænsen til Pakistans Nord-Vest-Grænseprovinser, hvor Taleban har udbredt støtte. De partier, der netop har vundet flertal i Pakistans parlament, er endnu mere utilbøjelige end landets præsident Musharraf til at tage et opgør med Taleban.
Altså kan Taleban ikke nedkæmpes, højst inddæmmes, formindskes, afskæres.
Det fører til næste sumphul: Taleban gør alt i sin magt for at forhindre en 'vestliggørelse' af Afghanistan. Udenlandsk civil bistand er et militært mål. Skoler afbrændes, hjælpearbejdere myrdes.
Det gør Mogens Lykketofts Afghanistan-målsætning næsten lige så vanskelig som Sass Larsens.
Sumphul nr. 3: Opiumsproduktionen. Efter 2001-invasionen er den mangedoblet. Blandt bagmændene er både Taleban og de krigsherrer, som Karzai allierer sig med. Nogle NATO-lande vil bruge deres tropper til ødelægge opiumsmarkerne. Andre - heriblandt Danmark - frygter lokalbefolkningens reaktion.
Hjælper en udløbsdato? Det kommenterer udenrigsordfører Søren Espersen på typisk Dansk Folkeparti-facon: "Hvis Taleban ved, at landene gradvis vil trække sig ud, så venter de bare. De radikale og til dels Socialdemokraterne spiller Talebans spil i øjeblikket."
For nemt sluppet. Ingen ved sine fulde fem kan ønske at spille Talebans spil. Opgaven er at finde modspillet - og dermed en langsigtet, men troværdig vej ud af Afghanistans sumpe.
NATO - og de danske partier bag Afghanistan-krigsførelsen - må gøre klart for offentligheden, hvad der nu er de opfyldelige mål for en fortsat militær tilstedeværelse. Er det ikke muligt at opstille sådanne mål, må det selvfølgelig have konsekvenser. Uanset hvor ubehagelige disse konsekvenser vil være.