I dansk udvandringshistorie gives mange eksempler på sorte får. Det vil sige: Begrebet ‘det sorte får’ bliver en del af udvandringshistorien, når det kan konstateres, at en særlig uheldig person udstyres med en enkeltbillet til en oversøisk destination, hvorfra familien kan være nogenlunde sikker på, vedkommende ikke vender tilbage.
I et snart ugelangt studium har klummisten forgæves søgt efter en så at sige omvendt udvandrerhistorie, hvor de pårørende til en sådan kikser har betalt for den pågældendes forbliven i Danmark med henblik på at det sorte får ikke skulle gøre familien skam eller lave ulykker i endnu en verdensdel. I betragtning af udvandringens mængde må en sådan historie jo næsten nødvendigvis kunne findes. Hvis en og anden læser er bekendt med et forhold af denne art, der som sagt efter en første gennemsøgning ikke er at finde i gængse værker, er signaturens mailadresse redebon.
Dette som indledning til spekulationerne om statsminister Fogh Rasmussens meget omtalte fremtid. Forleden fik Pia Kjærsgaard et offentligt anfald og forlangte klar besked: Rejser Fogh Rasmussen, eller bliver Fogh Rasmussen, ville hun vide på sin sædvanlige indtrængende facon. Formandindens spinkle begrundelse var, at tingene flyder, fordi statsministeren er så meget på farten, angiveligt for at gøre sine hoser grønne til en stor international post. Men Pia Kjærsgaard og hendes parti er jo glade og fornøjede ved det bestående, hvilket jo er en vigtig del af dette mellemstore fremmedforagtende, tilbagetragtende kristenpartis raison d´etre: Kan man ikke lige genskabe fortiden, kan man medvirke til tilbageskuende forandringer, der kan gøre det ud for erstatning for den smerteligt tabte gennemforløjede forestilling om en stokrosenrød fortid.
Skrider Fogh Rasmussen, som i mangt og meget tilsyneladende deler Dansk Folkepartis grundholdninger og mangel på vision, risikerer man alverden og først og fremmest at tabe en indflydelse, Fogh Rasmussen af indlysende årsager garanterer Kjærsgaard og følge. Mister partiet først den indflydelse, kan det meget vel risikere yderligere, nemlig ikke uden videre at få den igen. I hvert fald ikke som nu. Dette hænger selvsagt sammen med Det Konservative Folkepartis placering i en art venteposition.
Dels står det gamle konservative, men i visse henseender kompetente parti foreløbigt i stampe under en leder, der nok har skabt ro og orden i partiet, men hvis gennemslagskraft og personlige karisma kan få kogning af hårdkogte æg til at virke som underholdning. Dels venter i kulissen et par heftige madammer. Såfremt en magtkamp skulle gå hen og tildele Connie Hedegaard stafetten efter Bendt Bendtsen, bliver de konservative oven i købet udstyret med en intellektuel kraftbolle givetvis med mere end almindelig konservativ modvilje mod stupiditeten og opkomlingene i DF.
Endelig, og dette er hovedpræmissen, syner Løkke Rasmussen ikke mere som seriøs kandidat til statsministerposten. Lidt for mange har på nethinden billedet af en sundhedsminister med gratis cigaretter i flaben og hånden på fjernbetjeneren til hotellernes naturfilm. Det er ligesom for bøvet og har ikke formatet af kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget der jo - som bekendt - ikke forhindrede den nuværende partiformand i at sætte sig i førersædet. Afskæres den nuværende finansminister fra at efterfølge Fogh, åbnes spillet, eftersom Venstre ikke rigtigt har nogen i erstatning. Skatteministeren er for bleg, farveløs og ung, miljøministeren har dummet sig og er uden hidtil demonstreret personlighed, pigerne i partiet duer ikke, og Søren Pind er ikke rigtig klog.
De konservative kan rent faktisk komme til at stå med den eneste ordentlige kandidat, såfremt da at de borgerlige vil beholde regeringsmagten, og det vil de gerne. Pia Kjærsgaard får det ikke nær så morsomt, hvis de Konservative, der virkelig ikke bryder sig om hende, svinger taktstokken. Men Pia Kjærsgaard kan formentlig sove roligt. Typisk dansk tages det for givet, at nogen skulle være interesseret i at overtage en brugt Fogh Rasmussen, det være sig i EU eller i NATO. Hvorfor skulle nogen dog ville det? Hvem har egentlig markedsført den historie? Hvem andre end måske Fogh Rasmussen i al gedulgthed selv; eller måske Løkke Rasmussen som utvivlsomt med og uden skatteborgerbetalte bajere gerne vil til fadet.
Men alvorligt talt: Hvilken seriøs interesse har for eksempel Europas snart forenede stater i at anskaffe sig en ledende skikkelse, hvis åndelige horisont jævnligt demonstreres i almindelig godtkøbsmoral og fladbundet småborgersnusfornuft? En person på niveau skulle jo gerne kunne udtrykke andre indlysende sandheder i tilværelsen end studeprangerlogikkens armodige mantra: Noget for noget.
Dertil kommer den danske statsministers vandel i fortid og nutid. Den kreative bogføring er nævnt. Såfremt Europa i fremtiden skal udvikle sig til et internationalt demokratiets forum, hvor folkeslagene føler deres interesser varetaget af demokratisk sindede organer og personer, er det da ikke sagen med en manipulerende temmelig dyster karakter som Fogh Rasmussen. Den danske presse var hurtig til at falde til patten, men internationale aviser, de bedre af dem, vil med ret stor sikkerhed hefte sig ved statsministerens højst selektive informationspolitik over for offentligheden.
Nogle lande, Italien og Polen måske, vil selvfølgelig tage dette forhold mere roligt end andre. Hvad værre er for Rasmussens muligheder, med mindre det står endnu værre til, end man af og til får mistanke om, eller at en eller anden intrige kører af sporet, er hans håndtering af karikaturkrisen. Det er ikke i det samlede Europas eller NATOs interesse at lægge sig ud med størstedelen af den muslimske verden, der næppe har glemt danskernes ejendommeligt pubertære provokationer over for en ømfindtlig religiøs og politisk omverden, og heller ikke har glemt den danske statsministers kluntede adfærd.
Det kunne måske også gå an. Hvad endnu værre er, når man betragter den danske statsminister sådan lidt mere europæisk, er dennes næsten totalt ideforladte gestalt. Fogh Rasmussen er ikke just en politisk tænker af format eller et menneske med drømme og forestillinger. Hvis han er, skjuler han det godt. Det visionære har han for længst deponeret på en ranch i Texas hos den formentlig mest uduelige præsident i USAs historie. Oven i købet en præsident der har brugt enhver lejlighed til at sparke sine europæiske allierede i røven, en idræt i hvilken hans danske lydhøre beundrer har deltaget flittigt ved at gå i krig i Irak hen over hovedet på tyskere, svenskere og franskmænd; Danmarks vigtigste partnere.
Alt i alt tyder dette ikke på en politisk vismand, snarere en lidt anløben udgave af en lokal partiboss i skumle baglokaler og med snævre provinsielle interesser. Det er ærligt talt ikke noget at prale af. Og så kommer endelig Danmarks forbehold og egoistiske europæiske kurs. På den baggrund er det, at man - for at vende tilbage til tankegangen ovenfor - alvorligt bør overveje at indsamle et passende beløb, med henblik på at holde Fogh Rasmussen i Danmark og lønne ham fyrsteligt for at blive hjemme og ikke gøre mere opmærksom på det ejendommelige lille nordiske land, der lader sig nøje med statsfolk af disse overskuelige egenskaber.