FØRST SKAL MAN lige komme sig over rektor Ralf Hemmingsens guddommelige metafor i gårsdagens udgave af Information, hvor han citeres for at sige, at "når man har stukket bananen ind i grotten, så bliver den derinde". Men når det så er sket, er noget af det mest bemærkelsesværdige, at han anser det for helt naturligt, at Dansk Arbejdsgiverforening, DA, har sat som forudsætning for en forskningsbevilling, at de får to navngivne forskere tilknyttet projektet som professorer.

Det kan undre såre, at den øverste leder på Københavns Universitet har tilpasset sig de nye markedsforhold i jernindustrien så hurtigt, at der ikke er antydning af betænkelighed eller forbehold. Ganske vist understreges det, at man ikke kan censurere forskningsresultaterne, men det forekommer fuldkommen kritisabelt, at en såkaldt uafhængig forskningsinstitution uden nogen betænkelighed efterkommer det, der ikke bare er et ønske, men et krav fra en ekstern donor, der endda er en heftig og aktiv aktør på det område, som de to professorers center beskæftiger sig med.

For udenforstående er historien kort fortalt den, at da DA, Dansk Industri (DI) og CO-industri i 2003 besluttede at støtte Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, ved Københavns Universitet, med fire millioner kroner årligt, var det et implicit krav fra organisationerne, at centerleder Jesper Due og forskningsleder Jørgen Steen Madsen fik professortitler. Der har tidligere i Information være rejst kritik af de to professorers uvildighed som arbejdsmarkedseksperter i medierne, og i går kunne Information så bekræfte, at der også havde været stillet krav om deres autoritative titler fra DA, DI og CO-industri.

NU ER DET langt fra ristet i runer, at optimal og fri forskning kun kan sikres gennem en enstrenget forbindelse mellem stat og institutioner. Langt fra. Hvis det var tilfældet, var der aldrig kommet ordentlig forskning ud af de amerikanske universiteter. Men eksemplet fra Københavns Universitet illustrerer med stor tydelighed det angreb, som universiteterne med den nye lovgivning er udsat for.

Med krav om eksterne bestyrelser, professionelt rekrutterede og ansatte ledelser, langt større krav om selvfinansiering af forskning og undervisning som en handelsvare, vil fremtiden byde på flere og flere eksempler på sammenblanding af offentlige og private forskningsinteresser.

Når grænserne rykkes, som det sker i disse år, og universiteterne i langt højere grad end tidligere drives som forretninger på markedsvilkår, men stadig med berettiget forventning om troværdighed, uafhængighed og frihed i forskningen, stiller det store krav til universiteterne om at have is i maven, ikke mindst for at beskytte deres forskeres forskningsfrihed. Det er ikke sket i dette tilfælde. Ligesom det også kan konstateres, at Folketinget stort set fra en kant har vendt ryggen til debatten om universiteternes nye rolle under en ny lovgivning. Det tegner ikke lovende for fremtiden.