GÅDEFULDT SER det umiddelbart ud: Folk rejser rundt over kloden som aldrig før; ingen del af verden er fjernere borte end et par slag i tastaturet. Alligevel drøfter mennesker overalt: Hvad er vores særlige nationale værdier?
Hvordan hænger det sammen? Det har Information spurgt om i sin serie ‘national identitet’. En sammenfatning af de svar, der er kommet ind fra alle verdenshjørner, blev i gårsdagens avis givet af den danske religionssociolog Margit Warburg. Hun siger:
“Det, der sker med globaliseringen, er, at folk udefra kommer nærmere én selv. Det betyder, at vi ‘relativerer’ os til andre. De kommer hen til os. Derfor er vi nødt til at forholde os til dem.”
Margit Warburg forklarer:
“Man kan vende ryggen til og sige: ‘Nej tak, vi klarer os selv’. Det er den iranske revolution i 1979 et eksempel på. De vendte ryggen til USA - ‘den store satan’.”
ÅBENHEDEN? HVOR findes den henne? Margit Warburg nævner som eksempel ‘Moder Jord-grupper’:
“Økologiske, new age, pilgrimsvandrere. Hos dem kan man også organisatorisk acceptere tanker, som egentlig - ud fra et dogmatisk synspunkt - ligger uden for gruppens tankegang.”
Margit Warburg henviser også til de dele af USA, hvor vidt forskellige grupper har fundet sammen i ‘regnbuekoalitioner’.
Men danskerne - hvor åbne er de over for verden? Det har samme Warburg søgt at indkredse sammen med sociologen Peter Gundelach og teologen Hans Raun Iversen. De tre har gennemført dybdegående samtaler med 34 danskere med vidt forskellig baggrund. Resultatet er afrapporteret i bogen I hjertet af Danmark, som Information udfoldede sidste weekend.
De adspurgte danskeres forhold til ‘fremmede’ i landet udtrykker Margit Warburg således:
“Det, danskerne svarer, når vi spørger dem, er, at indvandrere er gode nok, når bare de opfører sig på den danske måde.”
AV, AV. DEN DANSKE måde - hvordan er den? Den er især svær, fordi mange forventninger er underforstået. De tre forfattere skriver:
“Som påpeget af den dansk-amerikanske antropolog Jonathan Schwartz er den danske frokost et godt eksempel på, hvor vanskeligt det kan være for en udlænding at erhverve sig kvalifikationer til at optræde som dansk. Retterne i den danske frokost kommer i en bestemt rækkefølge (…) og vé den, der bryder systematikken. Da Schwartz første gang satte sig ved et dansk frokostbord i 1969 - fortæller han - ‘rakte jeg uskyldigt min hånd frem mod skæreosten, og så råbte min svigerinde: Du må ikke begynde med osten!’”
SÅ LANGT, SÅ godt, for det er jo rent ud barbarisk at gribe efter osten først. Men værre er det, at de tre forfattere til en fagbog om danskhed angiver den korrekte danske frokostrækkefølge således:
“Sildeanretningen først, så de lune og kolde kødretter, fiskefilet, æg, salater, rejer og til slut osten.”
Nej, nej! Hvilken udansk skændsel! Som påpeget i dette blads anmeldelse af bogen kommer fiskefilet og rejer før kødet. De tre forfattere bør sendes til ugelang tvangsspisning på Ida Davidsens Smørrebrødsrestaurant.
Når selv landets førende eksperter i danskhed kan fejle så fatalt, er der da intet underligt i, at rigtige udlændinge kan komme galt af sted i ‘den danske måde’.
SÆRLIGT DANSK synes det også at være, når man erklærer sig lykkelig. Adskillige internationale undersøgelser har vist, at danskerne mener, at de stort set er tilfredse og lykkelige. De er også stolte over at være danske. De stoltes procentandel er krøbet helt op på 87. Danskerne er formentlig verdens mest selvtilfredse folk.
Men det med lykken har den nævnte antropolog Jonathan Schwartz sat spørgsmålstegn ved. Hvornår er de lykkemålinger lavet, spørger Schwartz: “November eller maj?”
Fra sine mange års ophold i landet mener Jonathan Schwartz, at den højlydt erklærede danske lykke snarere er et dække over dyb melankoli forvoldt af en længsel efter dagslys. En længsel, som danskerne søger at dysse ved evindelige krav om tryghed, omsorg og hygge.
Disse krav - skriver Schwartz - kan sammenfattes i ét længselsfuldt udbrud: “Mormor!”
Og se, det giver jo mening. For det er den rolle, som Marianne Jelved havde så stor succes med, og som Pia Kjærsgaard forfiner med et snert forargelse, og som Helle Thorning-Schmidt formentlig må søge tilflugt i, hvis det ikke skal gå hende helt galt. Derimod kan Lars Løkke få problemer med rollen. Det er heller ikke sikkert, at Villy Søvndal kan charme sig til den.
Her er opskriften, kære udlændinge: Vil man være dansk på den danske måde, skal man højlydt længes efter sin mormor. Hende, der sørger for, at alle er trygge, og at frokosten bliver anrettet i den tilladelige rækkefølge. dr