Der var tradition for, at Lars Løkke Rasmussen deltog i studieture, da han var amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Det siger Jeanette Birkelund, der var amtskommunaldirektør i Frederiksborg Amt fra 1996 til 2006, indtil amtet blev nedlagt og indlemmet i Region Hovedstaden. Hun ønsker kun at udtale sig i generelle vendinger om tiden, hvor Lars Løkke Rasmussen var amtsborgmester fra 1998 til 2001, og vil ikke kommentere de seneste oplysninger om, at Løkke skulle have været på forlænget weekend i Rom med amtets sundhedsudvalg uden at deltage i de faglige aktiviteter. "Der var en tradition i Frederiksborg Amt for, at man tog på studieture blandt andet til udlandet. I den sammenhæng var der også tradition for, at man inviterede amtsborgmesteren med på studieturene. I det omfang hans kalender tillod det, deltog han i turene," siger Jeanette Birkelund til Ritzau.ritzau