I dag den 9. maj. er Europa-dag. Så vil politikere og politiske organisationer holde taler og måske gentages sidste års fantasiløse uddeling af romkugler.
Mens det etablerede system gør som sædvanligt, så fejrer vi dagen på en anden måde: Vi udgiver det første pædagogisk bearbejdede undervisningsmateriale om EU. Forskellen på at uddele romkugler og udgive undervisningsmaterialer er slående. Og den er et af mange tegn på, at politikere og forvaltere bør træde syv skridt tilbage og lade professionelle, demokratiske og etisk redelige kommunikationsfolk varetage en større del af EU-formidlingen.
Luften er tør i klasselokalet, og eftermiddagssolen falder dovent ind ad vinduerne. I en klassisk hestesko sidder otte helt almindelige elever fra en teknisk skole i provinsen. De unge mænd er mellem 17 og 21 år og er ved at uddanne sig til murere.
Da vi spørger dem, hvad de forbinder med EU, bliver der meget stille. En af dem, Mogens ryster fortabt på hovedet:
“Jeg kan slet ikke tænke. Det er alt for bredt!”
Allan spørger forsigtigt om ikke Parlamentet ligger i Bruxelles - men inden jublen får fat, spørger Jesper:
“Hvor ligger Bruxelles?”
Vi forklarer, hvor man finder Bruxelles, men efter en kort snak stikker Mogens en hånd i vejret og kræver et klart svart:
“Hvad er det dér EU, egentlig?”
Og svaret ligger lige for - på EU’s hjemmeside kan man nemlig få en “kort, enkel forklaring”:
“EU er en unik organisation. Medlemsstaterne har oprettet fælles institutioner, og har uddelegeret dele af deres suverænitet til disse for at beslutninger om specifikke spørgsmål af fælles interesse kan træffes på demokratisk vis på europæisk plan”.
Inden man rynker på næsen over, at unge ikke kan placere byer som Bruxelles på landkortet, så er det værd at rynke på næsen over de informationer det offentlige Danmark og EU giver de unge at arbejde med. Forvaltere og politikere er urimeligt dårlige til at formidle, om end endnu dårligere til at indse det.
I Danmark har man ellers gjort noget ekstra ud af EU-kommunikationen. Under Folketinget har man oprettet den politisk uafhængige EU-Oplysning til at samle, systematisere og distribuere neutral viden om EU.
For at sikre fagligheden og neutraliteten har man ansat akademikere med indgående kendskab til EU. Resultatet er, at EU bliver præsenteret meget sagligt, neutralt og tit helt uforståeligt for unge som Jesper, Mogens og Allan.
F.eks. svarer EU-Oplysningen slet ikke på det ellers meget rimelige spørgsmål: Hvad er EU?
I stedet præsenteres man for syv link til eksempelvis ‘EU’s institutioner’ og ‘retsakter’ m.m. Så kan man jo læse mere, og måske gætte sig til, hvad EU egentlig er. Forvaltersproget er ulogisk, fyldt med fremmedord og har et lix-tal, der forhindrer flertallet af os andre i at følge med. Det er ligeså naivt at sende Jesper, Mogens og Alan på informationsjagt i EU’s cyberspace, som at sende Kafka til slottet med en selvangivelse i lommen og et simpelt spørgsmål på læberne.
I modsætning til forvalterne så har politikerne forstået, at man skal tale kort og klart om EU. Et kendt eksempel er: “Stem ja!”
Desværre gør den letforståelige one liner ikke de unge klogere på EU. Tværtimod er den et eksempel på problemet med al politisk kommunikation: Den er strategisk og fordummende. Politikernes mål er ikke at få os andre til at forstå EU - vi skal bare stemme enten ja eller nej. Uanset om man er murer eller akademiker, så er man ikke i tvivl om, at politikerne ønsker en bestemt handling af os. Indtrykket bliver forstærket betragteligt, når man tænker på, at politikerne kun taler om EU op til valg og folkeafstemninger. Det ville klæde de folkevalgte, hvis de levede op til deres demokratiske ansvar, og bruger ytringsfrihedens mange muligheder til mere inkluderende folkeoplysning, i stedet for f.eks. et konfliktsøgende forsvar for Muhammed-tegningerne.
Det bedste værn om ytringsfriheden er en konstruktiv, nytænkende og dialogisk brug af frihedens mange muligheder. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt, når politikere er styret af magtens enstrengede logik.
De korrekte forvaltere og magtfokuserede politikere har skylden for, at de unge ikke ved nok om EU. De bruger et sprog, som er styret af forvaltningslove og stemmeprognoser og ikke de unges efterspørgsel på viden og debat.
Når de unge vil have viden, forvalterne vil have korrekthed og politikerne stemmer, så er der meget dårlige forudsætninger for at etablere et fælles EU-sprog som alle forstår.
Og i stedet for at være kreative, så borer politikerne og forvalterne sig længere og længere ned i den rille, som rent sprogligt har fået de sidste 30 års EU-debat til at køre i hak. Men almindelige mennesker forstår ikke de svære ord bedre, blot fordi de er blevet gentaget i en menneskealder.
Vi skal have nye ord der skaber billeder og associationer til ting, som vi allerede kender. Vi kunne starte med at kalde Parlamentet for ‘EU-Folketinget’, Rådet for ‘EU-Landstinget’, og Kommissionen for ‘EU-Lovtinget’.
Sammen med 170 unge har vi igennem det sidste år identificeret et EU-sprog, som giver mening for de fleste mellem 14 og 24 år. Vi har koncentreret os om de unge i 9. og 10. klasse, på teknisk skole og på HG.
“Flere øl og billigere mobilpriser” er et eksempel på den måde, som bedst præsenterer Det Indre Marked for de unge. Landbrugsstøtten bliver præsenteret under overskriften “Rådne tomater og dyre bøffer”. Pointen er ikke at gøre EU-formidling plat og simpel, men derimod forståelig og interessant. Det motiverer de unge til at udbygge deres begyndende kendskab til EU, og dermed på sigt at opbygge en forståelse for de mange nuancer.
Et farverigt og vedkommende sprog er den ene af to hemmeligheder bag en kommunikation, som vi har dokumenteret, får mellem 70 og 100 pct. af de unge til at deltage i en EU-debat.
Den anden hemmelighed ligger gemt i diskussion, leg og humor. Effektfuld formidling leveres nemlig ikke altid af bogstaver, tekster og andre afsenderdefinerede diskurser. Traditionel kommunikation (f.eks. kronikker) går ikke i direkte dialog med modtageren, men presser kommunikationen ind i et allerede veldefineret sprog - nemlig afsenderens. Hvis man dropper afsenderens bedrevidenhed og tilrettelægger kommunikationen dialogisk, så opstår sproget først i selve formidlingssituationen.
I dialogisk kommunikation bliver modtageren medskaber af både sproget og budskabet - og dermed bliver begge dele vedkommende, relevant, demokratisk og etisk forsvarligt. Når vores EU-formidling virker, så er det fordi vi lader de unge sætte dagsordenen og udvikle sproget, samtidig med at de har det sjovt. Ved at bryde rammerne for traditionel kommunikation kommer man tilbage til nogle af de demokratiidealer, som vi plejer at sole vores samfund i.
Hvis man vil lave effektiv formidling om EU, så må man kende sin målgruppe, formulere sig levende, og have etikken i orden. Hverken politikere eller eksperter lever op til alle tre krav.
Vi har vist, hvordan det lader sig gøre, og vi har dokumenteret effekten. Fortællinger om det politiske system skal ikke kun berettes af politikere og forvaltere. I et demokrati, hvor alle skal have en chance for at følge med, bør politikerne se deres kommunikative begrænsninger i øjnene. Derfor er det forrykt, at langt størstedelen af de penge Folketinget afsætter til EU-formidling, går til EU-Oplysningen og politiske partier og organisationer.
Det er på tide at disse ‘formidlingsdinosaurere’ ser nutiden i øjnene, erkender deres demokratiske begrænsninger og gør plads til demokratisk, effektiv og etisk forsvarlig kommunikation.
Vi har vist, at humor, nytænkning og en ærlig respekt for de unge skaber langt mere EU-viden og inviterer de unge inden for i den diskussion og debat, der skaber forskellen på demokrati og aristokrati.
Daniel Kern og Laurits Rasmussen er specialestuderende på kommunikation (RUC). Desuden forfattere til ‘EU - kom godt i gang’ og stiftere af kommunikationsbureauet Fremsyn.