5. maj 2008

Politisk tilfredshed med forlig

Politikerne roser KL og FOA for at selv at have fundet frem til aftale. Men nu opgaven er langtfra løst, lyder det fra SF, som vil have ligelønskommission

Det var lettede og tilfredse politikere, som mandag morgen stod op til nyheden om, at FOA og Kommunernes Landsforening (KL) er blevet enige om en ny overenskomst. Aftalen - som nu skal godkendes endeligt af KLs bestyrelse, FOAs hovedbestyrelse og siden sendes til urafstemning - giver FOA ekstra 35 millioner kroner.

Selv om både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF er tilfredse med, at det lykkedes parterne selv at blive enige, så understreger SF's gruppeformand, Ole Sohn, dog, at opgaven langt fra er løst.

- Tilbage står, at politikerne nu må tage over og løse de problemer, som den offentlige sektor står overfor: Nemlig hvordan vi i de kommende år sikrer den nødvendig arbejdskraft til ikke mindst social- og sundhedssektoren. I den sammenhæng er der behov for specielt at få nedsat en ligelønskommission, som kan se på den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder i både den offentlige og private sektor, siger Ole Sohn.

Døren var åben for indgreb

Mens SF på forhånd havde afvist at lægge stemmer til et politisk indgreb i konflikten, hvis parterne ikke selv kunne blive enige, så havde både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti holdt døren åben for et sådant indgreb. De to partier mener da også, at denne strategi har vist sig at være den rigtige.

- Det er glædeligt, at de er blevet enige om et resultat. Så kan man bare håbe, at resultatet også er tilfredsstillende for de respektive parters baglande. Men det viser i hvert fald, at vi havde ret, når vi sagde, at politikerne skulle blande sig uden om. Det er bedst, hvis parterne selv finder hinanden ved forhandlingsbordet, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

De Radikales gruppeformand, Margrethe Vestager, siger, at "det er helt efter bogen", at KL og FOA nu har fundet hinanden.

- Det viser stor ansvarlighed fra parternes side, at konflikten ikke trak i langdrag, så de ældre igen kan få omsorg af den høje kvalitet, der kendetegner det danske omsorgspersonale. De får en klækkelig lønstigning, som også løfter dem i forhold til andre grupper - præcis som de havde ønsket, siger gruppeformanden.

- Mange politikere - ikke mindst på venstrefløjen har haft travlt med at ville føre forhandlingerne for parterne. Men med aftalen her til morgen viste både KL og FOA den ansvarlighed, som er fundamentet i den danske model. Nemlig at overenskomster indgås af parterne. Den politiske opgave er nu at tage ansvaret for de andre dele af omsorgspersonales arbejdsvilkår. Det handler om en tillidsreform, så de får tid og rum til at løse den opgave de brænder for - og ikke skal sidde på kontor og lave papirarbejde. Det er en opgave for Christiansborg, og det haster, siger Margrethe Vestager.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, er samtidig tilfreds med, at aftalen giver FOA de ekstra 35 millioner kroner.

- Jeg meget tilfreds med, at man nu har fundet et kompromis, hvor man giver FOA lidt mere. Jeg tror, at resultatet er en kombination af, at resten af samfundet har vist sin anerkendelse af det arbejde, FOA's medlemmer for eksempel laver inden for ældreplejen - og så at det stod klart, at der ikke ville komme et politisk indgreb. Det satte det fornødne pres på alle parter, så de kunne gå tilbage til forhandlingsbordet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, ønskede mandag morgen ikke at kommentere aftalen, som kom i land efter mere end 19 timers forhandlinger mellem FOA og arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening. Dermed ser strejken ud til at stoppe for FOA's medlemmer, der nedlagde arbejdet den 16. april.

FOA's hovedbestyrelse skal mandag aften tage stilling til forligsteksten. Hvis hovedbestyrelsen siger ja, skal medlemmerne stemme, og strejken vil derfor stoppe natten til onsdag.
/ritzau/


Source URL: http://www.information.dk/158780