Når Danmarks 1,1 million søer føder og opfostrer deres grise, er de fikseret i snævre båse - såkaldte farebokse. Dyrenes Beskyttelse har iværksat en kampagne for at få søerne ud af boksene. Søerne skal gå løse, sådan som det er påkrævet i Sverige, Norge og Schweiz.
I den forbindelse udtaler Konservatives dyrevelfærds-ordfører Knud Kristensen: "Jeg synes, at Dyrenes Beskyttelse engang imellem skulle prøve at se på den faglige indsigt - jeg mener, at det system, man har nu, er meget flot."
Dyrenes Beskyttelse har i høj grad set på den faglige indsigt. Og det har ledt til en helt anden konklusion:
Et system, hvor hver fjerde so ikke klarer sit planlagte produktionsliv, men findes selvdød eller aflives før tid, er ikke flot. I 2007 endte 174.000 søer på destruktionsanstalterne i stedet for på slagteriet. Et helt uacceptabelt højt antal, der afspejler det hårde liv i staldene.
Et system, hvor den gennemsnitlige so under fødsel og opfostring af grisene kun har seks cm til sin rådighed ud over sin egen kropslængde, er ikke flot. Et (mis)forhold, der blev dokumenteret af Dansk Svineproduktion i 2003.
Et system, hvor erkendelse af misforholdet kun har ledt til en anbefaling om 20 cm ekstra, er ikke flot. En gennemsnitlig so får derved - når staldinventaret over en lang årrække er skiftet ud - 26 cm til sin rådighed. Det er urimelig lidt plads for et dyr, der er næsten to meter langt og vejer næsten 200 kg.
Et system, hvor soen fikseres så hårdt på trods af gentagne udmeldinger om store lidelser fra EU's ekspertpanel vedr. dyrevelfærd, er ikke flot. Ekspertpanelet (før SVC nu AHAW) udgav i 1997 og 2007 omfattende rapporter om søernes forhold. Det konkluderes, at søerne får skader og stress, når de p.g.a. fiksering ikke kan få opfyldt basale adfærdsmæssige behov som f.eks. redebygning og yngelpleje.
Et system, der vedbliver at fiksere, selvom AHAW dokumenterer, at det ikke er nødvendigt af hensyn til pattegrisene, er ikke flot. Det klassiske argument mod løse søer er, at der dør for mange pattegrise. Men i 2007 dokumenterede AHAW, at pattegrisedødelighed ikke behøver være højere. Forudsat stiernes indretning og størrelse er hensigtsmæssig.
Den eneste 'faglige indsigt', der taler for fiksering af søer, er en snæver produktions- og nationaløkonomisk analyse. Danmark er verdens største eksportør af svinekød. Det er der mange, som synes er flot. Men den høje konkurrenceevne opnås på dyrenes bekostning. Det står soleklart, hvis man inddrager den faglighed, der belyser dyrenes velfærd.
Det er beskæmmende, at en dyrevelfærdsordfører fra et af regeringspartierne i sin analyse af dyrevelfærd alene benytter sig af produktions- og nationaløkonomisk 'faglig indsigt'. Det er og bliver aldrig Dyrenes Beskyttelses tilgang. Og det understreger behovet for den kampagne, som Dyrenes Beskyttelse har iværksat (www.frigris.nu).