Ariel 'Arik' Sharon er fortsat i koma efter en kraftig hjerneblødning i januar 2006. På israelske hjemmesider meddeles det lakonisk, at den tidligere pansergeneral, der indtil sit slagtilfælde var Israels premierminister , "ikke forventes at genoptage sit virke". Han henligger som levende død.
Det samme er tilfældet for hans store projekt, der gik ud på at sikre den jødiske stats fortsatte jødiskhed med en mur, der indhegner Israel og de bosættelser i de besatte områder, der huser hovedparten af de cirka 200.000 jøder, der siden juni-krigen i 1967 har krydset den 'grønne linje' ved våbenstilstanden i 1949 efter den væbnede konflikt, som Israel kalder 'uafhængighedskrigen' og palæstinenserne kalder 'naqba' - katastrofen - og som dengang resulterede i en kvart million flygtninge, der i dag er multipliceret i millioner.
Således er Sharons fysiske tilstand også en illustration af den skizofreni, der er til stede i anstændige israeleres bevidsthed: De ved, at den jødiske stat blev bygget på et andet folks fordrivelse, at myten om 'et land uden folk til et folk uden land' var et propagandanummer. Men de ved også, at deres forældre og bedsteforældre, der byggede den jødiske stat på opkøbt, erobret, konfiskeret arabisk land, drømte om, at tyveriet kunne retfærdiggøres i visionen om et Utopia, hvor demokratisk pluralisme og flittig kibbutz-kollektivisme fik gold ørken til at flyde med mælk og honning. Og i øvrigt vil disse forældre og bedsteforældre bestride, at der var tale om simpelt tyveri - de vil henvise til, at jøderne blev fordrevet af romerne i år 70, og at de begyndte at vende tilbage omkring 1900, da indvandringen tog fart med den østrigske journalist Theodor Herzls nationalromantiske bevægelse, zionismen, som motor. Og de vil frem for alt hævde, at jøderne efter nazitidens gaskamre, hvor seks millioner blev myrdet, havde en moralsk ret til omsider at etablere det hjemland, de fik løfte om i den britiske udenrigsminister Balfours erklæring fra 1917. Hvor det dog også forudsættes, at der i processen ikke sker overlast på den allerede eksisterende befolknings 'borgerlige og religiøse rettigheder'.
Drømmen blev skrottet
En dansk jøde, der var motiveret af denne vision om et jødisk fristed, var en 20-årig Herbert Pundik. Som frivillig soldat i den krig, der fulgte FN's delingsplan i 1947 og Ben Gurions annoncering af det suveræne Israel i en museumsbygning i Tel Aviv 14. maj 1948, var Pundik overbevist om, at jøderne nødvendigvis måtte etablere sig som herrer i eget hus, og at dette hus skulle have adresse i det britiske mandatområde, Palæstina, som Gud i følge Torah'en havde lovet det jødiske folk. Pundik er ikke religiøs, men overbevist om statens berettigelse er han stadig, som det fremgik af et interview i DR2-serien om Israel.
For ham er Israels eksistens ikke til diskussion, men hvad der til enhver tid kan diskuteres, er hvad den stat er blevet til. Og humanisten Pundik kan ikke skjule sin skuffelse over, at det var krigerens vision, der blev resultatet af hans indsats i skyttehuller og bag barrikader for 60 år siden. Et ekspansionistisk Israel, der i foreløbig 41 år har været besættelsesmagt med alt, hvad det medfører af moralske og politiske problemer. Humanisten tabte - ikke til den arabiske fjende, men til drømmen om et demokratisk lighedssamfund. I dag er kibbutz-kollektivismen et efterladt minde om en pioner-periode, hvor drømmen om den blomstrende ørken i harmoni mellem jøder og deres arabiske naboer var levende. At den forestilling er forbi viste sig så sent som for en måned siden, da tre personer blev anholdt i Ein Kedi-kibbutzen ved Det døde Hav for voldtægt af to danske piger på 17 og 19 år.
Drømmen blev skrottet undervejs og døde definitivt med den 'forebyggende' krig mod Egypten, Jordan og Syrien i juni '67 og den følgende militære (og hen ad vejen administrative) besættelse af de landområder, Israel kalder 'Judæa og Samaria', Jordans Vestbred, tillige med Golan, Sinai, Gaza-striben og dele af Sydlibanon.
Siden er Sinai leveret tilbage efter fredsaftalen med Egypten i 1979 - dengang som siden hen i Gaza med tvangsevakuering af jødiske bosættelser - ligesom Sydlibanon blev rømmet i 2000.
Sharon og Pundik har enigheden om en stat, der for altid udelukker et nyt jødisk brændoffer (holocaust), til fælles. De gjorde tjeneste i samme krig, Pundik som menig og Sharon som ung officer, da invasionsstyrker fra Egypten, Jordan, Syrien og Irak, suppleret med lokale feyadeen-guerilla'er, gjorde et reelt set halvhjertet forsøg på at hindre etableringen af den jødiske stat.
Men her hører lighederne op - Pundik, der oprindelig havde til hensigt at bosætte sig i Danmark, når krigen var forbi og Israels eksistens sikret, vendte tilbage til Israel med sin hustru, Sussie, og fik job som journalist på den socialdemokratiske avis, Davar. Amos Elon, en betydelig israelsk forfatter, beskriver et sted hvordan han som en af de første reportere i det erobrede Østjerusalem, var ene om at stille kritiske spørgsmål til militæret efter rydningen af det arabiske boligkvarter ved Grædemuren, den jødiske helligdom i den gamle by.
En supermoderne stat
Om han fik et fyldestgørende svar melder historien ikke noget om, men et slags svar findes i Ariel Sharons fortsatte militærkarriere som brutal gorilla, for hvem intet lavmål var for lavt i bekæmpelsen af arabiske 'terrorister' - herunder gamle, kvinder og børn. Som boligminister i den første Likud-regering i 1977 var han manden, der for alvor åbnede for ekspansionen af bosættelser på den besatte Vestbred, hvor der i dag lever mere end en kvart million 'illegale' jøder. Efter krigen i Libanon i 1982, hvor han var forsvarsminister i Yitzhak Shamirs regering, blev han stemplet som krigsforbryder af en israelsk undersøgelseskommission, men blev i politik og avancerede i foråret 2001 til posten som premierminister i en jødisk stat, der havde udviklet sig fra nøjsomt landbrugsland til en supermoderne stat, hvis antal af it-igangsættere kun blev overgået af USA, og hvis indtjening pr. hoved var 10-20 gange større end i de omkringliggende nabolande. En stat, der - i hvert fald indtil videre - er regionens eneste atommagt, og som oppebærer en 'u-landsstøtte' fra USA på tre milliarder dollars om året - den højeste bistand, USA yder overhovedet. Et land, der brillerer med en teknologisk højt udviklet landbrugssektor, som har den højeste andel af ingeniører pr. 1.000 indbyggere (130) og som på områder som kunst og videnskab er blandt klodens førende.
En stat, der har overlevet som et levende demokrati med en fri presse gennem en stribe krige og væbnede konflikter i 1948-49, 1956, 1967, 1973, 1982, 1996 og 2006. I få andre lande ville det være muligt at nedsætte en kommission, som det skete efter 1982-krigen i Libanon og som det igen blev tilfældet efter 2006-krigen mod Hizbollah. Efter en samlet vurdering af krigsindsats og planlægning tildelte 2006-kommissionen såvel premierminister som militære ledere kraftige næser for 'inkompetence'.
Krigen havde til formål at eliminere Hizbollah en gang for alle, som det i 1982 var målet at fordrive PLO fra libanesisk territorium. Dengang lykkedes det: Arafat gik i eksil i Tunis, den palæstinensiske intifada opstod i 1987 med det resultat, at PLO anerkendte Israels ret til at eksistere. Og da der efter den første golfkrig mod Saddams Irak kom gang i jødisk-arabiske kontakter, som førte til Oslo-aftalerne i 1993, blomstrede en ny og - skulle det vise sig - falsk optimisme op. Pludselig var det muligt at opleve en form for harmoni - israelere tog til det palæstinensiske Ramallah og handlede ind, jødiske musikere fra de omliggende bosættelser spillede jazz og blues i Ramallahs natklubber og Arafat spiste hummus med først Yitzhak Rabin og - efter en pause med Likud-lederen Netanyahu - med Ehud Barak, krigshelten, der blev Arbejderpartiets sidste premierminister.
Den relative harmoni varede til 2000, da Barak trak de israelske styrker ud af Sydlibanon, hvor Hizbollahs selvmordsbomber og baghold var blevet en for stor omkostning, og hvor fredsforhandlinger i Bill Clintons regi stod lige for. De slog fejl, og Sharon kom til syne på den politiske arena som ny stærk mand, der kunne sætte palæstinenserne på plads.
Araberne som latent trussel
Deres svar var bølgen af selvmordsbomber, der ændrede den militære balance parterne imellem ud over den kendsgerning, at Oslo-aftalerne tillige havde forsynet palæstinenserne med våben. Israels svar er kollektiv afstraffelse i de besatte områder og tiltagende undertrykkelse af de palæstinensere, der er borgere i Israel, og som demonstrerede i solidaritet med deres fætre på den anden side af muren, men nok så meget i frustration over rollen som andenrangs borgere.
For demokratiet i det fulde flor var og er begrænset til de fire femtedele af israelerne, der enten er jøder eller - som en andel af 300.000 russiske indvandrere, der kom til Israel efter 1991, er ikke-jøder, men heller ikke er arabere, og som i øvrigt har forsynet Israel med et neo-nazistisk islæt, der udarter sig i hagekors-vandalisme mod gravsteder og grov vold mod ortodokse jøder.
Det arabiske befolkningselement diskrimineres systematisk, idet de opfattes som en latent trussel mod den jødiske stat og alt, hvad denne stat står for. Og her er vi tilbage ved den koma-ramte Ariel Sharon.
Hans projekt var at sikre den jødiske stats overlevelse ved simpel, ensidig israelsk tilbagetrækning fra den del af de besatte områder, hvor jøder ikke udgør et flertal. Han begyndte med Gaza-striben, hvor de 9.000 israelere, der havde etableret sig i nogle få bosættelser, blev tvangsevakuerede. Han fortsatte med opførelsen af den 'sikkerhedsbarriere' af beton og pigtråd, der i dag skæmmer Det hellige Land, og som flere steder strækker sig ind over de besatte områder.
Muren skulle, som den daværende vicepremierminister Ehud Olmert erklærede ved dens etablering i 2004, udgøre grænsen til en kommende palæstinensiske stat og 'maksimere antallet af jøder samt minimere antallet af arabere inden for det område, der vil udgøre den jødiske stat'.
Gensidig mistillid
Olmert var den gang som nu, hvor han er Israels premierminister, bekymret for en fremtid med en indbygget 'demografisk bombe', der vil gøre den jødiske stat til en 'sydafrikansk apartheidstat' med araberne som andenklasses borgere i en jødisk stat. Israelske politikere taler i dag åbent om at 'forflytte' de arabiske medborgere som led i bevarelsen af den jødiske stats renhed. Et flertal af israelerne svarer nej til spørgsmålet, om de vil være naboer til arabiske familier. Og spørger man den arabiske femtedel af Israels syv millioner indbyggere, svarer de, at Israel allerede er en apartheidstat. Af nøjagtig den grund taler palæstinensiske politikere om en 'demokratisk et-stats-løsning' i det oprindelige Palæstina vest for Jordanfloden med Jerusalem som fælles hovedstad. Senest i 2020 ville arabere udgøre flertallet i en sådan stat.
Men såvel Hamas' magtovertagelse i Gaza som krigen mod Hizbollah i 2006, hvor dele af Sydlibanon og Beirut blev lagt øde efter 34 dages bombardementer og en kort landkrig, har vist, at kalkulen med 'udhegning' af araberne ikke holder. Sharon og Olmert tog fejl, da de forudsatte, at Israel kan skaffe sig varig fred uden forhandling med palæstinenserne, med syrerne og med Hizbollah i Libanon om en total tilbagetrækning fra alle besatte områder, muligvis med mindre korrektioner for Jerusalem.
Og selv da er der på længere sigt ingen sikkerhed for den jødiske stats overlevelse, og det er netop det ømme Punkt 22 i hele udregningen: Den gensidige mistillid, der forgifter ethvert mæglingsforsøg. For selv om Den arabiske Ligas 22 medlemslande i 2002 lovede Israel fuld anerkendelse med udveksling af diplomater, har et flertal af israelske vælgere ikke tillid til arabernes erklærede hensigter. Angsten for at blive kastet i havet sidder dybt i den israelske bevidsthed akkurat som angsten for israelsk ekspansion sidder dybt i den arabiske bevidsthed. På den facon er de hinandens ofre - eller, som en arabisk journalist sagde en aften i Beirut: Mistilliden til Israel er en stumtjener, som vi hænger alle vores vanskeligheder op på, og som forhindrer demokratiske reformer.
Det samme kan siges om Israels forhold til fuldt demokrati.