Forestil dig, du sidder i en båd på en flod, med mandarintræer og marmeladeskyer. Nogen kalder på dig, du svarer ret langsomt. En pige med kalejdoskopøjne. Gule og grønne cellofanblomster knejser over dit hovedet. Led efter pigen med solen i øjnene. Og hun er væk.
Det er umuligt at forstå den psykedeliske verden, hvis du ikke har været der. Hvis du ikke er ‘Experienced’, hvis du ikke har været på ‘trip’ og rejst gennem dit indre. Hvis du ikke har ‘droppet’ LSD – ‘syre’, ‘tickets’, ‘mellow yellow’ eller hvad du ellers har lyst til at kalde det – kan du knap nok forstå det sprog, dine venner taler. Det var en hel kultur, der ramte Danmark, dengang i 60’erne, da man for første gang hørte om LSD herhjemme. En udvidelse af sindet. En opdagelsesrejse.
“Jeg kan tydeligt huske mit første trip. Vi havde forberedt os i mange måneder,” fortæller forfatteren Ib Michael.
“Jeg havde lagt en notesblok frem, hvor jeg skulle notere de interessante reaktioner, der måtte indfinde sig. Det var en grundig undersøgelse af selvet. Projektet var simpelthen at kassere alt, hvad vi havde fået at vide – den kultur vi var opvokset med, alt hvad vi vidste om os selv og verden. Det hele. Vi ville frem til vores inderste identitet. Det er et virkeligt radikalt projekt. Et projekt baseret på erkendelse. Men derfor kan man jo godt gå hen og tage grueligt fejl.”
Eller som ex-hippie og forfatter til bogen Bar røv i 60’erne Ole Grünbaum forklarer:
“Der opstod en hel kult omkring det. Det var virkelig noget, man tog seriøst. Det var jo en decideret rejse man skulle ud på, så vi tog op på landet og havde en guide med, der ikke tog stoffet – en der kunne hjælpe os, hvis vi fik ‘Hang ups’ eller ‘Bad Trips’, som man kaldte det. Man blandede ikke stoffet med andet og vendte hele opmærksomheden mod sit indre. Det var en hel kulturs stof.”
Men de første trip var taget mange år før Ole Grünbaum oplevede slimede arme gribe efter ham fra sin dagligstues væg, og Ib Michael fik En hidtil uset drøm om skibe.
Den 16. april 1943 i det neutrale Schweiz sad lægen Albert Hofmann og eksperimenterede med kunstigt fremstillede svampesporer fra rug i forsøg på at undersøge stoffets medicinske effekter. Pludselig en dag efter arbejde følte dr. Hofmann sig svimmel.
Han tog hjem til sin villa for at hvile sig og lå i sin seng med en guddommelig indsigt, forklarede han senere i sin selvbiografi My Problem Child. I en drømmelignende tilstand lå han vågen og lykkelig i sin seng, mens en strøm af “smukke billeder, fantastiske former og intense kalejdoskopiske farver” skyllede ind over ham.
Hofmann var klar over, at det måtte være de syntetiske svampesporer, der på en eller anden måde – via huden eller ved indånding – havde leget med hans hjerne og tre dage senere besluttede han sig for at indtage stoffet koncentreret. Som en Mr. Jerkyl lod han 0,25 milligram af det flydende gennemsigtige stof glide ind i sin krop og fik en ædruelig kollega til at eskortere ham hjem på sin cykel. 0,25 mg er mere end det femdobbelt af, hvad der senere blev en normal dosis, og stoffets virkning indtraf efter få minutter. Alt hvad Hofmann passerede blev til forvrængede former, markerne omkring ham eksploderede i farver og bevægelser, og selv om han oplevede det som om, han stod stille, piskede verden forbi ham i afsindig fart. Hjemme i villaen tog oplevelsen en drejning og Hofmann oplevede verdens første ‘bad trip’.
Han skreg og råbte og var overbevist om, at hans krop var besat af en ond dæmon. Han var overbevist om, at hans nabo var en ond heks, og at hans møbler ville slå ham ihjel og i forsøg på at fordrive de onde ånder, drak han litervis af mælk. Langsomt drev han ud af psykosen og faldt udmattet i søvn. Næste morgen var han frisk, glad og afslappet. Hans morgenmåltid var en intens og fantastisk smagsoplevelse og blomsterne i hans have virkede smukkere end nogensinde før. Verden var vidunderlig. Dagen blev senere døbt Bicyle Day.
Stoffet blev sat i produktion af det Schweiziske medicinalfirma Sandoz i 1947 i den overbevisning, at LSD kunne bruges i psykoterapien. er til hjernen, og det var præcis, hvad den amerikanske efterretningstjeneste CIA var interesseret i. Optaget af at afsløre russiske spioner og afhøre anholdte agenter så man en mulighed i LSD. Et kolossalt apparat blev sat i værk under kodenavnet MKULTRA, der havde samme prioritet som ‘The Manhattan project’, der årtier før opfandt atombomben.
Programmet løb fra 1953 til 1964, og selv om de fleste dokumenter blev destrueret i 1973 offentliggjorde Senatet en undersøgelse, der afslørede at titusindevis af uvidende personer havde været genstand for forsøg i perioden.
Journalist Alex-Frank Larsen vandt i 1986 en Cavlingpris for sit dybdeborende arbejde med de hemmelige LSD-forsøg og har udgivet bogen Det sprængte sind om samme emne. Han har læst de fleste af de amerikanske efterretninger og interviewet en række helt centrale kilder i forløbet.
“Der florerede i amerikanske militærkredse en forstilling om, at russerne havde en teknik, der kunne hjernevaske folk, og det gjorde amerikanerne rædselslagende,” forklarer Alex-Frank Larsen.
Derfor afprøvede man LSD’s potentiale på alle mulige tænkelige måder. I første omgang nøjedes man med de resultater, man havde noteret sig fra psykiatriske patienter, siden på fanger, almindelige soldater, højtstående officerer og til sidst collegestuderende og civile personer, der ikke anede, hvad der skete. For manges vedkommende havde det fatale konsekvenser. Som for den højtstående officer Frank Olson, der var chef for den amerikanske hærs division for kemisk krigsførelse. Han fik LSD i et glas Cointreau på et Seattle Hotel i New York lige over for Penn Station. Kort efter sprang han ud fra 30. sal – angiveligt på grund af et bad trip. Hans familie endte med at få erstatning af præsident Ford.
“Herefter gik man ud i det civile liv for at se om det skulle have en anden effekt på almindelige mennesker,” fortæller Alex Frank-Larsen, om det man kaldet ‘Operation Midnight Climax’, der ligeledes står beskrevet i Senatets undersøgelse.
“CIA oprettede tre bordeller i Los Angles og New York, hvor man fik en tryllekunstner til at lære de prostituerede at forgifte deres kunder. I mellemtiden sad CIA-betalte psykologer bag et spejl og observerede kundernes reaktion, mens de prostituerede testede, hvordan man fik personlige oplysninger ud af kunderne.”
I begyndelsen af 60’erne fik CIA finansieret store private fonde, der opfordrede psykiatere og universiteter til at udforske og afprøve LSD. Således kunne de studerende på 30 forskellige universiteter i USA tilmelde sig forsøg, hvor man indtog LSD (blandt dem en ung fyr ved navn Jim Morrison).
Et af de steder, hvor der blev lavet flest forsøg for fondsmidlerne var på Frederiksberg Hospital i Danmark, forklarer Alex-Frank Larsen.
“Under overlæge Geert Jørgensen, der var maniodepressiv, men ellers en rigtig bullerbasser når han var frisk, foretog man forsøg på mere end 400 patienter. Geert Jørgensen troede, at han var på vej mod en nobelpris for at påvise, at LSD i sig selv kunne helbrede psykiatriske patienter, så uden at patienterne vidste, hvad der foregik, fik de LSD i et glas vand, når de ankom til konsultation. Man fastspændte patienten i en mørk kælder under hospitalet, og her fik mange af dem deres livs mest traumatiserende oplevelse. Dødsoplevelser, besættelser og alle mulige afarter af ‘bad trip’. Det er massevis af rapporter, der fortæller om de her dødsoplevelser,” siger Alex-Frank Larsen, der først i 80’erne fik dokumenteret, at forsøgene var ulovlige, og de patienterne, der ikke havde begået selvmord, fik erstatning.
Det store CIA-program endte i 1966 og i 1968 blev stoffet helt forbudt.
Men der var også LSD-forsøg med lykkelige udgange. I 50’erne havde man i USA gode resultater med psykoterapeutisk behandling af alkoholikere og senere med tvangsneurotikere. Et af de vellykkede forsøg blev gennemført fra ‘64-‘66 på Rigshospitalet i København, hvor overlæge Vanggaard og hans daværende assistent Erik Brandrup, der siden blev overlæge i psykiatri gennemførte en psykoterapeutisk behandling.
I dag er Erik Brandrup pensioneret, men det ligger ham stadig meget på sinde at få de gavnlige sider af LSD-behandlingerne frem i lyset.
“Allerede dengang vidste vi, at folk kunne blive dybt psykotiske og affektlabile af det, så vi gik meget, meget forsigtigt frem,” siger Erik Brandrup og fortæller detaljeret om et forsøg.
“Overlæge Vanggaard havde fået en patient med en meget svær tvangsneurose. Han bestilte ikke andet end at vaske sig hele dagen, så da han kom til os, stod han til at skulle have det hvide snit. Det var patienten naturligvis ikke så glad for, og vi var klar over, at almindelig psykoterapi ikke ville gøre den store forskel, så derfor ville vi forsøge at kombinere behandlingen med LSD – for at sætte lidt fut i det, om jeg så må sige. Vi ønskede at få pillet hæmningerne af ham og finde ubevidst materiale frem.”
Efter en omhyggelig psykologisk testning lod psykiaterne patienten indlægge hver fredag eftermiddag efter få milligram af det hallucinogene stof.
“Der dukkede forskellige episoder op i hans bevidsthed, og noget af det var meget pinagtigt for ham. Han græd og jamrede indimellem, men han var aldrig ude af balance, selv om vi var klar med beroligende medicin. Vi gennemførte en times decideret samtaleterapi med ham, og han begyndte langsomt at få det bedre. For hver gang han kom var han friere og friere af væsen og til sidst var han helt rask,” siger Erik Brandrup, der også selv har indtaget stoffet en enkelt gang.
“Overlæge Vanggaard mente, jeg skulle vide lidt om, hvad det var for et stof, så jeg tog det en søndag eftermiddag hjemme ved min familie. Det var en meget spændende oplevelse. Det hele virkede meget stærkt. Alt hvad jeg så og hørte. Jeg var også utrolig lattermild ved middagsbordet – der skulle ikke så meget til, så kunne jeg se det morsomme ved de mindste ting. Min kone var heldigvis tilstede og hun er jo et ædrueligt menneske.
Erik Brændrup ærgrer sig over, at der ikke er nogen forskere, der har ønsket at forske i stoffets effekt på hjernen og han mener, som Hofmann selv, at man kan tale om, at LSD blev kidnappet af folk med de forkerte intentioner.
“Men jeg tror på det. Og jeg så gerne, man tog handsken op. Jeg er meget ked af, at der ikke er nogen, der har haft mod på det. Man må selvfølgelig være absolut kompetent og meget varsom. Det er ikke legetøj.”
Sideløbende med de mere lægevidenskabelige forsøg begyndte stoffet at få sit eget mytologiske liv i tidens kultur.
Stoffet fik sine egne sagnomspundne figurer anført af forfatteren Aldous Huxley, der i 50’erne havde eksperimenteret med mescalin og påvirket af stoffet skrevet essaysamlingen Erkendelsens døre – The Doors of Perception som gruppen The Doors senere tog navn efter. Psykologer som Timothy Leary og Richard Alpert, der havde været med under de lovlige forsøg på de amerikanske universiteter i start-60’erne arbejdede som profeter for LSD lang tid efter at det blev gjort ulovlig. Med slogans som “Turn on, Tune in and drop out” arrangerede man LSD-seancer, og de troede fuldt og fast på, at stoffet kunne give alle i verden en guddommelig indsigt.
Det var i den tid, forfatteren Ib Michael første gang hørte om stoffet herhjemme.
“Vi var i en kreds af rockmusikere, designere, forfattere og fotomodeller, der var på udkig efter alternative religioner og livsformer, og her faldt vi over LSD’en ,” fortæller Ib Michael: “Mit startede mere i den seriøse ende med Erkendelsens døre og amerikanske psykologer, der havde arbejdet med det på Harvard University, og så havde jeg en svoger, der var læge, og han forsynede mig med lægevidenskabelige artikler. Det var et grundigt researcharbejde. Vi gik bestemt ikke ind i det med bind for øjnene.”
Stoffet dannede rammen om et regulært tidehverv, forklarer Ib Michael. En bevægelse, der gik igennem generationen fra San Francisco til London, Paris og København.
“Det var en hel kultur med sit helt eget sprog. Som når Dylan i en sang synger ‘Gees I can’t find my knees’, så ved alle os, der har prøvet det, præcis, hvad han snakker om. Men Hr. Jones, han aner ikke hvad der sker – ‘You don’t know whats happening do you Mr. Jones,’ synger Dylan.
Det er som en verdensomspændende kult, der henvender sig til hinanden med særlige sprogkoder. Og man ved, at dem, der benytter sig af de koder, de er ‘Experienced’. Som Jimmy Hendrix albummet hedder: ‘Are You Experienced’. Det er hvad det handler om. Har du prøvet det? Har du været på trip?”
Det var en generation, der på alle niveauer havde andre planer med deres liv end det, verden kunne give dem. Og alt blev dyrket med en nærmest religiøs fanatisme.
“Musisk ville vi væk fra jazzmusikken, som vi var rundet af, og efter en kort overgang i folkemusikken dyrkede vi rockmusikken, og særligt syrerocken – der var båret af LSD. Jefferson Airplane, Bob Dylan og selvfølgelig The Doors. Moden var psykedelisk, og litterært og kunstnerisk var det ny-surrealismen, der optog os,” siger Ib Michael.
“Vi var radikale. Når man var færdig med folkemusik, var vi ved at brække os over det og kunne ikke have pladerne stående. Det var mutationer, der kendetegnede tiden. Vi var decideret religiøse omkring det vi gjorde.
I ‘68 var populærkulturen gennemsyret af psykedelik. Beatles udkom med Sgt. Peppers Lonlely Hearts Club band i ‘67, med numre som Lucy in the Sky with Dimonds, og der gik rygter om at pladens inner sleave var dryppet med LSD, hvorfor flere simpelthen åd coveret. Samme år udkom Steppeulvenes syrede HIP og året efter kom Stanley Kubrick med 2001: Space Oddysey. Moden, musikken, litteraturen og filmen. Det hele var et trip. Det var fede tider.
Op til ‘68 handlede kulturen ifølge Ib Michael om en ubændig trang til at finde en alternativ og bedre verden. Og LSD var et bærende element til at finde den verden.
“Og den har man vel næppe set mage til siden. Det var det ungdomskulturen egentlig bestod af. Det var først efter ‘68, at det politiske billede kom og blandede sig. I ‘64 startede min research til LSD, i ‘65 var jeg på mit første trip og i ‘67 var jeg færdig med det hele. I ‘68 anede jeg ikke, hvem Che Guevara var – der var vi et helt andet sted,” siger Ib Michael.
Kulturen døde ud og det samme gjorde LSD. Ifølge forfatter Ole Grünbaum var det en logisk konsekvens af kulturens udvikling:
“Det passede godt til det, vi ville i tiden. Det er en hjælp til en indre rejse. Til at afsøge verden. Det skal man være forberedt til. Men det forsvandt, og det gjorde projektet om verdensforandringen også,” siger Ole Grünbaum.
“De gamle hippier blev trætte. For nogen fortsatte kulturen videre over i det politiske liv – arbejderklassen og bajerne, for andre var det østens religion og kollektiver. Tiden passede bare ikke rigtig længere til LSD.”
Da Albert Hofmann døde i sit hjem i udkanten af Basel sidste tirsdag var man ikke kommet forståelsen af LSD afgørende nærmere siden Bicycle Day i ‘43. Man ved i dag ikke, hvad stoffet fysiologisk gør ved hjernen, og man har ikke været i stand til at konstatere nogen fysiske skadevirkniger eller ændringer efter indtagelse. Hofmann selv fastholdt til sin dødsdag, at stoffet er et psykiatrisk vidundermiddel, der blot var blevet misbrugt af hippier og uforsigtige psykologer. Både i hans selvbiografi og ved hans sidste offentlige tale i 2006 slog han fast, at hans opdagelser havde nogle vidtrækkende muligheder.
“Jeg ser stor vigtighed i de muligheder, LSD har givet os en for dybere og mere gennemtrængende virkelighed. Men det kræver, at man arbejder med stoffet med stor forståelse og forsigtighed og betragter LSD som et helligt lægemiddel.”
Albert Hofmann blev 102 år gammel.