BEIJING - Eskalerende undertrykkelse, overgreb, censur og magtmisbrug. Kina er stemplet som menneskeretsskurk. Og den internationale kritik vokser i takt med, at antallet af fordømmende rapporter fra rettighedsorganisationer stiger, jo tættere vi kommer på OL i Beijing. Det, der beskrives, er et land, som lader til at synke ned i et umenneskeligt mørke.

Men er det den virkelighed, som kineserne oplever? Set med den kinesiske regerings øjne må den tiltagende kritik udefra virke mystificerende, for den kommer samtidig med, at Beijing kan fremvise et Kina, der er mere åbent og rigt end på noget andet tidspunkt under kommunisternes styre.

Punkt for punkt lader menneskerettigheder til at være blevet kraftigt forbedret inden for de sidste 30 år.

Inden for den tidsperiode er kirker, moskeer og klostre blevet genåbnet efter tvangslukningerne under Mao, og aldrig før i folkerepublikkens historie har kineserne kunne dyrke deres religion så frit som nu.

Kineserne vælger ikke direkte præsidenten, men har dog fået en lille fod indenfor den politiske proces via valgret til lokale valg.

Hvor aviser tidligere stort set blot ord for ord gengav udmeldingerne fra partiet, og præsenterede et ensformigt glansbillede af Kinas udvikling, har kommercialiseringen af landets medier skabt et pressekorps, der mere og mere giver sig i kast med emner, der ellers betragtes som politisk følsomme. Befolkningen føler sig samtidig friere til at udtrykke sig selv - om alt fra den stigende inflation, forureningen og lokalt magtmisbrug.

Før var der ikke skyggen af et moderne juridisk system. Nu er loven blevet styrket, og antallet af henrettelser og torturtilfælde falder.

Og så går det lynhurtigt frem for befolkningens økonomiske rettigheder. Staten har løsnet sit greb om kinesernes hverdag. Før bestemte den, hvilket arbejde de skulle have, og bønder var forbudt at leve andre steder end i den landsby, de var født - nu kan de frit vælge arbejde, starte egen forretning og tage til byen på jagt efter et bedre liv.

Enorme fremskridt?

Kunne det i virkeligheden forholde sig sådan, at den egentlige historie ikke er rettighedernes forfald, men derimod at det så udskældte kommunistiske styre inden for de sidste årtier faktisk har ført an i en udvikling, der har skabt en hidtil uhørt stor fremgang for menneskerettighederne for en femtedel af verdens befolkning?

Det kan ikke komme bag på nogen, at det er et argument, som det officielle Kina helhjertet vil godtage. I sidste uge sagde Luo Haicai, leder af det regeringssponsorerede Kinas Selskab for Menneskeretsstudier, at Kina har gjort "enorme fremskridt" på menneskerettighedsområdet.

Men det vil måske overraske mere, at selv de kinesere, der er blevet kendte for at kritisere styret, også er klar til at understrege, at det, set i det store perspektiv, er gået stærkt fremad.

"I de sidste årtier er økonomien vokset, samfundet er meget mere frit end før. Folk kan vælge, hvilket liv de vil leve, de kan flytte fra landet til byen. Medierne er mere frie, og der er flere græsrodsorganisationer," sagde borgerretsadvokat Xu Zhiyong til Information i sidste uge. "Jeg mener, at situationen generelt set er blevet bedre."

Journalist Li Datong har tidligere sagt til Information, at der er klare "positive tendenser", når det kommer til presse- og ytringsfrihed.

Han mener, at "dybden af mediedækningen er øget meget over de sidste år," og peger på artikler i den kinesiske presse, der fortæller om situationen for de svageste i samfundet, om korruption og forurening.

"For blot få år siden ville ingen af de artikler være blevet trykt," sagde han.

"Folk taler mere frit end tidligere. Alene det, at vi kan sidde her og diskutere Kinas censur, er fremskridt. Før ville jeg risikere at blive arresteret."

Miljøforkæmperen Yu Xiaogang mener, at det for få år siden ville have været utænkeligt, at styret ville have tilladt det voksende antal ngo'er og det langsomt styrkede civilsamfund, som nu er med til at ændre balanceforholdet mellem magthavere og befolkningen.

"Korrupte embedsmænd kan ikke længere føle sig sikre på, at de kan behandle befolkningen, som det passer dem," finder han.

Regeringen vil selv pege på, at der hvor Kinas største succes skal findes er i forbedringen af befolkningens økonomiske rettigheder.

Og det er med det argument i hånden, at den afviser den vestlige kritik af landets håndtering af menneskerettigheder. At løfte 400 mio. kinesere ud af ekstrem fattigdom inden for de sidste årtier, som Verdensbanken siger, regeringen har formået, er en altoverskyggende forbedring af menneskerettighederne i Beijings optik.

Intet mirakel

Men træerne gror ikke ind i himlen. Det eksemplificerer de tre, der er blevet citeret ovenfor. De har trods alt mere ris end ros til overs for styret, og er blevet straffet for lige det.

Li Datong blev fyret fra sit job som redaktør efter at have trykt artikler, der gik mod partiets linje. Xu Zhiyong er flere gange blevet tilbageholdt af politiet pga. hans involvering i politisk følsomme retssager. Og Yu Xiaogang er blevet truet af myndighederne og forbudt at rejse udenlands pga. sin kritik af Beijings miljøpolitik.

Vurderingen af Kinas menneskerettigheder i dag vinder også betydeligt ved at blive sammenlignet med folkerepublikkens første årtier, hvor styret stod i spidsen for massemord, masseforfølgelser, og befolkningen blev udsultet.

Stadig grænser

Billedet af menneskerettighederne i landet er grumset. I Beijing understreges det, hvor langt landet er nået. Udenfor Kina lægges der vægt på, hvor langt Kina har igen.

Eksempelvis er det rigtigt, at religionsudøvere har det bedre end før, men troende, der ikke underkaster sig partiets magt, forfølges fortsat. Mens størstedelen af befolkningen har valgret, er det dog kun til valg på det laveste niveau inden for regeringsapparatet - som under alle omstændigheder er underlagt kommunistpartiet.

Medierne er mere åbne, men kritik af det politiske system og landets øverste ledelse straffes. Og selvom kinesere oftere giver udtryk for deres meninger, kan kritiske kommentarer i det offentlige rum fortsat føre til flere års fængsel.

På trods af at regeringen har vedtaget et hav af nye love, der på papiret beskytter rettigheder, så giver den fortsatte manglende adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt kommunistpartiet rig mulighed for at påvirke retssager - hvilket det ofte benytter sig af.

Et tegn på at man uden for Kina kan være klar til at ændre på opfattelsen af udviklingen for Kinas menneskerettigheder illustreres af, at USA i år slettede Kina fra sin årlige liste over verdens største overtrædere af menneskerettigheder, men samtidig dog erkendte, at landets "overordnede menneskerettighedssituation forbliver ringe".

USA's udenrigsministerium rubricerede Kina i kategorien "autoritære lande der gennemgår økonomiske reformer (og) har oplevet hurtigt sociale ændringer, men som ikke har foretaget demokratiske politiske reformer, og fortsætter med at nægte borgerne basale menneskerettigheder og fundamentale friheder."

OL-tilbageskridt

Selvom menneskerettighederne overordnet har forbedret sig inden for de sidste årtier, lader det kommende OL faktisk til at have betydet et tilbageskridt.

For at vinde retten til at afholde OL lovede Beijing bl.a., at Legene ville "gavne udviklingen af vores menneskerettighedssag."

Men i denne måned rapporterede Amnesty International, at "stramningen overfor fredelige aktivister er intensiveret som et direkte resultat af Kinas værtskab for OL. Adskillige aktivister (...) er blevet valgt som mål fordi de direkte har sammenkædet menneskerettigheder og OL, og de har været blandt dem, der er blevet behandlet hårdest."

Ved et menneskeretsfo-rum i Beijing i sidste uge udtrykte en kinesisk embedsmand det, som den kinesiske befolkning har måtte sande inden for de sidste årtier: "Udviklingen af menneskerettigheder er en gradvis proces."