Et småborgerligt og venligt kvarter. Nydelige huse med grønne forhaver og midt i hele den forårsgrønne hjemlighed, Ybbsstrasse 40, hvor selvopfattelsen pludselig blev kraftigt undergravet af en frygtelig forbrydelse.

24 års seksuelt overgreb af den nu 42-årige Elisabeth F. begået af hendes far, der havde installeret hende i en kælder under det toetagers hus på Ybbsstrasse i den østrigske provinsby Amstetten. Her fødte hun ham med årene syv børn, hvoraf det ene døde af endnu uopklarede årsager, de tre boede hos hende i kælderen, gennemsigtige i huden uden kontakt med omverdenen, mens tre andre børn blev adopteret af deres og Elisabeths far, Josef F., og hendes mor, Rosemarie, der har bedyret, at hun intet vidste om, hvad der foregik i kælderen under hendes hjem.

Josef F. beskrives af naboer i Amstetten som en venlig mand, høflig og beskeden; børnene som velopdragne og nydelige. Og mens detaljerne i sagen oprulles, spørger de chokerede: Hvordan kunne det ske? Hvordan kan ingen have set og hørt noget? En nabo siger til avisen Kurier:

"Vi troede, at dette var en familie som alle andre. Men man kan jo ikke se igennem folk".

Også den østrigske og europæiske offentlighed, politikere, psykologer, kommentatorer ransager samvittigheden og spørger selvkritisk. Ikke bare hvordan det kunne ske i Ybbsstasse. Men også hvordan det kunne ske for Elisabeth F.'s 19-årige landsmand Natascha Kampusch, der blev holdt fange i en kælder i otte år. Hvordan kunne det ske for tre andre østrigske piger, som deres mor fængslede i et beskidt rum i syv år.

Belgierne husker deres Marc Dutroux, der som en del af et kriminelt netværk, holdt en række piger indespærret i løbet af 90'erne. Flere slap ikke fra det med livet i behold. Briterne husker deres sager, og vi husker Tøndersagen, hvor to piger blev seksuelt misbrugt i årevis af deres far og en række andre mænd uden at nogen greb ind, hverken myndigheder, skole eller naboer.

Josef F. havde ifølge flere kilder udtænkt en udspekuleret plan og levede det perfekte dobbeltliv. Den ufattelige forbrydelse var umulig at gennemskue. Også for os, bedyrer de østrigske myndigheder. Måske. Imens spekulerer kommentatorer i en særlig østrigsk brist og husker alpelandet som stedet, hvor Adolf Hitler blev født, og indbyggerne var særligt entusiastiske under Anden Verdenskrig, hvilket har fået atter andre til at advare mod at se Østrig som et 'horror-land'.

Fraværet af social kontrol

Men disse sager om umenneskelig behandling af børn udstiller også, at vi stadig har en tro på vores nære samfund som en social kontrolinstans, der stammer fra forrige århundredes landsbysamfund, hvor familie og slægtsstrukturer udgjorde et fintmasket net af konstant overvågning. Dengang gik landsbytosserne midt i blandt os. Kravene til normalitet er i dag anderledes udtalte, og de unormale afvigere må blive usynlige.

Offentlighedens bestyrtelse over, hvad Elisabeth F. og hendes børn kunne udsættes for gennem 24 år dækker altså over en angstfyldt erkendelse af, at vi ikke ved, hvad naboen laver. Tre huse nede af villavejen aner man ikke, om det ældre ægtepar har mad under snestormen, og i det lille øsamfund kender man ikke naboen, der bor for enden af markvejen, selv om den kun huser fire husstande.

Vi spørger, hvordan det kunne ske i et almindeligt, pænt middelklassekvarter. Selvfølgelig kunne det ske: Vi ønsker ikke at vide, hvad naboen laver.

De vesteuropæiske velfærdsstater har udgjort historiens største frigørelsesprojekt med autonome individer, der er i stand til at træffe fælles beslutninger, som skal sikre gensidig uafhængighed. Det betyder også, at vi har udlicteret ansvaret for hinanden og den sociale kontrolmekanisme til staten.

Det skal ikke et sekund begrædes. Men med til det hører, at forbrydelser kan ske under et dække af tilsyneladende normalitet i vores lokalsamfund.

På den ene side forventer vi, at de offentlige myndigheder har erstattet landsbysamfundets sociale kontrol. På den anden side ønsker vi ikke den nyfigne nabo erstattet af en alt for dyneløftende stat. Ydermere viser det sig gang på gang, at staten og myndighederne slet ikke er de bedste til at forvalte indberetninger om normalitetsafvigelser og overgreb. Sagerne forsvinder nemt i et bureaukratisk system, som kan mistænkes for ind imellem at lukke øjne og ører for ubehagelige anfægtelser af hensyn til den kommunale økonomi. I Josef F.'s familie havde en tilsynsperson fra kommunen kontakt med familien som følge af, at de tre børn var adopterede af Josef F. og hans kone.

Josef F. kunne være din nabo. Og kommunen opdager det måske ikke engang. Gør du?