Sårene er stadig ikke helet på markedspladsen i Mardan: Vinduer er gået itu, butiksfacader er dækket med brædder, og politibarrikaderne er ikke taget ned. Gaderne er tomme. Sidste uge kostede en bilbombe to civile og en politibetjent livet uden for en politistation i Mardan i Pakistans nordvestlige grænseprovins. Pakistans egen Taleban-bevægelse hævdede at stå bag angrebet - ifølge talsmanden Maulvi Umar som hævn for drabet på en Taleban-kriger nogle uger tidligere.

Overfladisk betragtet var der intet usædvanligt ved attentatet: 250 mennesker er allerede blevet dræbt af bomber i Pakistan i år, de fleste af dem i den nordvestlige grænseprovins, og mange af angrebene har båret Taleban-bevægelsens kendetegn. Alene i Mardan er 10 politistationer blevet ramt af missiler. Alligevel sendte sidste uges bilbombe en bølge af frygt gennem markedsbyen med dens bønder, tobaksmarker og sukkermøller. Det var den første voldelige begivenhed her i næsten en måned. Den første siden dannelsen af en ny, civil regering, der i stedet for at undertrykke Pakistans islamistiske krigere vil i dialog med dem.

Nye toner

Ønsket om fred fik et flertal af stemmerne i hus ved det pakistanske valg den 18. februar.

Og strategien lod til at virke. Sidste måned var der et betragteligt fald i den islamistisk inspirerede vold. Der lød nye, forsonende toner fra såvel ministre som krigere.

Den nye regering er - med hærens opbakning - ved at lægge sidste hånd på en fredsaftale med Mehsud-stammen fra det sydlige Waziristan på grænsen mod Afghanistan. Det betyder, at regeringen forhandler med Baitullah Mehsud, lederen af Taleban og manden, som præsidenterne Pervez Mu-sharraf og George W. Bush hævder dræbte landets tidligere premierminister Benazir Bhutto sidste år. Mehsud afviser denne anklage.

I forbindelse med forhandlingerne var han og hans stamme gået med til at standse deres angreb på den pakistanske hær, tillade økonomisk udvikling i det sydlige Waziristan og andre stammeområder og fordrive alle udenlandske krigere, i særdeleshed de mellem 150 og 500 al-Qaeda-folk, som CIA insisterer på har forskanset sig sammen med ham. Til gengæld vil hæren ikke længere straffe Mehsud-stammen kollektivt, den vil løslade 200 islamistiske fanger og starte en gradvis tilbagetrækning fra Mehsud-områder i det sydlige Waziristan.

Den 28. april afblæste Mehsud forhandlingerne med regeringen. Hæren var løbet fra sit løfte om at omgruppere sine styrker i stammeområderne, meddelte han. Talsmand Maulvi Umar talte forblommet om, at de pakistanske efterretningsvæsener spillede med "skjulte kort" under indflydelse af "fremmede kræfter".

USA imod

Det er ingen hemmelighed, hvem disse kræfter er.

"Vi er bekymrede over fredsaftalen," udtalte den amerikanske regerings talskvinde Dana Perino den 25. april. "Det, vi opmuntrer (den nye pakistanske regering) til at gøre, er at fortsætte kampen mod terroristerne og ikke afbryde igangværende efterretnings- eller militæroperationer, så at der ikke skabes et tilflugtssted for terrorister."

Bush-regeringen er især bekymret for, at Taleban og al-Qaeda vil bruge freden i Pakistan til at gøre styrker klar til en større forårsoffensiv mod NATO i Afghanistan. Denne frygt er velbegrundet, siger Khalid Aziz, tidligere ansat af regeringen i stammeområderne:

"Det er ikke muligt at sprede hæren ud over den 1.300 km lange grænse mellem Pakistan og Afghanistan. Der vil uvægerligt være huller, som krigerne vil bruge til at slippe over. Og det vil føre til øget vold i Afghanistan."

Det kan allerede mærkes. Den 27. april slap maskinpistolbevæbnede Taleban-krigere gennem 18 sikkerhedsringe og angreb en militærparade i Kabul til minde om 16-året for, at den sidste kommunistiske regering i Afghanistan faldt. Præsident Hamid Karzai undslap med livet i behold; det var der tre af-ghanere og tre Taleban-krigere, der ikke gjorde. Meningen var at "vise verden, at vi er i stand til at angribe lige, hvor vi ønsker", udtalte en Taleban-talsmand.

Amerikansk angreb?

Afghanske og amerikanske militærfolk på stedet pegede i retning af Jalaluddin Haqqani, en Taleban-kommandant i Waziristan, og begge ønsker frie hænder til at jage ham. Indtil videre har det Hvide Hus afvist ansøgningen, uvillige som man er til at gå ind i en konfrontation med den nye pakistanske regering.

Men med tusindvis af lokale og udenlandske krigere stimlende sammen i stammeområderne for at deltage i krigen i Afghanistan, er der ikke mange, der forestiller sig, at den amerikanske tilbageholdenhed vil vare længe. Eller som har nogen illusioner om, hvad konsekvensen vil være, hvis USA griber til ensidig militær handling på pakistansk grund. Førnævnte Khalid Aziz siger:

"Et enkelt angreb vil være nok til ikke alene at skyde fredsprocessen i sænk - det vil belaste alliancen mellem USA og Pakistan til bristepunktet."

Optimismen, som freden og valget udløste, er begyndt at fordufte i Pakistan som sneen på bjergtoppene rundt om Mardan. Kwaja Mohammed Khan Hoti blev valgt ind her. Han er i dag Pakistans socialminister. Khan Hoti tror på forhandlinger med Taleban. Men han tvivler på, at der vil blive fred:

"Vi får måske ro i to-tre måneder, men så vil det hele springe i luften igen."

- Hvorfor det?

"De har noget skjult i ærmet," siger Hoti.

Oversat af Sara Høyrup