At klima- og energiminister Connie Hedegaard i sine to seneste indlæg her i bladet - først rettet til Jørgen S. Nørgård og i torsdags (den 24. april) til Niels I. Meyer og mig - går så direkte ind i debatten om muligheden af at forbinde Den Økonomiske Vækst, DØV, med bæredygtig udvikling er i sig selv opmuntrende. Hvad Meyer også noterer i sit gensvar på modstående side af dagens avis. Så tak for det, Connie Hedegaard. Det er også fint, at ministeren selv bringer Meyers, K. Helveg Petersens og Villy Sørensens Oprør fra midten fra 1978 på bane igen, 30 år efter. Et oprør af den art er kun blevet endnu mere aktuelt.
Til gengæld står det klart, at Connie Hedegaard ikke er tilfreds med mit forsvar for hende, som hendes replik til Jørgen S. Nørgård affødte. "Vore veje skilles, når det gælder spørgsmålet om vækst kontra ikke-vækst," skriver hun i torsdags. Det er jeg ked af - men det skal dog ikke afholde mig fra at gøre et nyt forsøg på at forsvare hende! Som hun selv anfører i torsdags, udløste hendes svar til Jørgen S. Nørgård "et sandt fyrværkeri af debatindlæg på Informations hjemmeside", hvoraf langt de fleste var meget kritiske mod hende. Skønt jeg erklærede mig enig med hovedparten af kritikerne, anførte jeg til ministerens forsvar denne sætning fra hendes oprindelige indlæg: "Når det så er sagt, er det klart, at klimaudfordringen må mane til en vis form for omtanke i forhold til materielle goder." Den mente jeg viste, at klimaministeren i virkeligheden er udmærket klar over, at der må skelnes mellem Den Økonomiske Vækst, DØV, i ren pengemæssig, Brutto National Produkt, BNP, forstand, og så vækst i forbrug af naturmaterielle goder. Herunder det gode, at naturen kan optage en vis, begrænset, mængde drivhusgasser uden at øge Jordens temperatur, men så heller ikke mere. Connie Hedegaard kommer i sit svar i torsdags slet ikke ind på denne skelnen mellem abstrakte pengestørrelser og konkrete materier i kilo, liter, areal, rumfang, proteiner, energienheder, Joules, temperaturer osv. Hvorefter jeg går ud fra, at den, som tier, samtykker!
Er Connie hul?
Nu har ministerens svar til Meyer og mig igen medført et fyrværkeri af debatindlæg på Informations hjemmeside, hvoraf alle er stærkt kritiske mod hende. Et dog kun halvt, for skribenten, RC, kan også delvis forsvare hende. Med hvad? Med netop følgende argumentation: "Jeg vil stadig forsvare Connie H. i den grad, at væksten er mulig, hvis den er et udtryk for øget kvalitet; dvs. man kan godt have øget vækst, hvis der blot ikke er vækst i ressourceforbruget af naturalier; altså dvs. hvis væksten UDELUKKENDE er vækst i menneskelig arbejdskraft, som tilføjer værdi til produkterne (såkaldt value adding). Men dermed ikke sagt, at en sådan vækst med vold og magt skal forfølges. Blot et forsøg på at få nogle nuancer med ind i en meget, meget vigtig diskussion. Og igen: En omlægning fra skat på arbejde til skat på forbrug (som en anden debattør foreslog) er en virkelig god idé; der skal blot være tale om en MASSIV omlægning. Og så længe Connie H. ikke går ind for dette, ja, så er jeg enig i, at hendes indlæg virker særdeles hult ..."
Men det kan da ikke være rigtigt, at Connie H. er hul?
Det kan det så meget mindre, som hun jo som medlem af regeringen arbejder erklæret for en nedsættelse af vores forbrug af naturmaterielle goder! I statsminister Anders Fogh Rasmussens "strategi for bæredygtig udvikling", kaldet Fælles fremtid - udvikling i balance, hedder det nemlig udtrykkeligt: "FN's generalsekretær har peget på ændrede produktions- og forbrugsmønstre som en væsentlig udfordring for en bæredygtig udvikling. I denne sammenhæng peges på afkobling og ressourceeffektivitet med en faktor 4 og faktor 10 som pejlemærker. Som et led i regeringens bestræbelser på at opnå en bæredygtig udvikling og bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre er pejlemærket på lang sigt at begrænse forbruget af ressourcer til cirka 25 procent af det nuværende forbrug. I det videre arbejde er der behov for yderligere at konkretisere indsatsen på ressourceområdet."
Så hvad taler vi om? Hvor er uenigheden, minister?
Eller med andre ord: Hvorfor kan Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og alverdens andre toneangivende koryfæer kun i højtidelige strategi-erklæringer få over deres læber, at der simpelthen her på kloden ikke er plads til Kinas, Indiens, Brasiliens, Sydafrikas, Ruslands og alle u-landenes berettigede vækst i forbrug af naturmatrielle goder, hvis ikke vores femte- eller sjettedel af menneskeheden nedsætter sit forbrug (bl.a. ved øget genbrug)? Om denne omfordeling og omlægning af forbruget så skal udtrykkes med færre eller flere penge, er sagen uvedkommende.
Men hvad Connie Hedegaard angår, insisterer jeg på, at hun i virkeligheden godt ved, at det drejer sig om at begrænse forbruget af ressourcer til cirka 25 procent af det nuværende forbrug.
Hun mangler kun selv at sige det.