Håb er som de nyudsprungne bøgetræer: lysegrønne. "Store chancer for betydningsfuld klimaaftale i København til næste år," lød overskriften på en nyhedshistorie i går. Med ingen ringere end chefen for FN's klimapanel, Rajendra Pachauri, som den håbefulde.

Håbet kunne han dog ikke bygge på kendsgerninger. De blev her i bladet opregnet af Jørgen Steen Nielsen i lørdags: Den atmosfæriske koncentration af CO2 voksede sidste år med hele 2,4 ppm (milliontedele af atmosfæren), hvor den årlige stigningstakt i 1980'erne trods alt "kun" var på 1,5 ppm og i 1960'erne endda under én ppm, dels vokser drivhusopvarmningen, dels vokser væksten i opvarmningen også!

Men når kendsgerningerne er kulsorte, sorte som klimaødelæggende kul og som det sorte guld, olien, kan FN's klimachef søge sit grønne håb i ord, ord, ord. Den offentlige bevidsthed om den globale opvarmning er steget drastisk i det seneste års tid, konstaterer Rajendra Pachauri, og det har medvirket til at lægge pres på USA og andre lande for at gøre noget, påstår han. Det bliver derfor svært for noget land at holde sig uden for en kommende klimaaftale:

"Hvis det nuværende momentum fortsætter, vil vi få en aftale, der ikke er alt for fyldt med kompromisløsninger."

Ja, håbet er - endnu engang - lysegrønt. Og hvad har vi ellers at håbe på, når kendgerningerne er nedslående, end at håbe på håbet selv? Det er vel bedre at danse en dans for at besværge regnen til at falde end slet ikke at gøre noget som helst - mod den ventende hede, tørke og vandmangel for utallige levende væsener?

Lyder det ironisk, er det dog ikke kun uvenligt ment. Dels er regndanse ofte smukke, til tider voldsomt udtryksfulde, utroligt energiopladende, dels er håb bedre end opgivende kynisme eller direkte destruktion, hvor enhver hytter sig selv og fanden tager de bageste. Som meget vel kan blive de fleste, både planter, dyr og mennesker. Sålænge den syge danser og snakker, er patienten da ikke helt død. En, der stadig taler, er engelske Nicholas Stern, hvis rapport for halvandet år siden vakte stor opmærksomhed, fordi den blev betragtet som noget så alarmerende.

Allerhelvedes dyrt

Nu siger Stern (stadig jævnfør artiklen om kendgerningerne i lørdagsavisen): "Vi undervurderede groft omfanget af skader og risici forbundet med klimaforandringer. Alle led i kæden er i gennemsnit værre, end vi troede for nogle år siden."

Det var "vi" dog nu nogle andre, der allerede påpegede dengang, men bedre sent end for sent, og det er netop, hvad det er ved at blive. Ifølge Stern bliver det nu så allerhelvedes dyrt at holde Jordens opvarmning inden for det loft, som bl.a. EU - i ord, ord, ord - har sat som det højeste, hvis ikke Jorden skal risikere at gå i selvsving med uafvendeligt stadig forstærkede katastrofer til følge, at samme Stern nu håber, ja, håber, at et noget højere loft trods alt ikke er alt for risikabelt.

Ja, håbet er... åhrrrr, hold op. For selv Sterns højere loft kræver ufattelige omstillinger af alt og af alle. Det er disse reelle omstillinger - de største, vil nogle hævde, siden menneskeheden for 10 - 11.000 år siden begyndte at forlade samler-jæger-omgangen med naturen - ,der netop risikerer ikke at blive til andet end ord, hverken i København næste år eller senere, jo mere toneangivende regndansere og andre prøver at bilde sig selv og andre ind, at den herskende form for økonomi ikke behøver at ændres. Som en Informationslæser, Olaf Nielsen fra Værløse, i går så sødt spurgte vores egen klimaminister Connie Hedegaard: "Er det en betingelse for hensyn til natur og miljø, at der samtidig er tale om forøget indtjening - altså vækst? Altså kun hvis der kan tjenes penge, kan man i forbifarten overveje, om der eventuelt samtidigt i en eller anden forbindelse kan forurenes lidt mindre?"

For i så fald bliver Rajendra Pachauris regndans nok en tør omgang.

Men når Stern og Hedegaard med mange, mange flere har så svært ved at få det reelle sagt, endsige gjort, er det jo også fordi deres vælgere og kolleger, studenter, læsere, lyttere og seere af den gældende pengeøkonomi oplyses ufatteligt ringe om, hvad det egentlig er, de hver for sig og sammen går og gør med og mod naturen i dens materialitet.

Som medforfatter til andet kapitel af FN's Klimarapport fra maj sidste år skitserer den danske økonom Kirsten Halsnæs bl.a., at de mange usikkerheder må give forsigtighedsprincippet en ganske betydningsfuld rolle, og at markedsmekanismerne bør udbygges med direkte og løbende informationer til alle agenter om de konkrete følger for klima og bæredygtighed af forskellige handlemuligheder.

Vores egen energispare-ekspert Jørgen S. Nørgård skelner mellem ufornyelige materialer, hvor udstrakt genbrug kan være oplagt til en vis grænse, fornyelige materialer i det omfang de da findes, ufornyelige energikilder, der må fases ud, fornybar (vedvarende) energi, der naturligvis ikke må bruges hurtigere, end den gendannes. Alt det skal pengeøkonomien hårdt og brutalt underordnes.

Regndans er godt. Halsnæs' og Nørgårds overvejelser er bedre.