Jeanne d'Arc som historisk inspiration eller ej: Personen med navnet Jeanne skildres foruroligende og fortryllende i Vivian Nielsens nye stykke Jeanne. Ikke mindst fordi skuespilleren Maria Rossing, der spiller Jeanne, har den særlige blanding af naiv poesi og brutal eskapisme, som en selvmordsbombekvinde antagelig må besidde.

Men selve forestillingen Jeanne har svært ved at overbevise som en dramatisk helhed. Fortællingen om den idealistiske terrorist indhylles i lovlig meget socialrealisme, så dagens Danmark dukker op med både spin og lommepsykologi og barnløshed. Og fortællingens slutning har næsten folkekomediens trang til at få alle ender til at mødes - alt for langt væk fra virkeligheden, men også alt for langt væk fra tilskuerens fatteevne.

De fleste tilskuere behøver kun at få det vigtige forklaret én gang.

Samtidig er forestillingen en blændende visuel oplevelse. Helle Damgaards scenografi skaber et hvidt heltinde-univers og et sort terroristunivers, der er forførende universelle. Witttj, siger det, så forandrer rummet sig irreversibelt, og frem dukker det hul, der tilsyneladende gør Portscenen til det mest oplagte sted at være, inden galaksen bliver slået ud af bane. Sammen med skærende lysglimt af Edward Lloyd Pierce, der netop spreder den forstørrede frygt mod øjnene, som terroren skaber i nakken.

Enetale er fin

Derfor er denne urpremiere på Jeanne af en af Danmarks mest spændende og uforudsigelige dramatikere en noget blandet oplevelse. Den norske instruktør Victoria Meirik har ellers iscenesat med et fint tempo og klare følelsesovergange - konstant og elegant kommenteret af en stille, afghansk dreng (en charmerende Mukhtar Ahmad Popal), der hele tiden tager den lidt kluntede og følelsesforskræmte Jeanne i hånden, når hun falder. Alt er meget direkte. Men nogen større forståelse for samfundsomstyrterens drivkraft bliver det alligevel svært at mærke.

Bedst fungerer egentlig scenerne, hvor personerne tænker tilbage. Altså ikke de direkte dialoger, men de steder, hvor personerne mindes og fortæller sammenhængende. Her lykkes det både dramatiker og instruktør at skabe sådan en intensitet, at man bare må høre mere - indtil altså enetalen bliver brudt af spørgsmål og dialoger, der slet ikke kan hamle op med monologerne.

Stærkest virker det måske da Frank Thiels joviale journalistfyr fortæller sin overspændte kæreste om sin drøm og om en video, han har set - en video med danske soldater, der forhører afghanske fanger. Og inderligst måske da smukke, tjekkede Kirsten Olesen i et velskåret sæt af det fedeste silke fortæller om, hvorfor hun valgte at forstøde sit eget barn.

Her løfter den dramatiske beretning sig og skaber billeder i tilskuerens tanker - billeder, der ikke bare sådan lader sig viske ud.

Selvoptagethed er sjov

Men jovist Jeanne rummer da en masse skuespil, der er både muntert og tankevækkende. Morten Suurballes tålmodige og distancerende psykiater er ramt så præcist, at han bør få folk på venteliste omgående. Og Mille Dinesen spiller hans unge, lækre kæreste i lang strik og støvler med så selvoptaget kærlighedsberegning, så man griner og mærker normal-egoismen sive gennem stykket, trods alt.

At Stine Praetorius forbliver en forbitret kvinde med sammenknebent ansigt, skyldes vist både teksten og instruktionen. Hendes detektivkvinde har ikke megen udvikling i sig, og fra dramatikerens side er hun både overdreven og urealistisk. Men Praetorius kaster al sin energi i rollen og holder den kørende på stress-skinner og ægløsningsiver. Ellen Nyman har tilsvarende fået en unuanceret rolle som en tilsløret kvinde, der måske sympatiserer med terroristen, måske ikke, og Nymans vrede lægger sig kantet over replikkerne.

Terror er teateregnet

Nej, der har endnu ikke været terrorangreb mod metroen under Christianshavn, sådan som stykket forudsiger. For Vivian Nielsen har trods alt kun digtet dette højtaktuelle samtidsstykke. Desuden er hun mere optaget af at få tilskuerne til at forstå både terroristerne og terroristbekæmpern end af at lave et egentligt spændingsplot.

Det mærkelige er dog, at stykket ikke egentlig spreder terrorfrygt om sig - dertil er det simpelthen for konstrueret. Og dermed er Jeanne væsensforskellig fra terrordramatik som f.eks. Sergi Belbels Mobil på Plan-B i 2006 eller Nicolas Bros Stolthed er kolossal, der var skrevet til Tina Gylling Mortensen i 2005 - også på Plan-B.

Så hvad vil tilskueren huske fra denne Jeanne-forestilling? Antagelig billedet af et hvidt univers, der sortner for øjnene af tilskueren - og bliver til et hul. Sammen med en sanset oplevelse af det danske retssystem på brutal rutsjetur, direkte fra højtbesungne samfundsidealer ned i umenneskelighedens hul. Et hul med fri tortur.

Jeanne. Tekst: Vivian Nielsen. Instruktion: Victoria Meirik. Scenografi: Helle Damgaard. Lys: Edward Lloyd Pierce. Portscenen i Skuespilhuset til 6. juni.

Læs mere på skuespilhusets officielle hjemmeside www.skuespilhuset.dk