I det nu hedengangne underholdningsprogram X-factor på DR optrådte to tvillinger i en af de tidlige udsendelser. Efter deres sære performance udbrød dommeren Thomas Blachmann:
“Det dér er nyere end nyt. Det er ikke det, man tror bliver det næste, næste gang der kommer noget nyt. I er langt ude i fremtiden.”
Blachmann kaldte de to tvillinger for rumvæsener, og det var ment som en kompliment.
Om de to tvillinger i X-factor rent faktisk leverede en stor og nyskabende kunstnerisk præstation eller derimod var totalt talentløse, kan diskuteres. Men netop dét, at det kan diskuteres, om det overhovedet er kunst, vi forholder os til, er essensen i den kunst, der tænker sig selv ud af boksen.
Den mest interessante kunst er den, der tør gå imod tidens vedtagne standarder for, hvad rigtig kunst er. Som unddrager sig de slagne veje til anerkendelse, og som vil udstikke nye stier, også selvom den møder manglende forståelse eller ligefrem modstand.
Den kunst, der er forud for sin tid, inkarnerer så at sige kunstens væsen, hvis kunsten vil være andet og mere end æstetik, dekoration, staffage, eller i værste fald imitation, pastiche, kitsch.
Den kontroversielle og nyskabende kunst lader sig ikke umiddelbart indfange og forstå i forhold til de eksisterende kriterier for, hvad der er rigtig kunst. Men vil det sige, at vi dermed, når vi anerkender en kunstner, automatisk også vedkender os det element af genkendelse, som samtidig indikerer, at vi ikke længere kan betragte denne kunstner som virkeligt nyskabende?
Når forfatteren indgår en kontrakt med et forlag eller musikeren med et pladeselskab, anerkendes de som rigtige kunstnere. Når de tildeles et legat eller en pris, anerkendes de som rigtige kunstnere. Men bliver kunsten dermed presset ind i nogle genkendelige eller let omsættelige former på bekostning af kunstens mulighed for at være ny og for at gennemgå mutationer og metamorfoser?
Et forlag eller et pladeselskab vil på en direkte måde være med til at påvirke den kunstneriske proces. Her vil man måske forsøge at skære en hæl og hakke en tå for at tillempe kunstneren og værket en form, som er alment anerkendt og accepteret, med andre ord salgbar. Og al respekt for det. Underholdning er godt. God underholdning er endnu bedre.
Klaus Rifbjerg og Anne Linnet og knap 300 andre kunstnere kan være stolte af at have fået tildelt den såkaldte livsvarige ydelse fra staten. Ligesom Jens Smærup Sørensen kan være glad for, at boghandlerne har smykket ham med De Gyldne Laurbær, fordi det endelig er lykkedes ham at skrive en bog, som får kronerne til at klirre i kasseapparaterne.
De kan være stolte, fordi de er anerkendte som ‘rigtige’ kunstnere, der har ydet et markant bidrag til dansk kultur. De kan være stolte på samme måde, som hvis de var blevet foreviget i Madame Tussauds vokskabinet.
Og helt nøgternt kan de glæde sig over, at de kan få smør på brødet, mens de udøver deres kunstneriske virke. Det må være den væsentligste og måske eneste acceptable årsag til, at langt de fleste kunstnere søger al den anerkendelse, de kan komme i nærheden af.
Forlag og pladeselskaber og Boghandlerforeningens laurbær har en vigtig funktion som kulturbærende og -bevarende instanser. De er at betragte som kulturens museale medarbejdere, men for den kunst, der vil ud af boksen, er der en hårfin grænse mellem nytte og udnyttelse. Mellem at blive båret frem og at blive holdt fast i genkendelsens spændetrøje. Med forskellige greb har man forsøgt at undgå den mest åbenlyse form for styring af den kunstneriske frihed, tydeligst formuleret i armslængdeprincippet, der skal sørge for en adskillelse af statslige interesser og kunstens fri udfoldelse, ved at pengene fordeles via politisk uvildige råd og fonde.
Det er også et forsøg på at gøre kunsten fri af kommercielle interesser, at man i det hele taget har en statsstøttet kunst som alternativ til en støtte, der er båret af private initiativer, som ikke forpligter sig til at yde sponsorater uden at kræve noget i modydelse.
Dog kan man vel sige, at en statsstøttet forfatter reklamerer for staten, når der i kolofonen står: “Udgivet med støtte fra Kunstrådet”.
Og at forfatteren står i et ulige afhængighedsforhold til staten, når han eller hun forpligter sig til at afrapportere til Kunstrådet efter modtagelse af et arbejdslegat fra biblioteksafgiftspuljen. Samt at armslængdeprincippet udfordres, når Kunstrådets bevillinger i stigende grad øremærkes til politisk bestemte formål.
Som udgangspunkt har den statsstøttede kunst dog de bedste vilkår for at udvikle sig frit.
Kunstrådets støtte er inddelt i 47 forskellige puljer, som tilsammen fordeler ca. 366 mio. kroner (2007). Alene på litteraturområdet er der 15 puljer, der dækker alt fra børnelitteratur, oversættelsesstøtte og udgivelsesstøtte til arbejds- og rejselegater til forfattere og honorarstøtte i forbindelse med litterære arrangementer. En enkelt af puljerne støtter sågar udgivelse og promovering af “banebrydende, ny dansk litteratur”.
Den banebrydende og nyskabende litteratur skulle således kunne findes blandt modtagerne af Kunstrådets støtte. Men der er en fælde. Inden en forfatter kan komme i betragtning til støtte, skal denne nemlig være anerkendt som rigtig forfatter. Ansøgeren skal have “et solidt forfatterskab bag sig”, hvilket vil sige, at han eller hun skal have udgivet mindst to værker på et af forfatteren uafhængigt forlag.
For at få den økonomiske frihed, der skal skabe rammerne for den banebrydende kunsts frie udvikling, må kunsten altså først lade sig tæmme som en plag og indlemmes i stalden hos de etablerede kulturinstitutioner.
Det er som sagt ikke dårligt, at kunsten har den mulighed, men det er problematisk, at det reelle alternativ kan være svært at få øje på.
For spørgsmålet er, om kunsten rent faktisk er fri, hvis kunstneren bevidst eller ubevidst lader sig diktere af de krav, et forlag, et pladeselskab eller et sponsorat af den ene eller den anden art uvilkårligt stiller. Kan kunsten i så fald være virkeligt nyskabende?
De mest banebrydende kunstnere skal måske findes blandt dem, der først har opnået anerkendelse hundrede år efter deres død. Dermed ikke sagt, at alle kunstnere som alternativ til at følge de slagne veje skal gå rundt som Knut Hamsun i Kristianias gader og sulte, fordi ingen anerkendte, hvilket geni de havde med at gøre.
Idéen om den magre digter på kvistværelset er en forældet romantisk forestilling, der dog stadig er fremherskende, selv om der findes andre muligheder for økonomisk støtte i dag end for et århundred siden.
Men hvis kunsten skal blive ægte fri og nyskabende, er kunstneren nødt til at sætte sig selv fri ved at frigøre sig fra behovet for anerkendelse.
Kunstneren skal blive et uafhængigt individ ved at tænke sig selv ud af boksen. Ved selv at styre sin kunstneriske virksomhed og betragte sig selv netop som en virksomhed eller en selvejende institution. Kunstneren skal ikke hige efter anerkendelsen, for på den måde bliver kunsten muligvis anerkendt, men risikerer samtidig at blive forfladiget, udvandet, og i genkendelsens øjeblik gudsjammerlig kedelig.
For samfundet handler det til gengæld om at tage imod det, der kommer til os fra uventet side. Og at skrive det ind i paragrafferne, at der skal være plads til det ufremkommelige, til ukrudtet. Hil derfor det sært og skræmmende uforståelige. Ham, der udgiver bøger på eget forlag. Hende, der udsender plader på eget label. Hil undergrunden og gadekunsten, kunstens mørke fyrster og sande Messias’er, for her findes det, der er nyere end nyt. Her findes den kunst, der er kommet ud af boksen, og som former samfundet i stedet for at blive konform.
Marie Zeuthen Helstrup er stud.mag. i litteraturvidenskab