Den Røde Skoles nye stilesamling er fra en fagøkonomisk vinkel et befriende udspil, fordi der endelig efter mange års tabuisering er socialdemokratiske politikere, der tør tale om det nødvendige: Hvordan vi får en hensigtsmæssig beskatning af værdigevinsterne ved at besidde fast ejendom.

Gevinsterne ved blot at besidde ejendom er de rigtige værdier at beskatte. I modsætning til indkomstskat, formindsker ejendomsbeskatningen ikke gevinsten ved en større produktiv indsats. Den giver os ikke grund til at yde en mindre produktiv indsats. Måske endda tværtimod. Med store friværdier i ryggen kan vi - altså friværdiernes ejere - tillade os at slække på vores produktive indsats. Hertil kommer, at den ikke kan flyttes til udlandet for at unddrage sig beskatning, og at beskatning af den omfordeler på næsten samme måde som indkomstskat.

Friværdier, der er et resultat af betaling af terminer har baggrund i en indkomst, der er tjent, i reglen ved produktivt arbejde. Når de bliver omsat til forbrug, er der således en modsvarende produktion, der kan forbruges. Denne friværdi er altså fuldstændigt ligesom al anden opsparing en indkomst, som man blot venter med at bruge til senere. Friværdier, der er et resultat af generelt stigende huspriser, har imidlertid intet med ens egen produktive indsats at gøre. Der er tale om jordrente, der flytter forbrugsmuligheder fra ikke-husejere til husejere, altså en forbrugsmulighed, som andre har betalt.

Politiske realiteter

Det er lykkedes mange politikere at fortrænge denne grundlæggende kendsgerning i en sådan grad, at selv ledende socialdemokrater med en helt neo-konservativ økonomisk logik har udtalt, at det jo ikke går ud over kontanthjælpsmodtagerne, når ens hus stiger i pris. Hvem i alverden andre end dem, der ikke ejer bolig, skulle ellers undvære, når boligejerne forbruger mere uden at have skabt mere? Det kan være svært at gennemskue de fordelingsmæssige konsekvenser af værdistigningerne på fast ejendom, men man kan dog læse sig til det. Ikke mindst hvis man er ledende politiker.

Mens ledende politikere lukker øjnene for de økonomiske realiteter, synes Den Røde Skole på nogle punkter, at ignorere de politiske realiteter. Man må jo vide, at man ikke kan få stemmer på et forslag om boligbeskatning, så længe vælgerne lukker øjnene for de økonomiske realiteter. Og det gør de, så længe deres politiske ledere gør det.

Alle undersøgelser af de politiske realiteter viser, at ejendomsskatter er mere upopulære end afgifter, som igen er mere upopulære end indkomstskatter. Sådan har det altid været. Alle økonomiske undersøgelser viser derimod at ejendomsskatter har færre uønskede bivirkninger end for eksempel moms, som igen har færre uønskede bivirkninger end indkomstskatter. Man har faktisk grund til at yde en større produktiv indsats, hvis noget af skatten flyttes fra ens indkomst til ens ejendom.

Forklaringen på at vælgerne ikke kan lide ejendomsskatter - selv om de har positiv virkning på fordelingen uden at have negativ virkning på vores produktive indsats - ligger måske mest i, at folk igennem terminsbetalingen sparer op i deres bolig og derfor skal have en vis sikkerhed for denne opsparing. Det kompliceres yderligere af, at almindelige vælgere ikke har uddannelse til at lave samfundsøkonomiske prognoser, investeringskalkuler og risikovurderinger flere årtier frem i tiden. Hverken folkeskolen eller gymnasiet ruster os til at gennemskue den økonomi.

Den svenske model

For at en økonomisk set fornuftig ejendomsbeskatning skal være politisk mulig, må den derfor ledsages af betydelige garantier for 'den lille mands' pensionsopsparing i eget hus. En ide er, som Den Røde Skole foreslår, at bruge den svenske model for beskatning af friværdi som følger alene af generelle stigninger i huspriserne. Den skat opgøres og forfalder først, når husejeren har solgt huset og den tager kun en lille del af arbejdsfri friværdi. Spørgsmålet er, om det vil give nok sikkerhed for vælgere, der har vanskeligt ved at overskue den involverede økonomi.

Der er også andre instrumenter i ejendomsbeskatningen, som trænger til en revision og som kunne bruges meget mere aktivt: Ejendomsværdiskatten, den kommunale grundskyld, rentefradraget og beskatning af forsikringssummer er således instrumenter, der kunne trænge til et serviceeftersyn og som kunne bruges meget mere aktivt. Ejendomsværdiskatten er dog stadig tabu for regeringen, så den kommende skattekommission må nøjes med at justere på de øvrige instrumenter. Alle de centrale partier har erkendt, at en konsensusløsning er den eneste mulighed for at lave om på skattesystemet, ikke mindst med hensyn til beskatning af ejendom. Det kræver så igen at konsensus om at garantierne for opsparingen er gode nok.

Selv om Den Røde Skoles måske med rette kritiserer den hidtidige politikudvikling for at være for omvundet af spin og partitaktik, er der altså nogle politiske realiteter, der må respekteres. Kan man ikke lave et udspil, der tager hensyn til såvel de politiske som de økonomiske realiteter?

Hvis jeg kunne give en stil for, ville jeg stille følgende spørgsmål: Hvad kan få vælgerne til at føle sig trygge ved højere beskatning af ejendom?

Anders Chr. Hansen er lektor på Roskilde Universitetscenter