Træls. Sådan betegner Ny Alliances integrationsordfører, Jørgen Poulsen, det faktum, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i går ikke afså tid til at mødes med repræsentanter for de organisationer, der havde indsamlet knap 9.400 underskrifter til fordel for dobbelt statsborgerskab.
Integrationsministeren havde ikke tid til at tage imod de fremmødte, da hun jo har to ministerier at passe, som ministersekretæren forklarede.
Men det skuffer Jørgen Poulsen, som peger på, at mange mennesker har brugt deres demokratiske rettigheder og skrevet under.
"Det hører dog til en demokratisk grundtanke, at man lige gør sig den ulejlighed at kvittere - det ville have været de to minutters ulejlighed værd," siger han og understreger, at ministeren ikke behøver være enig med underskriverne for at tage høfligt imod.
I går blev Ny Alliances forslag om dobbelt statsborgerskab drøftet i Folketinget, og i første omgang skød regeringen forslaget ned.
"På det foreliggende grundlag er vi imod," sagde statsministeren i går på sit pressemøde.
Frygt for misbrug
Kun i seks ud af EU's 27 lande fastholder man forbud mod dobbelt statsborgerskab, og mens både Island, Sverige, Finland og Tyskland giver deres borgere mulighed for at have to pas, så frygter statsministeren misbrug og peger på, at dobbelt statsborgerskab kan give anledning til usikkerhed om, hvorvidt ansvaret for en borger ligger hos det ene eller det andet land.
"Men vi er indstillet på at se på det i de lande, der har indført det," siger Anders Fogh Rasmussen.
Og hos Ny Alliance sætter man sin lid til, at regeringen bliver klogere, når sagen er undersøgt nærmere. Men Jørgen Poulsen peger på, at der i både Sverige og Island ligger en række betænkninger, som kunne afklare en del af regeringens spørgsmål.
"Man kunne da have gjort sig den ulejlighed at læse betænkningerne," siger han.
Oppositionen er overvejende positiv over for forslaget, omend hverken SF, de radikale eller Socialdemokraterne har taget endelig stilling. De henviser til den høring, der vil finde sted på Christiansborg 28. maj, hvor konsekvenserne skal drøftes med bistand fra både norske og svenske eksperter. Og mens Norge efter grundige drøftelser valgte at afvise det dobbelte statsborgerskab, fik det i Sverige det modsatte udfald.
Den radikale ordfører Simon Emil Ammitzbøll peger på, at man i en række lande ikke kan gøre karriere i det offentlige system uden statsborgerskab.
"Og desuden kan det lette integrationsprocessen for folk, der kommer hertil, hvis de kan bevare et tilhørshold til deres gamle land, samtidig med at de får tilknytning til Danmark," siger han og peger på, at der omvendt kan opstå problemer i forhold til folk, der begår kriminalitet og flygter til deres andet land.
Borgerskab og bigami
Hos Dansk Folkeparti er man til gengæld helt afklaret i spørgsmålet:
"Man kan kun have ét statsborgerskab, så sandt som man som menneske kun har én identitet," siger indfødsretsordfører Søren Krarup.
Hertil svarer Jørgen Poulsen: "Pjat."
- Men Søren Krarup, hvordan kan det så være, at man i flertallet af EU-landene har vedtaget muligheden for dobbelt statsborgerskab?
"Fordi man i stigende grad gør tilværelsen til pjat og sig selv opløst i atomer," siger Krarup og sammenligner statsborgerskab med et ægteskab:
"Dobbelt statsborgerskab svarer til bigami."