Det var Dansk Folkeparti, der i elvte time måtte bakke op om regeringspartiernes lock-out-trussel i Kommunernes Landsforenings bestyrelse, og dermed fik signaleret, hvordan partiet prioriterede regeringsloyalitet i forhold til løfter til sosu'erne.

Truslen virkede, og umiddelbart efter DF's melding genoptog FOA-formand Dennis Kristensen forhandlingerne og med en mindre pose ekstra penge, stillede han sig tilfreds.

Selve afslutningen på strejken blev forholdsvis billig for de offentlige arbejdsgivere - men samtidig kunne FOA slutte af med en ekstraordinær god overenskomst, idet de afgørende indrømmelser var givet under forhandlingernes første fase.

For S-ledelsen må det have været en betydelig lettelse, at den ikke havnede i et regeringsindgrebs dilemma. Den politisk stadig temmelig uerfarne socialdemokratiske ledelse er med god grund bekymret for, at den ville tabe troværdighed i alvorlig grad ved at stemme mod et regeringsindgreb sammen med SF og Enhedslisten. Og omvendt ville Socialdemokraternes medvirken til et regeringsindgreb massivt forstærke den hårde kritik, som allerede nu rettes mod S-ledelsen for at falde i med Fogh-regeringen.

Det er netop sidstnævnte kritik som direkte formuleres af den måske mest markante kritiker, Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard og hendes røde skole, der nu har leveret konkrete forslag til et S-udspil.

S-classic

Den røde skole er, som navnet antyder, repræsentant for 'Socialdemokratiet classic' og dens forslag formodes derfor blandt andet at kunne bremse vælgerflugten til Villy Søvndal.

Mest prægnant er forslaget om beskatningen af gevinsten ved bolighandel. Et forslag som både Helle Thorning Schmidt og hendes chefrådgiver Henrik Sass-Larsen har taget meget håndfast afstand fra offentligt.

Ritt overhaler Villy

Nogle vil mene, at Ritt Bjerregaard overhaler Villy Søvndal venstre om, alt den stund Søvndal allerede under valgkampen bedyrede, at SF ikke havde til hensigt at foreslå nye boligskatter og siden har argumenteret - også indholdsmæssigt - for, at en ny boligbeskatning på et tidspunkt, hvor boligmarkedet er vigende, ville være helt uhensigtsmæssig.

Den Røde Skole forsvarer forslaget med, at der skal gives ekstraordinært skattefradrag for mennesker, der taber penge på boligsalg. Men risikoen er indlysende. En ny usikkerhed om beskatning af boliger kan forsure et i forvejen surt marked - og dermed medvirke til at bringe mange ikke mindst unge familier i alvorlige økonomiske vanskeligheder.

Den svære boligpolitik

Socialdemokraterne har haft det svært med boligpolitikken i årtier. Forsøgene på en regulering af lejebolig-markedet for at skabe større lighed medførte utilsigtede skævheder, som f. eks. satte Ritt Bjerregaard i stand til - som sit partis næstformand - ekstremt billigt at kunne leje en otte-værelses lejlighed via en "forretningsforbindelse" som københavnerbolig, mens hun stadig var husejer på Fyn.

Ejerboligmarkedet har i årtier været præget af den massive skattebegunstigelse, som den socialdemokratiske finans- og statsminister Viggo Kampmann indførte under velfærdsstatens voldsomme vækstperiode i 60'erne gennem rentefradragsretten. En afvikling af denne ret, der frem for noget andet har skabt ulighed mellem ejere og lejere, har kostet Socialdemokraterne enorme politiske ofre igennem de sidste årtier. Senest ved pinsepakken i 1998, der måske i endnu højere grad end efterlønnen, lagde grunden til Nyrup-regeringens fald.

Den Røde Skole har også fremsat forslag til forbedret integration, som S-ledelsen har taget pænt imod.

Mange kommentatorer og redaktører har været stærkt kritiske overfor S-ledelsen i sagen om offentligt ansattes ret til at bære tørklæde efter integrationsordfører Henrik Dam Kristensens vådeskud om et generelt forbud. S-ledelsen anklages for en holdningsløs populisme, der i denne sag dog bragte den på kant med vælgerflertallet.

S-ledelsen vil i denne måned - inden Folketinget går på sommerferie - afrunde forårets politiske udviklingsarbejde med tre udvalgsreporter med overskrifterne: 'Den nye ulighed, Den nye velfærd, og Hvad skal Danmarks leve af?'

Spørgsmålet om ulighed står Mette Frederiksen for, og hun får så til opgave at styre udenom boligbeskatningen og den nogen indskrænkede opfattelse af uligheden, der knytter sig til højkonjunkturers udbytter til bolig- og aktieejere.

Nick Hækkerup står for udspil om 'ny velfærd', der skal gendanne de brede alliancer i samfundet bag en velfærdspolitik, der rummer gevinster for de fleste i samfundet, og Thorning-Schmidt selv skal befæste sin "ansvarlighed" og "økonomiske troværdighed" med tanker og udspil i retning af erhvervspolitik i bredeste forstand.

Imens står meningsmålingernes visere og dirrer. Et par af de seneste har atter givet Thorning fremgang. Det er ikke helt ligegyldigt, om hun kan runde den politiske sæson af på et bedre stade ind under det tidlige forårs SF-triumfer. Men der er langt til næste valg.