9. maj 2008

Anti-terrorkorps ind mod medier

Skrevet af: Maria Skov

13 fotografer er anholdt, og anti-terrorkorpset er sat ind imod medierne i den østrigske incestskandale. Sagen om en østrigsk far, der i 24 år holdt sin datter fanget i kælderen, mens hun fødte hans syv børn, er blevet forsidestof i hele verden. Nu er hospitalet, hvor datteren og fem af børnene er indlagt, belejret af flere hundrede pressefolk i benhård konkurrence om at komme tættest på. "En af de arresterede var klædt ud som rengøringspersonale, en anden som politimand," siger talsmanden for det lokale politi til The Guardian. Han bekræfter, at de indtil videre har arresteret 13 fotografer. Det østrigske antiterrorkorps er sat ind for at forsvare hospitalet. De har blandt andet varmefølsomt udstyr med for at spotte pressefolk, der gemmer sig i træer eller bruger camouflage.


Source URL: http://www.information.dk/158998