Mens sygeplejersker og sygehjælperne er i konflikt for mere i løn, undergår deres arbejdspladser, landets sygehuse, en stille revolution, som kan betyde, at løndannelsen vil blive mere fri fremover, og at deres ansættelsesforhold bliver af en helt anden karakter. Mens de offentlige hospitaler lider af mangel på kvalificeret personale, ventelister, overbelægning og generel utilfredshed og nedslidning, så har landets privathospitaler det forrygende. I 2002 havde hospitalerne et samlet underskud på syv millioner kroner. I dag giver de overskud, klinikker og hospitaler udvider, og nye skyder op. Privathospitalet Hamlet, som er ved at indrette sig i den gamle TV-Byen, har formået at tidoble sit overskud frem til 2006. Forholdene for de danske privathospitaler er ifølge Jakob Kjellberg, seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut "enestående gode". For nylig sagde han til Ugebrevet A4: "De private hospitaler og klinikker har de bedste muligheder nogensinde, og hvis jeg var investeringsanalytiker, ville jeg være optaget af deres flotte vækstrater."
Skruen strammes
Årsagen skal findes i, at VK-regeringen siden 2001 bevidst og systematisk har gjort livet lettere og forkælet de private klinikker, således at det i dag for en stor del er skatteyderne, der finansierer de fine overskud. De fire vigtigste initiativer er den forkortede ventetidsgaranti i det offentlige, meget fordelagtige takster for betaling til de private hospitaler, skattefrie sundhedsforsikringer og en politik, der favoriserer de private hospitaler, når der skal uddeles tilladelser til at udføre nye operationer. I 2002 fik patienter med en række diagnoser en ventetidsgaranti på to måneder. Hvis ventetiden blev længere, skulle hospitalet tilbyde behandling enten i udlandet eller på en privat klinik. Den ventetid blev sidste år forkortet til blot en måned, og herfra stammer cirka halvdelen af de patienter, som i dag tilflyder det private. Jo mere skruen strammes over for det offentlige system, uden at der samtidig følger penge med til at opfylde garantierne, jo flere patienter må det offentlige give slip på.
De privat forsikrede
Den anden halvdel af privathospitalernes patienter udgøres groft sagt af patienter med en privat sundhedsforsikring. En sådan har over en halv million danskere i dag, og mange af dem vil gerne bruge den - også selv om de jo er garanteret en offentlig betaling af deres behandling efter en måned på en række diagnoser. Før regeringen kom til i 2001, var det kun omkring 50.000 der nød godt af en sundhedsforsikring. Årsagen til forsikringsboomet er, at regeringen i 2002 gjorde præmien for en forsikring skattefri, og mange virksomheder har derfor valgt at forære ansatte og medlemmer en sundhedsforsikring som et frynsegode. Så halvdelen af de forsikringspenge, der tilflyder de private hospitaler og klinikker, er altså betalt af sparet skat. Dertil kommer, at de takster, som det offentlige betaler for de private behandlinger er kunstigt høje. De såkaldte DRG-takster skal som udgangspunkt fastsættes efter, hvad omkostningerne er ved en behandling i det offentlige. Men den sammenligning er meget svær at foretage og falder som oftest ud til de privates fordel.
40.000 for en dag
En af årsagerne til, at det er dyrere i det private, er de meget favorable lønninger, som især lægerne får. Således kan en overlæge, der udfører to rygoperationer på et privathospital på en dag, tjene 40.000 kroner. Det må siges at være en pæn dagsløn, og der er masser af andre eksempler. Manglen på læger presser lønningerne i vejret.
De private hospitaler udgør fortsat en meget lille del af det danske sundhedsvæsen, men nedslidningen af det offentlige og utilfredsheden skaber deres vækst. Og en konflikt som den nuværende er ikke med til at forbedre det offentlige sundhedsvæsens omdømme og konkurrencevilkår. Under konflikten kører privathospitalerne på højtryk for at afbøde virkningerne. Det er dem, der har vindertrøjen på. Men prisen er høj både for samfundet, skatteyderne og på længere sigt også for de patienter, som ikke har en sundhedsforsikring.