NÅR KRISEN kradser, kradser den ofte også overfladen. Det sande ansigt kommer frem.

En krise må cyklonen i Myanmar siges at være. Da tropeuvejret med navnet Nargis ramte Myanmar sidste weekend, forlød det først, at nogle tusinder var ramt. Nu står det klart, at op mod 100.000 er døde, endnu flere er sårede og op mod en million mennesker står uden basale fornødenheder som mad, husly og medicin.

En humanitær katastrofe er det allerede, men skalaen ligger endnu ikke fast. Hvis ikke det var for Myanmars militærdiktatur, kunne nødhjælp i dette øjeblik rulle ind over grænsen og være med til at begrænse katastrofens omfang. Det gør nødhjælpen bare ikke, fordi det paranoide diktatur frygter, at det vil true styrets eksistens.

HER KOMMER så det sande ansigt frem. Politikernes sande ansigt. For der har unægteligt været stor forskel på de første internationale politiske reaktioner på diktaturets absurde og livstruende afvisning af nødhjælp.

Politisk lederskab af den sjældnere slags viste den franske udenrigsminister Bernard Kouchner med sin udtalelse om, at FN burde tvinge Myanmars militærdiktatur til at åbne op for nødhjælp til de nødlidende. "FN har et ansvar for at beskytte og gribe ind," lød det fra Kouchner.

ANDERLEDES HÆNDERVRIDENDE og tilbageholden har det set ud i flere andre lande, herunder Danmark:

"Jeg har beslutte at bevilge 10 mio. kr. Endvidere forsøger den danske ambassadør i Bangkok at få et visum til Rangoon", hedder det i en pressemeddelelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V). 10 millioner kr. og et visum! Meget kan man sige om det, men overskud og politisk lederskab er det ikke.

NOGLE HAR indvendt, at får Kouchner magt som han har agt, vil det føre til krig og flere ødelæggelser - oven i naturkatastrofen.

Det er med stor sandsynlighed forkert. Kernen i Kouchners forslag er jo netop, at FN skal bringe nødhjælpen ind. Deltager Kina aktivt i dette arbejde med bare nogle få soldater eller nødhjælpsarbejdere, vil sammenstød være utænkelige. Myanmar ville aldrig skyde på repræsentanter for landets kinesiske beskyttelsesmagt. For militærstyret ville det være det samme som at skyde sig en kugle for panden.

Men én ting er de real- og sikkerhedspolitiske overvejelser. De er nok så vigtige, men befriende er det med en politiker, der som Kouchner sætter sig selv og de vedtagne politiske spilleregler på spil for at nå de nødstedte.

I det her tilfælde en million mennesker, der har brug for nødhjælp her og nu. Ikke når den danske ambassadør måske en gang i fremtiden får sit visum, og nødhjælpsorganisationerne får lov af militærdiktaturet til at bruge de ti millioner danske kroner.