I De tidlige morgener i Paris kan man selv konstatere det: Det Frankrig, som står tidligt op, er meget mørklødet. Der er ikke et hvidt menneske i sigte i busser og metroer, når en hær af rengøringsassistenter, køkkenskrivere og skraldemænd skal på job. Som i andre vestlige lande er det indvandrere, der tager de lavtlønnede tjanser med de ubehagelige arbejdstider.

Men præsident Nicolas Sarkozy havde lovet stramninger på indvandrerområdet. Dem er indvandringsminister Brice Hortefeux nu ved at føre ud i livet. Arbejdsgiverne har siden juli sidste år skulle tjekke de ansattes papirer hos politiet, og mange har vist sig at være falske. De illegale har betalt skat, arbejdsgiverne deres bidrag. Så det var altså ikke i den forstand sort arbejde.

Flere hundrede af disse arbejdere har nu i 14 dage gjort noget så synligt som at strejke for at opnå opholdstilladelse. De gør det med støtte fra Frankrigs største fagforening CGT. Sarkozy presses hermed på et andet løfte, han har givet, nemlig at være præsident for 'Det Frankrig, som står tidligt op'. Mange flere skal i arbejde, hjulene skal op i hastighed, og de illegale indvandrerarbejdere er umiskendeligt tidligt på færde.

Man kunne så forestille sig, at disse indvandrere tager arbejde fra indfødte franskmænd. Her er det arbejdsgiverne, som skærer igennem: De job, de udfører, er der ikke andre, der vil tage. Både inden for restaurations-, bygge- og sikkerhedsbranchen er det vanskeligt at skaffe arbejdskraft. Da Sarkozy også er virksomhedernes præsident, har regeringen derfor lavet en sprække i loven: På områder, hvor Frankrig har brug for det, må man godt hente folk ind. Og da regeringen ikke vil legalisere over én kam, går de illegale strejkendes aktion ud på at opnå opholdstilladelser én for én. Også selv om ansøgningerne nu er afleveret i en pakke på 800, med CGT stående bagved.

Nu skal man aldrig tro, nogen gør noget bare for deres blå øjnes skyld, slet ikke når de er så brune, som når man kommer fra Mali eller Senegal. Spørgsmålet er derfor, hvorfor en stor fagforening pludselig er interesseret i at støtte noget, der ligger dem så fjernt som opholdstilladelser?

Svaret er kanske meget simpelt. Når arbejdsgiverne hævder, at der ikke er legale eller franske kandidater til de måske helt op til 400.000 job, de illegale påtager sig, er det måske fordi, lønnen er for lav. Det er en løn, man kun kan leve af, hvis man accepterer at bo syv mennesker på 40 kvadratmeter i et trøstesløst betonbyggeri. Den gode grund til, at arbejdsgiverne i mange år har set imellem fingre med åbenlyst falske papirer, er nok, at en hel hær af lavtlønnede på denne måde var disponibel og ikke lavede for megen ballade.

Den nye skærpede kontrol, hvor det er arbejdsgiverne, der straffes, har uden tvivl været i fagforeningernes interesse. Opfølgende er det også i deres interesse at få legaliseret de illegale. Først når situationen således er normaliseret, kan mindstelønnen presses op.

I dette spil kan man kun håbe, at de strejkende og derfor nu meget synlige illegale indvandrere, vitterlig opnår deres opholdstilladelser, én for én. Ellers er de plukkeklare til at blive udvist. Én for én.