Den sniger sig ind på én. Den foruroligende fornemmelse. Man behøver blot kaste et blik på CNN's hjemmeside.

lyder overskriften på én historie. Olie sætter prisrekord efter britisk strejke, fortæller en anden. En tredje artikel: Fødevarepriser skaber 'global krise', siger FN-chef. Og en fjerde: Drivhusgasser ophobes i øget tempo.

IMF forudser globalt økonomisk mørke,

Temaerne går igen i alle nyhedsmedier, internationale som hjemlige: Den internationale økonomi er kriseramt. Det globale oliemarked er kriseramt. Verdens fødevareforsyning er kriseramt. Og planeten er ramt af klimakrise. I hvilken retning man end retter blikket, mødes det af ubehagelige budskaber. Den ene krise kæmper med den anden om vor opmærksomhed. Og om rådvilde politikeres. Ikke så snart er der taget initiativ på ét område, før behovet for hurtig handling melder sig på et andet.

Fornemmelsen er denne:

Det, verden oplever, er ikke fire kriser. Det er én krise. En egentlig systemkrise med rod i basale strukturer i den globale økonomi. Med det fællestræk for delkriserne, at de afspejler et system, der nu opererer tæt på sine grænser. Hvorfor de ikke kan tackles hver for sig. Forsøger man at løse én krise isoleret, forværrer man med sikkerhed en eller flere af de andre. Som når man trykker på en bold og registrerer, at den buler ud et andet sted.

Økonomen Sir Nicholas Stern taler i den britiske regerings Stern-rapport fra 2006 om klimaproblemet som "en massiv markedsfejl". Er også den firedobbelte systemkrise en manifestation af en iboende markedsfejl i det, der går under navnet den globaliserede vækstkapitalisme? Og hvis det er tilfældet: Hvad stiller verden op med en sådan grundskade?

"Det åbne spørgsmål er," siger den amerikanske fødevareøkonom og grundlægger af Earth Policy Institute, Lester Brown, "hvorvidt vi har den politiske kompetence til at styre så mange kriser på én gang."

Forhenværende ambassadør, adjungeret professor ved Copenhagen Business School Jørgen Ørstrøm Møller er ikke sikker.

"Verden varmer op til den mest brutale økonomiske konfrontation, der er set i mange årtier, måske århundreder," siger han.

Krisebeskrivelse

Finanskrisen først. En krise skabt af begærlighed understøttet af, hvad finansmanden George Soros kalder 'markedsfundamentalisme'.

Ifølge Soros blev grunden til dagens finansielle problemer lagt i 1980'erne, da Ronald Reagan og Margaret Thatcher løsnede kontrollen med de finansielle kræfter i tillid til 'markedets magiske evne' til selvregulering. Det stimulerede finansinstitutioner til at opfinde stadig mere ugennemskuelige finansielle produkter og transaktioner, som gjorde det stedse vanskeligere for myndigheder at vurdere de tilknyttede risici.

"Siden 1980'erne er styringen gradvist blevet svækket, indtil den i praksis er forsvundet," konstaterer Soros.

I iveren efter at stimulere finansmarkedets vækst og inspireret af den amerikanske centralbanks gentagne rentenedsættelser efter dot.com-boblens bristen blev forbrugerne i USA opildnet til massiv låntagning for at realisere drømmen om egen - eller større - bolig. Bankerne udstedte en strøm af højrisikolån til huskøbere med lav kreditværdighed, lån som de pågældende dårligt havde råd til, men regnede med at kunne omlægge til mere favorable vilkår i takt med, at deres nye bolig steg i værdi. Og værdistigningen lokkede til yderligere låntagning for at finansiere et ekspanderende privatforbrug. Helt i pagt med præsident Bush's appel til amerikanerne om at øge forbruget som udtryk for 'ny patriotisme'.

I foråret 2007 havde de amerikanske banker udstedt risikable 'subprime lån' til en værdi af 1.300 milliarder dollar, og i euforien over ejendomsmarkedets buldrende vækst forsømte bankerne at lægge kapital til side for det tilfælde, at husejerne ikke kunne betale terminen.

Det var det, der skete i andet halvår 2007. Nøjagtig som dot.com-boblen bristede den lånefinansierede husboble. Der var bygget så meget, at markedet var mere end mættet, og huspriserne faldt. Det afskar nye husejere fra at lægge lånene om, og så revnede bukserne. Renter og afdrag blev ikke betalt, tvangsauktionerne begyndte at rulle. I dette forår er antallet af amerikanske tvangsauktioner i vækst for syvende kvartal i træk, og tv-reportager fra trailer-parker, hvor tidligere villaejere fortæller om deres personlige nedtur, er bedrøvelig hverdagskost.

For bankerne har boligboblens bristen betydet massive tab: Citigroup har tabt 39 mia. dollar. Merrill Lynch 29 mia. Morgan Stanley 11,5 mia. Bank of America otte mia. Lehman Brothers knap fire mia. Og som følge af det grænseoverskridende finansielle netværk rammes også udenlandske storbanker, kapitalfonde og investeringsselskaber. Sammenlagt må de finansielle institutioner se en kombination af tab og værdinedskrivninger på over 300 mia. dollar i øjnene. Mere end 100 udlånsvirksomheder i USA har drejet nøglen om eller er blevet solgt. På Wall Street har 49.000 medarbejdere i den finansielle sektor mistet jobbet.

Banker, der taber penge, strammer lånevilkårene. Læg dertil afmatning i byggesektoren, og man har grundlaget for en faldende forbrugertillid til økonomien. Det fører til forbrugsnedgang, lavere vækst i erhvervslivet, kursfald på aktier, arbejdsløshed og endnu mere nedgang. Det amerikanske forbrugertillids-indeks er nu på det laveste niveau i 26 år, arbejdsløsheden den højeste i mere end to år, væksten næsten gået i stå.

"Det er måske ikke officielt, men stadig mere åbenlyst: Den amerikanske økonomi er gledet ind i recession," skrev The Economist for nylig. Og IMF bekræfter i sin seneste World Economic Outlook: "Finansmarkedets krise, der brød ud i august 2007, har udviklet sig til det største finansielle chok siden Den Store Depression" i 1930'erne.

IMF forventer en vækst i USA i år på 0,5 pct. mod 2,2 pct. sidste år. En dagsaktuel Bloomberg-undersøgelse blandt 54 økonomer spår en vækst på kun 0,1 procent de nærmeste måneder. "Forbugerne er gået i beskyttelsesrum," siger en af økonomerne Ken Goldstein.

Og nedturen smitter.

"Europa står over for svagere vækst som et resultat af vedvarende finansiel turbulens, høj inflation og dønningerne fra den milde recession i USA," noterer valutafonden og forudser et fald i den europæiske vækst fra 2,9 pct. i 2006 til 1,5 pct. i år. For Danmark spås et markant fald fra 3,9 pct. i 2006 til 1,2 pct. i år.

De hjemlige udsigter får Danske Bank til i sit Ugefokus fra 25. april at fastslå:

"Forbrugertilliden er nu på det laveste niveau siden årtusindskiftet. Vi har ingen forventning om en snarlig tilbagevenden til den store optimisme, der prægede forbrugerne for blot et år siden (...) Vurderingen af landets økonomiske situation om et år er faktisk den mest negative, vi har set i ni år."

George Soros, finansmanden, konkluderer i Financial Times, at verden er løbet ind i "den værste markedskrise i 60 år," og spår, at recession i industrilandene "nu er mere eller mindre uundgåelig." Når det er kommet så vidt, hænger detsammen med, at finanskrisen overlejres af to parallelle kriser: oliekrisen og fødevarekrisen.

Oliekrisen

Så sent som i november 2007 udsendte Det Internationale Energiagentur, IEA, et beroligende scenarie, der varslede en råoliepris på 62 dollar pr. tønde i 2030. Samme oliepris har den danske Energistyrelse brugt i sin fremskrivning af det danske energiforbrugs udvikling frem til 2025. Helt i tråd med IEA's beroligende meldinger gennem mange år om, at der er olie nok.

Ude i virkeligheden var olieprisen imidlertid allerede over 85 dollar. pr. tønde, da IEA's prognose blev præsenteret. Den 2. januar passeredes 100 dollar pr. tønde, den 12. marts 110 dollar og den 8. maj 125 dollar. Præcis det dobbelte af IEA's prognose for 2030.

"Muligheden for 150-200 dollar pr. tønde inden for de nærmeste 6-24 måneder virker stadig mere sandsynlig," sagde i denne uge Arjun N. Murti, olieanalytiker hos Goldman Sachs Group.

Priseksplosionen - mere end en fem-dobling på 10 år - afspejler, at produktionen ikke længere kan følge med det stigende olieforbrug, der især drives af Kinas og Indiens stærkt voksende efterspørgsel. Alene Kinas olieforbrug vokser med otte pct. årligt. Globalt forudser IEA en vækst på 37 pct. frem til 2030.

Det passer meget dårligt med, at den globale råolieproduktions vækst stoppede i 2005. Hele 64 lande er enten færdige med at producere olie eller udvinder faldende mængder, fordi deres reserver går mod udtømning. 82 pct. af de kendte reserver er i dag koncentreret på 10 lande, hovedparten OPEC-stater.

Gabet mellem produktion og efterspørgsel dækkes nu alene via naturgasbaserede olieprodukter, effektivisering på raffinaderierne samt introduktionen af biobrændstof.

"Hvis vi ikke havde disse tønder, er jeg ikke sikker på, hvorfra vi skulle skaffe den halve million tønder" om dagen, som markedet råber på, sagde IEA's vicedirektør William Ramsey forleden til Financial Times. Om de biobrændstoffer, om alverdens fagfolk nu advarer mod.

Olieknapheden betyder, at ethvert midlertidigt produktionsbortfald - som for nylig en strejke blandt britiske oliearbejdere - får markedet til at reagere nervøst og presse prisen yderligere op.

Til det kommer så, at denne verdens grådige spekulanter under indtryk af finanskrisen er flygtet fra værdipapirer og dollar til spekulation i håndgribelige råvarer som olie. Spekulanterne er med til at drive olieprisen op og dermed også med til at forværre oliekrisens negative indflydelse på den økonomiske krise. For den stigende oliepris slår igennem på erhvervslivets produktionsomkostninger og fører til stigende varepriser og inflation, faldende købekraft for forbrugerne og almen kriseforværring.

Vindere er kun de olieproducerende lande og store olieselskaber, der noterer rekordprofitter. Den amerikanske olieanalytiker Michael Klare vurderer, at der i 2007 blev overflyttet over en million milliard dollar til de olieeksporterende lande fra stater, der må importere olie.

Først i elvte time har bl.a. IEA indset situationens alvor og udsender nu helt nye budskaber.

"Vi har set på alle olieefterforskningsprojekter i verden: 230 i alt - i Saudi-Arabien, Venezuela, Nordsøen, overalt. Selv hvis alle disse, allerede finansierede projekter realiseres, vil den samlede ny olieproduktionskapacitet, de kan levere, være for lidt," sagde IEA's cheføkonom Fatih Birol forleden.

Birol bekræfter, at olieproduktionen fra kendte projekter frem mod 2015 må forventes at falde med 3,7-4,2 pct. om året, parallelt med en global efterspørgsel, der stiger med op til tre pct. årligt.

"Vi er nødt til at forberede os på et meget turbulent og stramt oliemarked præget af høje priser. Det bliver ikke godt for økonomien," siger cheføkonomen.

En sen erkendelse, for hvilken verden allerede betaler en høj pris. Ikke mindst verdens fattige.

Fødevarekrisen

"I USA og Europa har vi gennem det seneste år haft fokus på prisen på benzin på servicetanken. Men mens mange bekymrer sig om at få fyldt deres benzintank, kæmper mange andre rundt om på kloden for at kunne fylde deres maver. Og det bliver sværere for hver dag, der går."

Sådan sagde Verdensbankens præsident Robert Zoellick for nylig om den globale fødevarekrise, der ifølge FN's Fødevareprogram WFP nu som 'en stille tsunami' truer med at drive 100 millioner mennesker ud i sult.

Men tingene hænger sammen. Når olie bliver dyrere, bliver mad dyrere. Det kræver olie at drive landbrugets maskiner, fremstille kunstgødning, forarbejde råvarer og transportere fødevarerne frem og tilbage på tværs af kloden.

Dermed rammer olieprisstigningerne de fattige dobbelt: En stigende andel af u-landenes anstrengte økonomi beslaglægges af direkte olieudgifter til transport, kraftværker, fabrikker etc., og samtidig skal de samme lande og mennesker bruge flere penge på fordyrede fødevarer.

"Ødelæggende" for de fattige kalder Fatih Birol denne mekanisme. Iføge IEA har de olieimporterende lande syd for Sahara mistet tre procent af deres økonomiske vækst på grund af de stigende oliepriser. Men olieprisen er kun én faktor bag den stille tsunami. De øvrige er:

-Stærkt stigende efterspørgsel på fødevarer, herunder kød, fra en voksende middelklasse i vækstøkonomier som Kina og Indien.

-Fald i produktionen af centrale afgrøder som følge af klimaforandringer som f.eks. den tørke, der har ramt Australien og siden 2001 reduceret landets risproduktion med 98 pct.

-Voksende knaphed på grundvand til overrisling af marker i det tropiske og subtropiske bælte.

-Tiltagende beslaglæggelse af landbrugsarealer og afgrøder til fremstilling af biobrændstoffer i håbet om at dæmpe såvel olie- som klimakrisen.

Sammen har disse forhold drevet fødevarepriserne dramatisk op. Fødevareprisindekset fra FAO, FN's Fødevare- og landbrugsorganisation, steg med 57 pct. fra marts '07 til marts '08. For ris og kornprodukter er prisen røget op med næsten 90 pct. det seneste år.

De stigende fødevareomkostninger forværrer nedturen i USA og Europa, fordi forbrugernes købekraft udhules. Men langt alvorligere er situationen i de fattige lande, hvor pengene ikke rækker til at købe den mad, der skal holde sulten fra døren.

"Fødevarer står for 10-20 pct. af forbrugerudgifterne i i-landene, men så meget som 60-80 pct. i u-lande," påpeger Henri Josserand, chef for FAO's globale informations- og advarselstjeneste.

37 lande angives i øjeblikket at være i fødevarekrise med behov for ekstraordinær hjælp, og de seneste måneder har set optøjer i protest mod priserne i mere end 10 lande. I Somalia blev fem dræbt af politiet i denne uge, da tusinder af sultende tændte bål i gaderne og plyndrede butikker. Foreløbig 20 nationer har stoppet deres korneksport for at beskytte sig selv, på bekostning af importerende lande og det globale handelssystem.

Tilbage i 1973-74 oplevede verden også et sammenfald af olie- og fødevarekrise. I dag er der imidlertid to afgørende forskelle.

Den ene er nutidens finansielle spekulanter. Med liberaliseringen af de finansielle markeder og finansøkonomiens meget større andel af verdensøkonomien spiller kapitalfonde og andre spekulerende aktører en langt mere kritisk rolle. Præcis som de har forværret den økonomiske nedtur i USA ved at trække tæppet væk under banker og børsnoterede virksomheder, og præcis som de har forværret oliepris-krisen ved at spekulere i olieopkøb, så har spekulanterne forværret fødevarekrisen ved at spekulere i ris, hvede og andre fødevarer, der i dag repræsenterer værdier i stigning. Som med boligboblen i USA bidrager de nu til at skabe en fødevare-prisboble for at hente hurtige spekulationsgevinster. En hjemlig investor, Ole Abildgaard, kalder kapitalfonde og andres milliardspekulation i riskontrakter for "svineri."

"Den eneste ris, de kender, er den ris, der ligger under deres sushi. De er fuldstændig ligeglade med, om hundrede millioner af mennesker går sultne i seng," sagde Abildgaard for nylig til radioprogrammet P1 Business.

Den anden faktor, som fundamentalt adskiller dagens krise fra olie- og fødevarekrisen i begyndelsen af 1970'erne, er klimakrisen.

Klimakrisen

Den globale opvarmning og udtømningen af oliereserverne er to sider af samme sag, men samtidig skæbnesvangert vekselvirkende. F.eks. indebærer smeltningen af is i Arktis, at potentielle oliereserver højt mod nord kan blive tilgængelige for olieselskaberne og lede til øget afbrænding af fossil energi med forstærket opvarmning til følge. Omvendt foregår jagten på stadig mindre og vanskeligt tilgængelige oliereserver under stigende input af energi og dermed øget CO2-udledning pr. liter olie. Hvis verden i sin oliehunger kaster sig over olieskifer i USA og tjæresandsforekomster i Canada, vil der virkelig blive tale om energispild og ekstra CO2-belastning.

Men klimakrisen er også tæt sammenvævet med både fødevarekrise og økonomisk krise. Det stigende globale kødforbrug er f.eks. en afgørende drivkraft bag den skovrydning, der skal skaffe nye græsningsarealer til kvæg, men også er ansvarlig for 20 pct. af den globale drivhuseffekt.

Den aktuelle fødevareknaphed udgør dertil en ekstra trussel mod verdens skove.

"Et lille skift i fødevarepriser kan have stor betydning for, om det er lønsomt eller ej at rykke ind i skoven," siger Roberto Cavalanti fra Conservation International, der overvåger presset på Amazonas' regnskov, til Reuters. I andet halvår 2007 forsvandt 7.000 kvadratkilometer brasiliansk regnskov, parallelt med stigningen i fødevarepriser.

Også inddragelse af braklagte områder, intensiveret brug af kunstgødning m.m. for at øge fødevareproduktionen, forstærker presset på klimaet.

Den modsatte vej indebærer klimaforandringerne forringede muligheder for landbrug mange steder på kloden - især i u-lande uden historisk ansvar for CO2-udledningerne.

Den katastrofale cyklon over Myanmar er ét eksempel på den type forværrede vejrfænomener, der kan følge med opvarmningen. Cyklonen ramte landbrugsområder, der producerer 65 pct. af landets ris, hvilket straks udløste en international prisstigning på riskontrakter på 3,5 pct.

Unicef konkluderer i rapporten Our climate, our children, our responsibility, at en temperaturstigning på to grader kan føre til, at 200 mio. mennesker kommer til at sulte, stigende til 550 mio. ved en stigning med tre grader.

Disse og andre konsekvenser af klimaforandringerne leder til de modelberegninger, der både hos FN's Klimapanel og i den britiske Stern-rapport konkluderer, at den globale økonomiske udvikling vil blive dramatisk forstyrret, hvis ikke opvarmningen bremses.

Omvendt og på kort sigt kan politiske bestræbelser på at sætte ny gang i hjulene - offentlige anlægsarbejder, skattenedsættelser, rentesænkninger m.m. - indebære fortsat høje udledninger af CO2. Præsident Bush's aktuelle stimulus-pakke i form af skattelettelser på 152 mia. dollar kaldes af præsidenten selv meget præcist "et skud i armen" til USA's økonomi - en injektion til en økonomi, der kun kan fungere, når den mærker suset af vækst.

Ironisk og karakteristisk for krisernes intrikate sammenvævning er også, at et af initiativerne for at bremse såvel CO2-udledninger som pres på oliereserverne - produktionen af biobrændstof til verdens biler - viser sig at forværre fødevarekrisen. Et behjertet forsøg på at afhjælpe to af de globale problemer, forstærker et tredje, fordi overblikket savnes.

Systemkrisen

Verden står p.t. med fire ondartede kriser, dybt filtret ind i hinanden. Fire sider af samme systemiske krise. Delkriserne har den virkning til fælles, at de kan lede til national protektionisme, stærke geopolitiske spændinger og antagelig regulære krige om ressourcer og økonomiske udviklingsmuligheder. Nødstedte befolkningsgrupper vil revoltere eller blive drevet på flugt, parallelt med at magtforhold vil forskubbes til fordel for vækstøkonomier som Kina og Indien samt mellemøstlige olielande, der allerede er i fuld gang med at investere i det vestlige erhvervslivs virksomheder. Alt sammen sikkerhedspolitisk destabiliserende og som sådan varslet i rapporter fra diverse tænketanke såvel som fra Pentagon.

De fire kriser er i forskellig grad til at påvirke temporært. Men de er fælles om at afspejle de grundliggende vanskeligheder for en økonomi, der i omfang har nået grænser sat af klodens geofysiske og økologiske systemer.

Den amerikanske økonom og New York Times-kommentator Paul Krugman skrev forleden under overskriften Running out of planet to exploit (Løbet tør for planet at udbytte), at dagens kriser adskiller sig fra olie- og fødevarekriserne i 1970'erne ved at være drevet af reel ressourceknaphed. Dengang var det let at skrue op for oliehanerne og optrappe landbrugsproduktionen - det er det ikke i dag.

"Der er nogle meget kloge folk - ikke mindst George Soros - der mener, at vi er i en (spekulativ) boble på råvaremarkedet. Mit problem med det synspunkt er: Hvor er lagrene?"

Nok eskalerer spekulanterne de negative spiraler på både finans-, olie- og fødevaremarkederne, men hvor er i dag den ekstra olie, de ekstra fødevarer, den ekstra CO2-kapacitet i atmosfæren, som kan kastes ind på markedet og tage luften ud af prisstigningerne? Hvordan sikre den nødvendige 80-90 pct. reduktion af de rige landes CO2-udledninger, når alt orienteres mod at sætte fart på væksten, så snart den taber fart?

"Bekymringerne over, hvad der sker, når en evigt voksende verdensøkonomi presses op mod grænserne på en begrænset planet, har større sandhedsværdi nu, end de havde i 1970'erne," skriver Krugman.

"I skal ikke kigge nu, men det kan godt være, at de gode tider netop er sluttet," lyder økonomens sarkastiske udgangsreplik.

På forskellig vis er det trangen til vedvarende vækst, der driver de fire kriser og den overordnede systemkrise. Mest vulgært udstillet via spekulanters grådighed på det globale marked, men også illustreret af amerikanske forbrugeres iver efter boliger, de ikke har råd til. Af finansinstitutioners væksteufori, der har fået dem til at kaste ikke-bæredygtige lån i grams for at score gebyrer og renter. Af den kinesiske og indiske middelklasses ønske om amerikansk livsstil med biler og bøffer. Og af det stigende forbrug i den udviklede del af verden af olie og andre fossile brændstoffer som middel til øget materiel produktion og forbrug.

Den store markedsfejl er, at økonomien, som vi kender den, ikke rummer mekanismer, som i tide sikrer systemets stabilisering, når grænserne nås. Tværtimod er der givet friere løb til de spekulative, globale finanskræfter, der som dråben i bægeret får delkriserne til at eskalere ud af kontrol.

Dagens politiske ledere tumler rundt på den globale scene fra krisemøde til krisemøde. Om mandagen finanskrisen, om tirsdagen oliekrisen, så fødevarekrisen og om torsdagen klimakrisen. Deres vanskeligheder ved at skabe overblik over krisens komplekse dynamik er lige så store som vanskelighederne med at bøje viljerne og særinteresserne mod hinanden for at skabe nye globale svar til en klode i nød.

"Når tidligere civilisationer blev ramt af kriser, som truede deres overlevelse, lod deres simple styreform dem gribe ind og hindre katastrofen. Men i dag har vi ikke en global regering," konstaterer Lester Brown.