OECD's miljøvurdering af Danmark, som blev offentliggjort i januar 2008, anbefaler, at Danmark bør videreudvikle rammerne for miljøpolitikken med specifikke mål og tidsfrister, gerne i forbindelse med formuleringen af Strategien for Bæredygtig Udvikling. I sin vurdering konstaterer OECD, at Danmark ikke længere har et white paper eller en samlet strategi på miljøområdet. Danmarks miljøindsats er spredt i ganske mange urelaterede programmer, politikker og ministerier. Det vurderes, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng til at føre en effektiv miljøpolitik.
Miljøministeren svarer Folketinget på et spørgsmål (nr. S 543, februar 2008), at man ikke vil fastlægge klare miljømål for den danske indsats i stil med dem, man har i Sverige, og at Danmark har en tradition for en dynamisk planlægningsramme på miljøområdet, hvor centrale målsætninger fastsættes af regering og folketing på enkelte miljøområder. Selvom ministeren ikke konkret forholder sig til OECD's vurdering, kan man godt fornemme, at ministeren må mene, at Danmark ikke behøver en samlet miljøstrategi, og at det, vi allerede har, er tilstrækkeligt.
En samlet strategi
Dette indlæg vil ligesom OECD argumentere for, at der er et stort behov for en sådan samlet miljøstrategi for Danmark med klare målsætninger, der skal forfølges. Ellers mister man overblikket og kan ikke foretage en tydelig prioritering. I det hele taget risikerer man ikke at komme nogen vegne, da man ikke ved, hvor man skal hen. Offentligheden kan kun vanskeligt følge med i andet end enkeltinitiativer. Man kan få den tanke, at regeringen ikke ønsker et samlet overblik med klare målsætninger.
I 1995 og i 1999 udgav Miljøministeriet en Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse, som man udmærket kan kalde den 'hvidbog', som OECD efterspørger. I 1999 var redegørelsen på ikke mindre end 660 sider, så det må siges, at der var tale om en meget omfattende og detaljeret beskrivelse. Redegørelsen giver samlet viden om miljøindsatsen, hovedproblemerne og rammerne for de kommende initiativer. Der er hermed både tale om beskrivelse og strategi. F.eks. var der en spændende beskrivelse af strategisk miljøplanlægning, som nu er blevet skrinlagt og også et afsnit om strategiske værktøjer og vurderings-metoder. Redegørelsen skal endvidere ses sammen med Miljøtilstandsrapporten, som senest kom i 2005 i sin 4. version. Også et overbevisende fagligt værk på 205 sider, udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser.
I forbindelse med gennemførelse af Århuskonventionen om borgernes miljørettigheder blev der i år 2000 i Planloven indført en paragraf (kap. 2, § 2, stk.3):
"Miljøministeren udgiver under inddragelse af berørte landsdækkende miljø-, erhvervs-, arbejdsmarkeds- og forbrugerorganisationer mindst hvert fjerde år en eller flere rapporter, der redegør for miljøtilstanden i Danmark samt for natur- og miljøpolitikken."
Denne paragraf er stadig opretholdt i Planloven. Man kan følge Folketingets argumentation ved afgivning af betænkning om lovforslaget den 4. maj 2000. Det har klart været intentionen, at hele miljøområdet skulle være dækket.
Imidlertid beslutter regeringen i 2003, at Redegørelsen skal erstattes af Den Nationale Strategi for Bæredygtig Udvikling, som er blevet nyformuleret i 2002. Regeringen ser ingen grund til at udgive to rapporter og vil derfor fremover kun udgive bæredygtighedsstrategien, idet den vurderes at opfylde de form- og indholdskrav vedrørende strategisk planlægning, der fremgår af Planloven og dennes bemærkninger. Miljøtilstandsrapporten skal fortsat udgives hvert fjerde år.
Virkemidlerne forsvandt
Den Nationale Strategi for Bæredygtig Udvikling blev offentliggjort i 2002, efter at regeringen havde trukket ambitionsniveauet i den tidligere regerings netop udgivne strategi ned. Målene blev fastholdt, men mange af virkemidlerne forsvandt. Hermed blev det slået fast, at man kun meget vanskeligt kan føre miljøpolitik via bæredygtighedsstrategien. Det er snarere blot en status for nogle enkeltområder og allerede trufne beslutninger, som bliver gengivet her.
Regeringen indførte også en praksis, hvor hver eneste beslutning, der koster penge, skal forelægges regeringens økonomiudvalg med finansministeren i spidsen. En række områder kan ikke påbegyndes løst i videre omfang, selv om det kan give meget betydelige samfundsøkonomiske fordele for samfundet (for støjreduktion f.eks. over fem mia. kr.), fordi det kan koste staten penge som udgangspunkt, f.eks. nogle få mio. kr. Denne praksis standser mange gode miljøforslag.
Folketinget havde fat i noget af det rigtige, da der var en forespørgsel i tinget om den bestående strategi for bæredygtig udvikling i november 2006. Oppositionen efterspurgte bindende målsætninger, delmål, tidsfrister og effektive virkemidler. Regeringen støttet af Dansk Folkeparti afviste ønsket og fastholdt, at der sker meget nyt.
Regeringen offentliggjorde i juni 2007 et forslag til en ny strategi for bæredygtig udvikling. Forslaget hedder Grønt ansvar og er en status over regeringens beslutninger og er som sådan ikke nyskabende. Blot på de to områder, transport og affald, synes der at være en vis nytænkning. Vandområdet er omvendt helt utilstrækkeligt behandlet. Sektorvinklen er nedtonet i forslaget, skønt det er helt centralt, når man arbejder med bæredygtighedstanken. De 44 sider giver ikke et tilstrækkeligt grundlag for at forstå, hvad der er behov for på natur- og miljøområdet. Høringen af forslaget er afsluttet, men regeringen har ikke barslet med en endelig strategi. Man kan håbe på, at der kommer et fagligt løft i den færdige strategi. Det ville være en positiv overraskelse. Dog må det siges, at i forhold til formuleringerne i Planloven om at udkomme "mindst hver fjerde år" bliver det nu snarere efter seks år, at nummer to kommer. Altså alt for sent og alt for overfladisk.
Den 31. januar 2008 holdt Ingeniørforeningen, IDA-miljø, afslutningskonference for Miljøår 2007. Her præsenteredes rapporterne Grøn fremtid - brikker til en bæredygtig udvikling og Grøn indikatorrapport. Med udgangspunkt i disse faglige analyser kritiseres regeringen kraftigt for at have for mange fine ord og ikke gøre nok for bæredygtig udvikling, bl.a. kritiseres det, at bæredygtighedsindikatorerne ikke bliver opdateret ordentligt, så offentligheden kan følge udviklingen. Der efterspørges klare miljømål. Det virker ikke, som om regeringen reagerer herpå.
Nedskæringer
Den 12. marts 2008 udkom Det miljøøkonomiske Råds første rapport. Rapporten slår fast, at "de offentlige udgifter på miljøområdet er stagneret de seneste år, og målt i forhold til BNP er de faldet med 15 pct. siden 2002" (s. 45). Rapporten forklarer ikke nærmere, hvordan udgifterne er fordelt på indsats-områder, hvorfor man kun har en meget overordnet forståelse af disse. Rapporten kan dermed ikke hjælpe ret meget på diskussionen om nedskæringer på miljøområdet, hvor det nærmest har været umuligt at dokumentere omfanget af nedskæringer. Det må dog være rimeligt at opstille en hypotese om, at regeringens manglende ønske om at fastsætte klare målsætninger er affødt af ønsket om at undgå udgifter. Der er her ikke plads til at forsøge at verificere denne påstand.
Som konklusion er det på tide at erkende, at bæredygtighedssporet ikke fører nogen vegne hen, andet end at fortælle en allerede etableret status. Vi ved stadig ikke rigtig, hvad bæredygtig udvikling er, ud over at vi rimelig nemt kan se retningen. Så må man til gengæld også konstatere, at det går fantastisk langsomt med at komme af sted i den rigtige retning, og tilmed ser vi undertiden, at udviklingen går tilbage.
Derfor må man efterspørge én dansk miljøstrategi, der samlet redegør for indsatsen nu og fremover. Dette må gøres så detaljeret, at politikerne og offentligheden kan følge regeringens miljøpolitik over tid. Herved kan vi måske også undgå noget af den tvetydige tale, som kendetegner miljøområdet rent politisk. Oppositionen siger noget, og regeringen afviser. Offentligheden forstår ikke argumenternes dybde, eller hvordan det reelt står til.
Karsten Skov, er cand.scient.pol. og tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen