Den socialdemokratiske integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, bevægede sig ud på særdeles tynd is, da han lørdag mente, at man burde forbyde alle offentlige myndighedspersoner at bære tørklæde. Dermed gik han et markant skridt videre end den inderligt hypotetiske diskussion, som har domineret dansk politik i et par uger.

Diskussionen handler om, hvorvidt en kvindelig muslimsk dommer mon skal have lov at bære tørklæde i retten, hvis det altså skulle blive aktuelt en dag. Dam Kristensen ønsker at udvide diskussionen til også at omfatte andre embeder og job i den offentlige sektor, ja, alle myndighedspersoner, mente Dam Kristensen - altså også politibetjente, folkeskolelærere, sygeplejersker og pædagoger eksempelvis. For Socialdemokraterne er - ifølge deres ordfører på området - bekymret for religion i det offentlige rum - religiøse symboler. Det er noget, man skal være særdeles varsom med, og specielt når det gælder myndighedspersoner, mente Dam Kristensen.

Men det var lørdag morgen. Hen på eftermiddagen mente ordføreren, at han havde været "for upræcis". Han er med på et forbud, når det gælder dommere og politibetjente, men når det gælder alle andre offentlige myndighedspersoner, så er "debatten vigtig". Og nu skal en debat i partiet klargøre Socialdemokraternes holdning.

Det utrygge ved den socialdemokratiske debat er ikke, om partiet går ind for forbud mod hovedbeklædninger det ene eller det andet sted. Nej, det urovækkende er, at partiet tilsyneladende er så ringe ideologisk funderet, når det kommer til disse principielle spørgsmål. Det er som om, partiet ikke har nogen grundholdning, nogen grundanalyse af samfundet at læne sig op ad, og at svaret på disse ofte følelsesladede spørgsmål afhænger af, hvem i partiet, der lige tager telefonen den dag. Til sammenligning svarede statsminister Anders Fogh Rasmussen i sidste uge på et lignende spørgsmål: "Vi skal i det danske samfund helst bevæge os udenom at fastsætte detaljerede beklædningsreglementer ved love, bekendtgørelser og cirkulærer. Jeg mener virkelig, at vi lever i et samfund, hvor folks beklædning er en personlig afgørelse". Og så tilføjede han, at der selvfølgelig er job, som kræver en bestemt beklædning, og det må man så forsøge at løse.

For når det kommer til religiøse symboler i det offentlige rum og myndighedspersoners udøvelse af deres erhverv, så er det danske samfund så gennemsyret af kristne symboler og kristen tradition, at det vil kræve en meget stor og meget kontroversiel reform at slippe af med dem. Tænk på morgensangen i skolen, kristendomsundervisningen, kirkegangen sidste skoledag før juleferien, feltpræsten, hospitalspræsten, den offentlige medfinansiering af folkekirken, folketingsmedlemmernes kirkegang i oktober og meget mere. Et gennemført sekulært samfund som det franske og det tyrkiske er ikke det, der ligger lige for. Selv om debatten indimellem blusser op om religiøse symboler i skolen og andre steder, så er der ikke nogen, der for alvor argumenterer for helt og aldeles at udelukke religionen fra offentligheden. Dertil er den kristne kulturarv for stærk og respekten for menneskers tro for nedarvet. Derfor er det udenomssnak at tale om "religiøse symboler i det offentlige rum" og myndighedspersoners habilitet - det er et forsøg på at generalisere debatten og gøre den mere stueren for de socialdemokratiske fløjlsmaver. Det handler naturligvis endnu engang om den muslimske minoritet i Danmark og den troende del af den i særdeleshed, og om hvad man som muslim sætter højest i sit professionelle virke? Loven eller troen?

Hvis det bare var så enkelt, at man kunne udelukke alle med tørklæder og langt skæg for at få retfærdige dommere og ærlige betjente, så var det nemt at rekruttere, men sådan er det desværre ikke. Derfor kræver dommerembedet en lang uddannelse, mange års erfaring og at man er blevet udvalgt særligt til funktionen.

Hvis en rettroende muslim, som sætter troen højere ned loven, som stoler mere på sharia end grundlov, slipper igennem det nåleøje, så er der tale om et helt ekstraordinært skuespiltalent, som burde belønnes med en Reumert. Tørklæder og religiøse symboler er et simpelt debatemne, som Dansk Folkepartis vælgere kan forstå, og de fryder sig lige meget ved at se deres parti, som afsender af en grovkornet annonce, der afbilleder en dommer i burka, som når socialdemokraterne helt som forventet snubler og vælter rundt i diskussionen. Danmark er naturligvis ikke tjent med offentlige myndighedspersoner, som ikke kan adskille deres ideologiske overbevisning og religion fra deres professionelle gerning, og der findes heldigvis kontrolsystemer, ankenævn og meget andet til at skride ind over for den slags. Det er ikke nogen forbrydelse at have en religion og endda gøre andre opmærksom på den, så længe den håndteres professionelt, men det er en forbrydelse konsekvent at udelukke dem fra offentlige stillinger - det kunne nemt komme til at minde om tidligere tiders forhadte berufsverbot.