Henning Jensen når gennem hele registreret, både følelsesmæssigt og som skuespiller, i Niels Gråbøls nye spillefilm, Gaven, instruktørens første i 11 år. Og det er en fornøjelse at se ham folde sig ud på en måde, man ikke har set det længe. Efterhånden er man blevet vant til på film at se Jensen som en sammenbidt øvrighedsfigur, der sjældent siger et venligt ord.
I Gaven er han den psykisk syge Mogens - skiftevis sårbar og nedslået og optimistisk og manisk - der dukker uanmeldt op til sin yngste søn, Simons (Paw Henriksen), fødselsdag med en gave i form af en rød sportsvogn. Den holder parkeret et sted ude på Amager, siger Mogens. Endnu et luftkastel, tænker familien, og alt går galt, da Mogens i et pludseligt vredesudbrud får skubbet sin ekskone, Susanne (Karen-Lise Mynster), ind i en væg, så hun begynder at bløde.
Simon må tage på hospitalet med moren, mens storebror Jens (Jakob Cedergren) skal følge faren ud på den lukkede. Der er dog ingen læge til at tage sig af Mogens, og snart er Jens og han på vej til Amager for at hente gaven. Mogens er selvfølgelig ikke nem at holde styr på, men Jens, der ligesom Simon har et anstrengt forhold til sin far, begynder at lære ham at kende og forstå hans psykiske ustabilitet.
En rem af huden
En af pointerne i Gaven er, at Mogens - der ikke diagnosticeres i filmen, men synes at være skizofren og maniodepressiv - ikke kan gøres ansvarlig for sit fravær gennem det meste af Jens og Simons opvækst og voksne liv. Faren har været indlagt flere gange og har aldrig haft mulighed for at få et nært forhold til sine sønner, der synes, at han har svigtet dem. Han har dog fulgt med i deres liv på afstand, finder Jens ud af, ligesom han må erkende, at Mogens faktisk er et rart menneske, som vil sine sønner det godt, men ikke kan kontrollere sine pludselige anfald af voldsomhed og urimelighed.
Scenerne, hvor Mogens og Jens kører rundt i Susannes bil - der bliver mere og mere bulet - og leder efter gaven, er intime, bevægende og indimellem ret morsomme. Henning Jensen og Jakob Cedergren får os til at tro på, at de er far og søn, som prøver at lære hinanden at kende.
Jens er under uddannelse på Kunstakademiet, men har opgivet maleriet til fordel for stop motion-animation - Gråbøl krydrer filmen med små animerede sekvenser, hvilket vel skal give filmen et skær af magi og fantasi, men ikke rigtig bruges til noget - og man fornemmer, at han ud over at gøre oprør mod sin ingeniørfar måske selv har en rem af huden og er bange for både at binde sig følelsesmæssigt og i forhold til en karriere. Hurtigt byttes der dog om på rollerne med Mogens som det uansvarlige barn og Jens som den overbærende, men også lettere desperate voksne.
Opnår mere med mindre
Et langt stykke ad vejen lykkes det Gråbøl at vise, hvor svært det er - eller kan være - at være i selskab med et ustabilt, psykisk sygt menneske. Men Gaven har også mislyde i form af nogle 'vilde', lidt udvendige scener, der skal illustrere det kaos, som følger i farens kølvand. Scenerne er dog helt unødvendige, da Henning Jensen - og Ceder-gren - med sit nuancerede, overbevisende spil opnår meget mere med meget mindre i form af gestik og mimik.
Gaven. Instruktion: Niels Gråbøl. Manuskript: Niels Gråbøl og Rasmus Botoft. Dansk (En lang række biografer landet over)