Det var det 'muslimske tørklæde' og ikke strejken blandt FOA's medlemmer, der fik Socialdemokraterne op på mediebarrikaderne. Og atter er partiet i intern krise på spørgsmål om værdier og integration.

Det første man bemærker ved DF's tørklæde-kampagne er, at vi ikke står overfor et faktuelt problem eller en håndgribelig begivenhed. Der er ingen kvindelige dommere med tørklæde, og selvom der har været 'muslimske' kvinder på folketingets talerstol, har ingen af dem båret tørklæde. På det faktuelle og håndgribelige niveau er problemet om tørklæde eller ej uvirkeligt. Det understregede DF selv ved at lade en burka-klædt kvinde posere på kampagnes visuelle del - selvom netop burka ikke var blevet blåstemplet.

Det næste man bemærker: Spørgsmålet om tørklædet er et meget abstrakt problem. Det drejer sig om symboler og deres betydning, om tillid til domstolene, om national identitet og værdier.

Men det ville være forkert, hvis man konkluderede, at tørklædesagen var et falsk problem. Tørklædeproblemets virkelighed og politiske relevans består i, at det forudgribes.

Tørklædesagen er et udtryk for, at den politiske virkelighed i dag ikke skabes på et materielt, økonomisk eller socialt og konkret grundlag. Modsat hvad vi har været vant til i det 20. århundrede, handler politik i 00'erne langt mere om det psykologiske, imaginære og symbolske. Og det er med den forandring, at kilden til Socialdemokratiets krise skal findes.

Fra 'sult' til angst

Tørklædesagen er et eksempel på den dagsorden, der bragte Socialdemokratiet til fald og DF ind i magtens centrum. Søren Krarup har korrekt kaldt valget i 2001 for et 'systemskifte'. Der var ikke bare tale om, at én gruppe af partier afløste en anden. Regeringsskiftet var udtryk for, at præmisserne i den politiske kamp var blevet redefineret.

Krarup selv har udlagt det som 'folkets' tilbageerobring af den politiske magt. Men tager man udgangspunkt i tørklædesagen, er det afgørende ikke så meget 'folket' som det tegnet på, at politik ikke længere handler om økonomi og fordeling af ressourcer. Det handler om de grundlæggende kategorier i danskernes virkelighedsopfattelse. Der var en tid, hvor den politiske kamp handlede om adgangen til magt og ressourcer og om veje til at tilfredsstille den 'sult', der meldte sig lige her og nu. I dag handler det om at identificere fremtidige trusler, og om veje til at fjerne angstfornemmelserne. Angst overfor andre kulturer, andre religioner, terrorisme og EU.

Det centrale element i denne forandring var netop udlændingespørgsmålet. Vi er gået fra betegnelser som 'fremmedarbejdere', 'indvandrere' og 'danskere med anden etnisk baggrund' og står nu med 'muslimer' og 'islam'. Den bevægelse er igen eksempel på overgangen fra en socialøkonomisk definition af samfundets problemer til en etnisk, kulturel og national definition.

Catch 22

Selvom DF fremstiller sig som et antielitært og jordnært parti, har der med partiets kortvarige historie været tale om et abstrakt projekt. Navnet 'Dansk Folkeparti' var ikke en betegnelse for en underprivilegeret klasse, der gjorde oprør, men for et projekt, der gjorde 'danskhed', national sammenhængskraft og nationale værdier til de centrale begreber i dansk politik. Og valgsejrene siden 2001 er beviser på dette projekts succes.

Socialdemokratiets grundlæggende problem er således ikke, at man ikke har det rigtige svar på udlændingespørgsmålet. Problemet er, at man ikke har den definition, som majoriteten i samfundet og folketinget er blevet enige om.

En socialdemokratisk definition kan nemlig kun være socialpolitisk og socialøkonomisk: Dårlig integration, kriminalitet og fanatisme blandt indvandrere er i den optik udtryk for social og økonomisk uretfærdighed. Men i dag er det ikke længere muligt at bruge et mere eller mindre eksplicit klasse-kamps-skema; de nye grundlæggende politiske kategorier er 'værdikamp' og 'civilisationssammenstød', og den dagsorden kan Socialdemokratiet som Socialdemokrati ikke følge. Konsekvensen er, at Socialdemokratiet kun kan acceptere den 'nye' politiske sandhed, hvis partiet endegyldigt opgiver sin ideologiske kerne. Det er netop derfor - hver gang spørgsmål om integration og religion dukker op - at Socialdemokratiet kastes ud i en identitetskrise.

Den forkerte tese

De politiske kommentatorer er enige med Socialdemokraterne om den tese, at DF og Venstre har stjålet deres politiske program. Men tørklædesagen vidner om, at tesen er forkert!

Den rigtige udlægning er, at den politiske virkelighed er blevet redefineret. Venstre og DF har accepteret den historiske udvikling og genfortolket de vigtige institutioner i dansk politik - særligt begrebet om velfærd. Velfærd handler ikke længere om udjævning af klasseskel, men primært om psykologisk tryghed, hvor etnisk og kulturel genkendelighed, ens normer og overvågning er nøgleord.

Ved at fastholde tesen om politisk plagiat, er Socialdemokratiet havnet i et falsk dilemma. Her mener man enten, at man skal generobre det stjålne patent på kommunikationsstrategiske præmisser, eller at man skal tilbage til de socialdemokratiske rødder. På den ene side strategien i Socialdemokratiets aktuelle ledelse, og på den anden side strategien bag den 'Røde skole'. Problemet for den 'Røde skole' er, at hvis dét projekt skal lykkes, er det ikke kun er Socialdemokratiet, der skal tilbage sine rødder, men hele samfundet, der skal skrues tilbage til de gode gamle mangel-samfundsdage, hvor man kunne mobilisere og repræsentere en underprivilegeret klasse.

Spørgsmålet, som Socialdemokraterne bør stille sig selv, er: Hvad er fællesnævneren for angsten overfor tørklædet og indvandrerne og på den anden side modstanden mod EU eller FN's indblanding i dansk integrations- og asylpolitik? Det er til syvende og sidst en usikkerhed overfor globaliseringen af økonomi, kultur og livsformer.

Det er en usikkerhed overfor det irreversible faktum, at ikke bare Danmark men verden er blevet multikulturel og landene gensidigt afhængige. Anderledes formuleret: Er re-nationalisering og re-etnificering af de politiske debatter og af den politiske virkelighed hensigtsmæssige svar overfor de globale problemstillinger? Er det ikke meget kontra-produktive svar?

Esben Schjørring er cand.mag. i filosofi og medredaktør på RÆSON