Jeg kommer til at vende tilbage til dette syn, men jeg aner det kun, som en svag kuldegysning, mens jeg overværer det. Aftenshowet har lige excelleret i endnu en håndbremsevending af den kulørt kyniske variant. En danskers historie fra Irak, og om hans efterfølgende sammenbrud, er blevet afløst af to voksne mænd i hver deres kulørte ballon. Det er uhyggeligt. Unheimlich. Fremmed. Freakshow.

Ballonerne er over en meter i diameter, og de to mænd gennembryder de åbenbart meget fleksible membraner med deres hoveder, ben, arme. Af og til er de helt væk. Af og til hinker de på et ben. Af og til er kun hovedet fremme.

Zap til en kælder (nej, ikke den i Østrig), hvor en svensk herre tager sig en spiller, mens han prygler sin høvlebænk med en hammer. Konen skulle jo nødig få det korrekte indtryk af hvad der foregår i dybet efter aftenkaffen.

"Har I problemer med at onanere," spørger Jon Stewart med sit vanlige gavtyvegrin i The Daily Show. "15 gange om dagen," lyder det benægtende svar fire tv-dage senere fra den patologiske onanist Russell i I Can't Stop Masturbating (som en infantil TV2-medarbejder har oversat til Gok-amok!). "For det kan kun betyde én ting. Paven er her!" lyder det fra Jon Stewart. Og ja, religion synes også at være svaret, da Russell fire tv-dage senere søger hjælp hos en amerikansk prædikant for netop at lære at holde fingrene fra sig selv.

"Don't knock masturbation. It's sex with someone I love", sagde Woody Allen i Annie Hall. For Russell og den anden hovedperson Paul i I Can't Stop Masturbating er det snarere sex med en, de hader, svigter, er ude af kontakt med. Det er onani som isolation fra medmennesker, arbejdsliv, selvværd, engagement i fællesskabet.

En lummer virkelighed

Det er det sanselige såvel som politiske skrækscenarie, hvor individet ikke kan overskue sex med andre endsige nogen anden form for meningsfuld investering i omverdenen. Herunder politisk engagement, social bevidsthed, dialog, diskussion. Ingen siger dig imod i onaniens kusse- og pikdømme.

Alt er politik, selv når vi har sex, mener nogle. Alt er apolitisk, især når jeg har sex med mig selv, lyder svaret fra Onani United.

Jeg fjerner blikket fra skærmen og ser over på den forbandede Netto, som lyser så skamløst i natten. En undertøjsreklame ruller i stilling på et af de to nymonterede billboards. Pigen på billedet ser ud til at have pæne bryster. I ungdommelig forstand. Uden historie, uden personlighed, uden tyngdekraft. Og med denne særligt forførende teint som man vist kun kan opnå, hvis man har haft turistvisum til Photoshopistan.

Hendes krop forsøger at fange mig i en lummer rævefælde, og dem ved jeg, der er masser af på gader og stræder i vores nye lumre virkelighed. Vi er vidner til sanselighedens drivhuseffekt. Vi kan ganske vist holde varmen under den gennemseksualiserede overophedning, men vi står i til halsen i afsmeltet intimitet. Og det kan være svært at nå hinanden, når man skal træde vande.

Tilbage på skærmen har der været besøg i den svenske kælder, hvor farmand ynder at rive den af. Småborgerparrets søn har ladet sig inspirere af frisindet i nabokollektivet Tilsammans og befriet mandens porno. I en sød regn daler de hudfarvede sider over forældrene i den tørlagte ægteseng.

Lukas Moodysons fremragende film Tilsammans foregår i 70'erne, dengang porno stadig var under småborgerlig fortrængning. I dag findes der ikke noget mere småborgerligt, trivielt end at tage en spiller til synet af nogle kopulerende kroppe.

Ingen skam her nordpå

Men vent. Vi skal jo også elske vores kroppe. Og onanien har tidligere - senest for kvinden - været afsæt for frigørelse og selvrealisering. Bare spørg Madonna, som endda har vristet sig fri - i hvert fald pro forma - af sin katolske skam i fingerede onani-scener foran millioner af koncertgængere verden over.

Heroppe nordpå har vi gammeldanskere ikke nogen religiøs skamfølelse til at give vores seksualitet et ekstra kick. Så tillad mig at introducere skammen over at vende verden ryggen for egen nydelses skyld. Men tillad mig samtidig at gå skridtet videre og kalde onanien og dens alliance med pornografien for en instrumentalisering af kroppen i udemokratiske kræfters tjeneste. Først var det magthavernes trick at fange og drukne vores bevidsthed foran fjerneren og dermed afskære os fra samtalen. Næste skridt er åbenbart at isolere vores kroppe og dermed lægge endnu en form for samtale død (nypuritansk, moi?).

Kun sig selv

Sjovt/tragisk nok bliver hyper-onanisterne Russell og Paul til en form for ufrivillige oprørere, fordi de ikke er i stand til at opretholde et normalt liv. Ganske vist er de dybt isolerede individer, men de er ikke i stand til at bidrage til produktionen, de er simpelthen faldet af samlebåndet med hver deres næve lukket om hver deres ekstremitet. Uden mindste bidrag til bruttonationalproduktet. Men til gengæld også uden mindste pip i samfundsdebatten. Der skal med andre ord fares med lempe derude i de danske hjem, når man skal lære sin krop at kende.

Og det er under indtryk af Russells og Pauls skæbner, at jeg kommer i tanke om ballondrengene fra Aftenshowet nogle dage tidligere. Billederne af de to hoveder, der stikker op af hver deres kulørte gummiboble. Ude af stand til at røre ved andre, kun sig selv.

Aftenshowet DR1, torsdag

The Daily Show DR2, fredag

Tilsammans DR2, fredag

Gok-amok! TV2, tirsdag