10. maj 2008

Tolerance er mere end at udholde

Skrevet af: David Rehling
Respekt. Tolerance bør indebære en værdsættelse af det, der gør andre anderledes, men der er grænser for, hvad et frit samfund skal finde sig i, påpeger canadisk filosof

Canadiere véd noget om at leve sammen med dem, man helst er fri for. Deres nation er nemlig befolket med både fransktalende og engelsktalende, og det har givet en turbulent historie med flere udbrudsforsøg.

Gemytternes uoverensstemmelser er en del af bagagen for filosoffen Trudy Govier, der gæsteforelæser ved Københavns Universitets Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. I sit canadiske hjemland er Govier professor ved universitetet i Lethbridge i delstaten Alberta. Hun har skrevet bøger om forsoning og er ofte hidkaldt som forligskvinde i balladesituati0ner.

Emnet for hendes gæsteforelæsning er: 'Tolerance, respekt og grænser'.

Hun starter med at slå fast, at det er vigtigt at sondre mellem 'negativ tolerance' og 'positiv tolerance':

"Den negative tolerance består i at finde sig i ting, som vi ikke bryder os om - i en sammenhæng, hvor vi ville have magten til at handle imod dem, hvis vi valgte det. Negativ tolerance kan bedst forstås som selvbeherskelse."

Govier påpeger, at den negative tolerance historisk har været Europas løsning på opslidende religionskrige:

"Det er et afkald på at bruge statsmagten til at forfølge."

Ejendommelig tolerance

Nu trækker Govier sit første stik hjem. Hun fremhæver, at der jo egentlig er "noget ejendommeligt" ved den negative tolerance:

"For den bygger jo på antagelsen om, at vi udholder noget, som vi ikke bryder os om."

Govier fortæller, at en ung kvinde fra en koreansk indvandrerfamilie i Canada i den offentlige debat har udtrykt ubehag ved den canadiske tolerance over for hendes familie:

"Hun opfattede den som nedladende, fordi den bygger på, at de er et fremmed folk, der har behov for at blive tolereret."

"Den antagelse fandt hun fornærmende. Hun fornemmede faktisk det negative ved den negative tolerance."

Med det eksempel ønsker Trudy Govier ikke at nedgøre den negative tolerance, for uden den ville mindretal kunne komme til at leve et liv som udstødte og retsløse: "Og det kan føre til fjendskab, had, vold og endda krig". Alligevel mener Govier, at der er behov for "en mere ambitiøs opfattelse af tolerance".

"En positiv tolerance, der ikke bygger på afstandtagen og selvbeherskelse, men på at respektere og værdsætte alsidighed."

"Positiv tolerance kræver en slags accept - uden frygt - af overbevisninger og handlinger, der adskiller sig fra vore egne. Den kræver også et syn på menneskelig forskellighed som noget i sig selv værdifuldt og en kilde til berigelse af vort samfund."

"Positiv tolerance bygger på en forståelse af, at andre mennesker søger anerkendelse og respekt."

Forskel har værdi

Trudy Govier fastslår: "Der er en fundamental respekt som vi mennesker skylder hinanden. Den hviler rent og enkelt på vores fælles menneskelighed."

Men heller ikke den er nok, fremhæver Govier:

"Når mindretalsgrupper eller undertrykte personer søger respekt, søger de en anerkendelse eller imødekommelse af værdien eller det fortjenstfulde i deres egne overbevisninger eller handlinger."

Altså er det ikke nok at vise andre almindelig medmenneskelig respekt.

"Der skal være en opfattelse af, at de ting, som er forskellige og adskiller minoriteterne fra andre, har en værdi i sig selv."

At føre tolerancen så vidt, indebærer en række problemer, medgiver Trudy Govier: "Hvad kræver respekten? Hvilke handlinger tæller som respektfulde og hvilke som respektløse?"

Hun fortæller, at hun ved et møde med en gruppe ældre katolikker ville have dem til at tale om, hvorledes man kan respektere folk, der tror noget andet end én selv. Men gruppen ville meget hellere tale om, hvor krænket den var over unge menneskers respektløse adfærd: "Især unge mænd, som bærer baseball-kasketter indendørs. Det oplevede de som ekstremt respektløst."

Den anekdote bruger Govier til at trække et nyt stik hjem: "Vi kan ikke tillade, at respekt alene bliver defineret af betragteren."

Brandvarmt emne

Dermed er hun ved det brandvarme emne: Religiøse gruppers opfattelse af kritik af deres religion:

"Man kan sagtens forlange, at kritikken udtrykkes respektfuldt, men rent faktisk er den ofte grov, fjendtlig og fornærmende."

Og det finder Govier egentlig begribeligt, hvis det forholder sig sådan, at ateister eller tilhængere af andre trosretninger finder en religion farlig og skadelig.

Som en dæmper af disse konflikter peger hun på, at man kan nære sine egne anskuelser "med mindre end den absolutte sikkerhed". Derudover kan man anerkende anderledes troende for de fortjenester, deres tro har ført med sig: "Ateister kan beundre det jødiske folk for dets loyalitet og historiske sans og beundre muslimer for deres selvdisciplin og samvittighedsfuldhed."

Men stillet over for ekstremer kan de gode viljer komme til kort: "Nogle grupper kræver respekt - ud fra deres egen definition af, hvad respekt indebærer - og reagerer med hærværk, ildspåsættelse og endda mord, når de ikke skønner, de får respekten."

At tiltvinge sig respekt ved trusler er ifølge Govier hovedløs gerning, for den 'respekt' indebærer ingen værdsættelse. Dermed er hun nået til at trække tolerancens grænser: "I et frisindet, demokratisk retssamfund fortjener overtrædelser af straffeloven og menneskerettigheder ingen tolerance - hverken i den negative eller den positive udgave."

"Med det udgangspunkt, at tolerance kommer af respekt for individet, menneskerettigheder og retfærdighed og af ønsket om, at mennesker lever i harmoni, vil jeg argumentere for, at der ikke er nogen individuel eller samfundsmæssig forpligtelse til at tolerere truende handlinger fra dem, der er intolerante."

"Tolerancen har sine grænser, fastlagt af de selvsamme værdier, som har ført os til tolerancen. At være tolerante forpligter os ikke til at finde os i alt, der bliver ført frem iklædt som religion eller kultur."

Trudy Govier slutter med fyndordet: "Tolerance er værdifuld, men den har sine grænser."


Source URL: http://www.information.dk/159046